Connie Hansen

Connie Hansen var i årene omkring 1990 en af de bedste kvindelige kørestolsracere i verden. Hun havde været et fysisk aktivt barn, som legede “vilde lege”, dyrkede gymnastik og svømmede. Men som 13-årig faldt hun ned fra et træ, brækkede ryggen og blev lam fra hofterne og ned. Et år efter ulykken begyndte hun at svømme igen, senere gav hun sig i kast med andre idrætsgrene og var især fascineret af det kraftbetonede og konkurrenceelementet i kørestolsrace.

1984, 1988 og 1992 deltog Connie Hansen i De Olympiske Lege (OL), der havde kørestolsrace på opvisningsprogrammet. Sit gennembrud fik hun ved de handicappedes OL, Paralympics, i Seoul 1988, hvor hun vandt guld i alle de fem discipliner, hun deltog i, og satte fire verdensrekorder. Ved Paralympics i Barcelona 1992 opnåede hun fire guldmedaljer og to verdensrekorder. I denne periode trænede hun ved at køre 120 km hver uge, hun deltog i stævner over hele verden og var hjemmefra godt en tredjedel af året. Eliteidrætsorganisationen Team Danmark støttede hende, ligesom hun vandt pengepræmier, og hun havde således en karriere som professionel eliteidrætsudøver. Idrætspolitisk kæmpede hun for, at handicappede idrætsfolk skulle bevare Paralympics frem for at indgå som en sandsynligvis overset og marginaliseret del af OL. I foredrag, artikler og indlæg på flere internationale konferencer gav hun udtryk for, at handicapidrætten var god nok til at kunne sælges uden at blive pakket ind i OLs glamour. Hun var medlem af Dansk Handicap Idræts-Forbunds forretningsudvalg 1992-98 og af klassifikationskomitéen for atletik under den internationale organisation for kørestolsidræt 1984-94.

Connie Hansen blev ergoterapeut 1991 og oprettede samme år et firma, der sælger sportsudstyr til handicappede. Desuden har hun undervist handicappede børn i atletik. 1995-98 var hun ansat på det nyoprettede Handicapidrættens Videnscenter i Roskilde. Hun har haft stor betydning såvel for handicapidrætsbevægelsen som for den enkelte handicappede. I et interview har hun om sit liv som handicappet sagt: “Jeg går ikke og tænker, at ‘hvis jeg nu ikke var kommet til skade, så ville jeg ...’ Det er ligesom et træ, man kapper topskuddet af. Som regel kommer der et skud ved siden af, der vokser lige op. Og snart kan man dårligt se, at det er et sideskud.”