Cecil Bødker

Cecil Bødker er født 1927 i Fredericia, hvor hun voksede op sammen med sine fem brødre. Allerede i barndommen begyndte hun at skrive for fornøjelsens skyld og drevet af den undrende nysgerrighed og opmærksomhed, der siden har præget hendes omfangsrige forfatterskab. Faderen var tegner ved en sølvvarefabrik, og selv blev hun udlært som sølvsmed i 1948. Herefter arbejdede hun i en periode hos Georg Jensen, i Sverige og som selvstændig, men lukkede sit værksted efter debuten, digtsamlingen Luseblomster, 1955. Den blev vel modtaget og placerede hende sammen med de følgende digtsamlinger Fygende Heste, 1956, og Anadyomene, 1959, som en vigtig forfatter inden for Efterkrigstidens mytisk orienterede modernisme.

Tankegodset og det spændingsfyldte billedsprog fra Cecil Bødkers digte genfindes i nye variationer i hendes prosabøger. Novellesamlingen Øjet, 1961, er et af forfatterskabets hovedværker, og flere noveller herfra er blevet klassikere i skolernes og gymnasiernes litteraturundervisning. Myte og realitet forbindes overraskende og virkningsfuldt i disse historier, hvor skildringer af mennesker, der har fjernet sig fra deres følelser og naturen, er et centralt træk. Den modernistiske linie i forfatterskabet blev videreført med hørespillet Latter, 1964, radioromanen Pap, 1967, og romanen eller dobbeltnovellen Tilstanden Harley, 1965, der alle er stærkt eksperimenterende værker. Her ophæves de sædvanlige krav om kronologi, årsagsforklaringer og menneskeskildring, anonyme og abstrakte færdes de isolerede personer i kulisseagtige miljøer, hvor enhver er overladt til sin egen fragmenterede bevidsthed. Med radiospillene Badekarret, 1965, og Dukke min, 1967, fokuserede hun især på menneskets problematiske forhold til identitet og ansvar.

Kulturkritikken indtager også en væsentlig plads senere i forfatterskabet, hvor Cecil Bødker fik stor succes med fortællinger og romaner skrevet for børn, bl.a. Silas-serien, hvor første bind Silas og den sorte hoppe udkom 1967, og Jerutte-serien, der indledtes i 1975. I børnebøgerne optræder barnet ofte som en outsider eller en revolterende kraft, der slår til lyd for et frit og autentisk liv. Silas-serien og fortællingerne om barndomsvilkår i Etiopien i Leoparden, 1970, som Cecil Bødker skrev i løbet af få måneder efter hjemkomsten fra en rejse til Etiopien samme år, er oversat til mange sprog. Endnu en succes og et hovedværk i forfatterskabet er rejsebogen Salthandlerskens hus, 1972. Også den byggede på hendes ophold i Afrika, hvor hun gennem tre måneder boede hos den etiopiske salthandlerske Debiteh Gole. I bogen, der er usædvanlig ved, at forfatteren henvender sig til sig selv i du-form, opregner hun sine refleksioner og fordomme inden mødet med en fremmed kultur. Men hun skildrer også de drømme, overraskelser og håb, som livet i det fremmede afstedkommer. Gole, hendes venner og hendes store børneflok besidder et overskud og en varme, som Cecil Bødker ikke finder i den vestlige, civiliserede verden. Nogle måneder efter, at hun var taget tilbage til Danmark, døde salthandlersken. Sammen med sin mand besluttede Cecil Bødker sig til at adoptere to af salthandlerskens døtre Madena og Tadjure, som fik en opvækst i Danmark sammen med parrets biologiske døtre Dorete og Mette.

Med Salthandlerskens hus og Fortællinger omkring Tavs, 1971, indledtes den mere realistisk prægede del af Cecil Bødkers forfatterskab. I Fortællinger omkring Tavs beskæftigede hun sig med opdragelsens betydning for den enkeltes selvrealisering. Sandsynligvis inspireret af sine oplevelser i Etiopien genoptog hun her tanken om det primitive liv som midlet mod det moderne menneskes fremmedgjorthed. Ofte har hun skrevet om undertrykkelse, angst og social nød, og forfatterskabet rummer dybt engagerede replikker til historiens gang. Men kritikken formuleres ikke fra et fast politisk eller socialt ståsted. Tværtimod har hun altid stillet sig spørgende og tvivlende an i forsøget på at forstå og forklare mennesker og verden, således som det fx sker i romanerne En vrangmaske i Vorherres strikketøj, 1974, Evas ekko, 1980, og Tænk på Jolande, 1981. Den udogmatiske livsforståelse fik et nyt udtryk, da hun i de to bøger om Marias barn, 1983 og 1984, valgte at genfortælle evangeliernes historie ud fra en kvindelig synsvinkel. Det er den psykologiske indlevelse og frem for alt denne spørgende position, der er en vigtig drivkraft i det omfattende forfatterskab på op mod 60 værker. Cecil Bødker har sjældent optrådt offentligt eller deltaget i sin samtids litterære eller politiske diskussioner. Til gengæld har hun i et overmåde frodigt og unikt forfatterskab utallige gange sat fokus på frigørelsestrang og livsvilje. Indsatsen er fortjent blevet hædret. Cecil Bødker fik i 1961 Kritikerprisen for Øjet, og siden har hun modtaget en lang række priser og legater, bl.a. den internationale børnebogspris Hans Christian Andersen-Medaljen 1976, De Gyldne Laurbær 1984, Dansk Forfatterforenings Jubilæumslegat 1996 og Det Danske Akademis Store Pris 1998.