Dagmar (kejserinde af Rusland)

Dagmar voksede op ved det beskedne danske tronfølgerhof i København i en børneflok på seks, hvoraf en blev konge af Danmark, Frederik 8., og en anden konge af Grækenland, Georg 1. Søsteren Alexandra blev engelsk dronning. Selv blev Dagmar i 1864 forlovet med den russiske tronfølger storfyrst Nikolaj Aleksandrovitj, der imidlertid døde syv måneder senere. I 1866 blev hun forlovet med Nikolajs broder, storfyrst Aleksander Aleksandrovitj, og drog samme år til Rusland, hvor hun gik over til den russisk-ortodokse tro og ved giftermålet blev storfyrstinde under navnet Marija Fjodorovna. Hun blev moder til fire sønner og to døtre, hvoraf en søn døde som spæd, en anden som 18-årig, mens de to tilbageblevne sønner, zar Nikolaj 2. og storfyrst Mikhail Aleksandrovitj, i 1918 blev likvideret af bolsjevikkerne, der havde erobret magten året før. Hendes mand døde allerede i 1894, og Dagmar fik dermed en lang periode som russisk enkekejserinde indtil monarkiets afskaffelse i 1917.

Rollen som kejserinde i den på mange måder fremmedartede stormagt var en voldsom omvæltning. Efter at have levet i et lille, homogent, konstitutionelt monarki blev Dagmar anbragt i et konfliktfyldt, multinationalt og enevældigt regeret imperium. Hendes svigerfader zar Aleksander 2. blev myrdet i 1881, og hendes egen familie blev i 1888 udsat for et togattentat. Hendes stilling var overvejende dekorativ, og hun tog livligt del i det russiske hofs overdådige selskabsliv. Derudover engagerede hun sig i opdragelses- og uddannelsesvæsen; en række skoler og asyler ud over Rusland blev oprettet i hendes navn. Under Første Verdenskrig var hun formand for russisk Røde Kors. Der har været gisnet om den politiske betydning, Dagmar måtte have haft for Ruslands forhold til Danmark og til Tyskland. Hun var i Rusland kendt for sit tyskerhad, der også kommer til udtryk i hendes private breve og dagbøger. Det er dog tvivlsomt, om hun har spillet en rolle på disse områder. Derimod er det dokumenteret, at hun var i stand til at bistå danske personer og virksomheder med økonomiske interesser i Rusland. Bl.a. Store Nordiske Telegrafselskab og ØK (Østasiatisk Kompagni) nød godt af denne protektion.

Hvad angik Ruslands indre forhold, var Dagmar tilhænger af et fast og autoritært styre, sådan som hendes mand zarAleksander 3. udøvede det. Hun var stærkt utilfreds med sønnen zar Nikolaj 2.s regeringsudøvelse og forsøgte at afholde ham fra at afgive noget af sin enevældige magt, hvad han dog gjorde i 1906, da Rusland efter nederlaget i den russisk-japanske krig var ved at glide ud i borgerkrig. Da han i 1917 efter katastrofale militære tilbageslag og revolutionær uro abdicerede, gav hun udtryk for sin store sorg og harme over denne beslutning. Med den mistede alle medlemmer af det 300-årige Romanovdynasti fra den ene dag til den anden deres titler, privilegier og placering i det russiske samfund. Deres hele retsstilling blev uklar, og der blev indledt undersøgelser mod zaren og hans nærmeste for at afsløre formodede forbrydelser mod staten. Årene 1917-19 blev et mareridt for Dagmar og hendes slægt, hvis medlemmer blev jaget, indespærret og for manges vedkommende likvideret uden lov og dom og som regel på særdeles brutal vis. Til de mange ofre hørte foruden hendes to sønner Nikolajs hustru og fem børn.

Selv slap Dagmar kun igennem denne rædselsperiode med livet i behold, fordi hun opholdt sig i det sydlige Rusland, der var kontrolleret af tysk militær, og fordi behjertede danskere og russere med daværende gesandt Harald Scavenius i spidsen sørgede for undsætning. I 1919 blev hun evakueret fra Krim af et britisk krigsskib og bragt i sikkerhed i England, hvorfra hun i 1920 kom til Danmark. Her boede hun på Hvidøre i Klampenborg og blev et symbolsk overhoved for den russiske emigrantkoloni i Danmark. Hun havde store økonomiske problemer, som kun blev afhjulpet takket være ØKs, Store Nordiske Telegrafselskabs og andre private donorers gaver og indsamlinger. Den danske stat ydede hende ingen hjælp. Hun fik styrke til at bære sin og sin families tragedie i kraft af et inderligt gudsforhold.