Charlotte Larsen

I en forholdsvis høj alder valgte Charlotte Larsen at blive sygeplejerske, og i 1884 startede hun som elev på Kommunehospitalet, der siden 1876 havde oplært sygeplejersker til afløsning af de ufaglærte stuekoner. Efter kun to år nåede hun den højeste stilling i hierarkiet, da hun blev engageret som en af de første plejemødre på Frederiks Hospital. I denne stilling fik hun til opgave at tilrettelægge sygeplejen og uddannelsen af elever på den afdeling, hun stod i spidsen for. Sygeplejerskeuddannelsen var, da Charlotte Larsen tiltrådte, en mesterlære med hovedvægt på praktiske færdigheder, og hun ydede ved sit gode samarbejde med lægerne og sin store håndværksmæssige kunnen et væsentligt bidrag til udviklingen af fremtidens sygepleje.

Det var en kirurgisk afdeling, Charlotte Larsen blev leder af. Kirurgien var på denne tid inde i en rivende udvikling, og det blev hendes ansvar at indføre de nye antiseptiske metoder på sygeplejeområdet. At det blev en succes, havde hun en stor del af æren for. Hun forstod, hvor vigtig renlighed var for sårbehandlingen og tog ivrigt de praktiske udfordringer op. Hun assisterede overlæge Oscar Bloch i hans mange forsøg på at fremstille en ren catgut, dvs. kirurgisk sytråd, til at sy sår sammen med. Selv eksperimenterede hun utrætteligt med jodoformgazen, indtil hun kunne fremstille den helt ren. Desuden var hun den første, der fremstillede pakker i to lag papir, så indholdet forblev sterilt, en metode, der senere vandt almindelig udbredelse. Hendes arbejde på dette felt fik stor betydning for de operationssygeplejersker, der fulgte efter. Hun tjente som eksempel på, hvor vigtig sygeplejerskens rolle var, når lægevidenskabens opdagelser skulle gennemføres i praksis.

Sygeplejerskerne boede på hospitalet i tilknytning til deres afdeling, så det kunne være vanskeligt at adskille arbejde og fritid. Men det skabte samtidig et standsmæssigt fællesskab, der i 1899 førte til stiftelsen af Dansk Sygeplejeråd (DSR) til varetagelse af fagets interesser. Charlotte Larsens engagement i sygeplejen fik hende til at gå ind i det organisatoriske arbejde, hun valgtes til protokolfører i DSR, og hendes indsats blev højt skattet af bestyrelsens øvrige medlemmer. Hun var den, der midt i vanskelighederne formåede at bevare roen, og hun havde en stærk vilje til at løse de opgaver, hun påtog sig, også på dette felt. Af kollegerne blev hun skildret som et klogt og retsindigt menneske med et kærligt hjerte. I 1904 måtte Charlotte Larsen på grund af sygdom trække sig tilbage fra både bestyrelsesarbejdet og stillingen som plejemoder. For alle hospitalssygeplejersker var det den gang en stor omvæltning at gå på pension, fordi de samtidig måtte fraflytte boligen på hospitalet. Charlotte Larsen fik tildelt en af boligerne i sygeplejerskestiftelsen Brandes Minde.