Christine Reimer

Christine Reimer kom fra et oplyst lærerhjem. Moderen var gårdmandsdatter, og som lille pige kom Christine Reimer i alle de gamle gårde og huse, hvor hun sugede til sig af den bondekultur, som moderen var vokset op i. Faderen, der var af købmandsslægt, havde to voksne sønner fra et første ægteskab, som kom til at deltage aktivt i Christine Reimers opdragelse og uddannelse. I de første skoleår blev hun undervist i faderens skole i Hårslev. I 1867 blev hun sendt til halvbroderen Alexander R., der var kæmner og branddirektør i Viborg. Her gik hun fem år i Wissings Pigeinstitut, mens hun samtidig lærte kontorarbejde og regnskabsførelse i halvbroderens forretning. Ved faderens død 1872 tog hun ophold hos moderen i Hårslev, og hun blev Christine Reimers medhjælper og støtte i mange års omflakkende tilværelse. 1873-80 havde Christine Reimer huslige pladser. 1880-83 boede hun hos sin anden halvbroder pastor Anton R. og underviste med “Nidkærhed, Duelighed og Orden” hans tre børn, hvorefter hun frem til 1886 var lærerinde hos herredsfogeden i Herning. I de følgende fire år bestyrede hun sommerpensionater i Nordsjælland, og 1891-97 drev hun sit eget sommerpensionat i Hellebæk. Dette sæsonarbejde gjorde det muligt for hende at bruge vintrene til skriftlige arbejder, og i 1889 indledte hun en virksomhed som kulturhistorisk journalist.

1897 sluttede Christine Reimer som knap 40-årig sit nomadeliv for at starte en ny tilværelse. Hun tog fast ophold hos moderen i Odense, hvor hun ud over husligt arbejde koncentrerede sig om at skrive. For at kunne leve af sin pen måtte hun dygtiggøre sig ved selvstudier inden for folkeminder, folkemål og husholdning, som var de emner, hun fortrinsvis skrev om. Hun lagde et stort arbejde i sine artikler, besøgte biblioteker og arkiver eller opsøgte gamle folk og spurgte dem ud. Hun skrev ca. 150 artikler om året og nåede i alt op på omkring 5.000. I 1908 udsendte hun Hjemmets Bog, svensk udg. 1909, som trak på den viden, hun havde fået som medhjælper, bestyrer og husholderske. Hun ønskede ikke at bidrage til mængden af kogebøger, men ud fra konkret erfaring at skrive en håndbog om hjemmets praktiske, administrative og sociale ledelse. Bogen var tænkt for nutiden, dog skrevet i en særlig folkloristisk stil iblandet gamle ordsprog og sentenser, digte og moraliserende indlæg.

Christine Reimers hovedværk er Nordfynsk Bondeliv i Mands Minde, der udkom i fem dele 1910-19. Allerede omkring 1890 var hun begyndt at gøre optegnelser inspireret af de indsamlinger af folkeminder og folkemål, som i disse år blev iværksat ud fra tanken, at det ikke alene var de lærde i København, der skulle skrive bondestandens historie, men også folk, der var født og opvokset på landet. Hun fik flere legater til at færdiggøre værket, men i første omgang kneb det med at finde en forlægger, og offentliggørelsen trak yderligere i langdrag på grund af alvorlig sygdom. Nordfynsk Bondeliv i Mands Minde hører til de store personlige erindringsværker om dansk folkekultur og giver en første grundig og pålidelig skildring af det gamle bondeliv på Fyn. Af samtidige fagfolk blev hun rost for sandfærdighed og nøjagtighed og for at have givet Fyn en levende, velskreven og omfattende repræsentation inden for folkemindefremstillinger. Særlig værdifuld var hendes indgående og indlevende skildring i det andet bind af kvinden og det huslige arbejde. I værket sammenlignede hun den gamle og nye tid og fremhævede de gamle dyder som fromhed, pligtfølelse, flid, retsindighed, nøjsomhed og hjælpsomhed som forbilleder for nutiden. Det var en sammenblanding af videnskab og moraliseren, som fagfolk ikke yndede, men som på en eksemplarisk måde udtrykte tidens ideologiske brug af folkeminder.

Med glæde fulgte Christine Reimer, hvorledes interessen for folkeminder bredte sig. Dansk Folkemindesamling blev stiftet i 1904, og historiske amtssamfund og lokalhistoriske museer skød frem. Alligevel mente hun, at der var “langt igen, inden Sansen for Folkeminder som en Surdejg gennemsyrer alt Folket, langt igen, inden Folkeminder er blevet gjort til en Folkesag – – ja et Skolefag!” Hendes intelligente og meget interesserede moder var Christine Reimer en stor hjælp i arbejdet med værkerne både som meddeler og som formidler til bønderne. Efter moderens død i 1920 kunne hun ikke samle sig om bogudgivelser og måtte med sorg opgive at skrive en bog om det fynske folkemål, men fortsatte næsten til sin død sin journalistiske virksomhed.

Christine Reimer stod i en opbrudsperiode mellem bondekultur og borgerlig bykultur, hvor indsamling af en hastigt forsvindende bondekultur blev en vigtig opgave. Trods manglende uddannelse og dårlige arbejdsforhold formåede hun ved sin indlevelse og kærlighed til den gamle kultur at skabe sig et levebrød og en anerkendt position som journalist og forfatter. Hendes imponerende selvstudier og arbejdsindsats viser et intelligent, uhyre arbejdsomt og udholdende menneske med høje standarder, som hun var sig pinligt bevidst og ærgerlig over ikke altid at have mulighed for at opfylde. Christine Reimer testamenterede sine omfattende samlinger til Nordfyns Museum i Bogense, der i 1981 etablerede en mindestue for hende. En samling af 5.000 folkemålsord og ordsprog overgav hun til Udvalg for Folkemaal og Dansk Folkemindesamling. Christine Reimer, der også var stærkt engageret i dyrebeskyttelse og i silkeavl, modtog Dyreværnsforeningen Svalens emblem i guld og blev 1921 æresmedlem af Selskabet for Silkeavl og Morbærbuskdyrkning i Danmark af 1900. I 1920 udnævntes hun til æresmedlem af Nordfyns Museumsforening. Som den eneste kvinde har hun modtaget den hæder, at hendes billede blev ophængt i Landsarkivet for Fyn.