Charlotte Standgaard

Forfatteren Charlotte Standgaard blev født 1943 i den lille by Brørup, men tilbragte det meste af sin barndom i Århus. Som datter af litteraten Jens Kruuse og oversætteren Annabeth Kruuse fik hun en opvækst i et akademisk, bogrigt hjem, hvor adskillige forfattere og kunstnere kom og gik. Især faderen har på godt og ondt fyldt meget, og i den opsigtsvækkende portræt- og erindringsbog I lyset af glæde, 1996, som hun skrev i samarbejde med Finn Slumstrup, tegnes et billede af en sammensat personlighed. Charlotte Standgaard blev student fra Århus Katedralskole i 1960 og flyttede herefter til København Her gik hun først på husholdningsskole og lagde bagefter vejen om ad Københavns. Universitet, hvor hun tog filosofikum og begyndte at læse sammenlignende litteratur. Studiet var imidlertid ikke noget for hende, og i 1962 startede hun på bibliotekaruddannelsen. Samme år blev hun som 19-årig gift med den etnografistuderende og senere museumsinspektør Ole S., og året efter fik de sønnen Hans. Ægteskabet varede til 1969, og Charlotte Standgaard levede nu en årrække som alenemoder.1978-87 var hun gift med instruktøren Jakob Oschlag, som hun fik et par tvillingepiger med.

I 1965 tog Charlotte Standgaard eksamen som bibliotekar, men hun havde allerede taget forskud på jobbet, da hun 1963-68 arbejdede som videnskabelig assistent ved Det Kgl. Bibliotek. Det var også i disse år, at det kneb for Charlotte Standgaard at få døgnets timer til at slå til. Ud over at passe et fuldtidsjob, en familie og en periode også et krævende ombud som kredsværge ved børneværnet i København, var hun kvindepolitisk aktiv, bl.a. som bestyrelsesmedlem i foreningen Individ og Samfund, der var oprettet i 1968 som protest mod Dansk Kvindesamfunds tøvende holdning til fri abort, og som blev en af forløberne for rødstrømpebevægelsen. Trods de mange engagementer var det også i denne periode, Charlotte Standgaard udgav sin første bog, digtsamlingen Katalog, 1965. Debuten fulgtes de følgende år op med yderligere tre lyriske samlinger Afstande, 1966, Uafgjort, 1967, og Det var en lørdag aften, 1968. Selv har hun senere fortalt, at natten blev taget i brug, når det gjaldt skriveriet. 1968 modtog Charlotte Standgaard Statens Kunstfonds produktionspræmie, og omtrent samtidig besluttede hun sig for udelukkende at arbejde som forfatter. Samme år var hun indirekte årsag til, at en del medlemmer af Dansk Forfatterforening brød ud og dannede Forfatterforbundet. Baggrunden var, at hun selv, Vagn Steen og flere andre forfattere fik afslag om optagelse i foreningen.

Fra debuten i midten af 1960’erne over en række debatterende og meget læste romaner i 1980’erne til debatbøger og romaner med stadig mere dagsaktuelle problemstillinger i 1990’erne gennemløber forfatterskabet en udvikling, som er typisk for perioden. I de første eksperimenterende bøger er det kvindeverdenen, som lægges frem i en ny-enkel og ordknap form. Digtene er bevidst korte opremsninger og neddæmpede registreringer af det nære liv: sex, børn, drømme, hverdagens sociale problemer og kærlighedsforhold. Oplevelsen af som kvinde at være parforholdets offer og handlingslammede part anes allerede som et tema i de tidligste digtsamlinger og synliggøres yderligere i Indimellem holder de af hinanden, 1970. Med de dokumentariske bøger Herinde, 1969, der rapporterer fra narkomanmiljøet og Gade op og gade ned, 1973, som lever sig ind i kvindelige alkoholikeres liv, markeres en ny fase i forfatterskabet. Det sociale engagement og den indlevelse i andre mennesker, som siden er blevet Charlotte Standgaards varemærke, træder her for alvor i forgrunden, og i romandebuten, der drejer sig om moderskabets konflikter, Når vi alle bliver mødre, 1981, er tonefaldet umiskendeligt hendes eget. Andre romaner fra samme årti er Lille menneske, 1982, der handlede om anoreksi, En fugl foruden vinger, 1985, der tematiserer spørgsmålet om rugemødre, samt de selvbiografiske værker Giv mig solen, 1986, og Og alt hans væsen, 1988.

På tværs af forfatterskabets mange faser og bøger er der en både kontant og konstant bestræbelse på at skildre kvindelivet og forholdet mellem mænd og kvinder. Charlotte Standgaard er, som en anmelder rammende skrev, “kønnenes kunstner”, og det er tydeligt, at den kritik, som hun vender mod parforholdet og andre sociale misforhold, gerne må og skal afgive kraft til forandring. Det vidtfavnende forfatterskab omfatter også hørespil, skuespil, tv-spil, filmmanuskripter, fagbøger, skolebøger og børnebøger. I 1990’erne udkom bl.a. debatbogen Gråhårede børn, 1996, skrevet sammen med forfatteren og dramatikeren Lis Vibeke Kristensen, samt romanerne Elleve dage i november, 1997, om pillemisbrug og Gode hensigter, 1998, der fortæller om en ensom mand, som begynder at chatte på Internettet. I 1970’erne og 1980’erne havde Charlotte Standgaard en række tillidshverv. Hun sad i TV-Teatrets Dramaturgiat 1970-74 og var bestyrelsesmedlem i Danske Dramatikeres Forbund 1973-85, Filminstituttet 1975-76 og Danske Dramatikere 1987-89. Gennem alle årene har hun været erklæret socialist og politisk engageret. I sine unge år var hun aktivt medlem af Venstresocialisterne, og i 1989 var hun Socialistisk Folkepartis topkandidat til Europaparlamentet, men blev ikke valgt. Charlotte Standgaard har bl.a. modtaget Statens Kunstfonds Legat 1986 og Thit Jensens Legat 1989.