Caroline Rosenberg

Da Caroline Rosenberg var 11 år, mistede hun og hendes to søstre deres moder, og faderen antog en guvernante, der blev i familien indtil 1830. Valget af hende var formentlig med til at bestemme Caroline Rosenbergs livsbane. Guvernanten kom senere i huset hos landøkonomen og botanikeren N. Hofman Bang på Hofmansgave, mens Caroline Rosenberg efter sin faders død i 1833 drog til Odense og blev huslærerinde hos en af Hofman Bangs fætre. I en lille selvbiografisk skitse fra 1880, som hun skrev på opfordring af botanikeren professor Eugen Warming, giver Caroline Rosenberg udtryk for, at hun ikke ønskede at komme til en af moderens 11 søstre. På Fyn fik hun en ny familie. Midt i 1830’erne blev hun alvorligt syg af en lungelidelse, ægteparret Hofman Bang drog omsorg for hende og tog hende snart til sig som plejedatter. Fra 1838 til sin død levede hun på Hofmansgave. Her fandt Caroline Rosenberg sit virkefelt. Ansporet af Hofman Bang begyndte hun at studere botanik efter at have taget en omvej over latinen for at kunne sætte sig ind i systematiske botaniske værker. Hun arbejdede især med alger og mosser, inspireret af en tidligere huslærer på Hofmansgave, botanikeren og præsten H. Chr. Lyngbye, der i 1819 havde udgivet sit hovedværk om alger i den danske flora Tentamen Hydrophytologiae Danicae.

Både på egnen omkring Hofmansgave og på sine rejser, ikke mindst i Norge, indsamlede Caroline Rosenberg i løbet af sit lange liv betydelige mængder af havalger og fandt således som den første nogensinde rødalgen Helminthocladia purpurea ved Skagen. De omhyggeligt udførte præparater og altid udførlige notater om findested og årstid gjorde hende højt respekteret blandt samtidens botanikere, som hun korresponderede med og gavmildt uddelte til af sit værdifulde, med tiden omfangsrige materiale. Caroline Rosenbergs liste over algeslægter, fundet i Danmark, blev optaget i Haandbog i den danske Flora og er hendes eneste samlede videnskabelige bidrag til den botaniske litteratur. Hendes indsats i fykologien, læren om alger, har imidlertid været af betydning i samtid og eftertid, og bidrag fra hendes hånd i form af herbarieeksemplarer er optaget flere steder, bl.a. i Flora Danica. Også hendes studier af mosarter var ganske omfattende, og ikke mindst hendes samling fra Norge er værdifuld. Hun forærede den til en norsk botaniker, der døbte en ny mosart Bryum Rosenbergi i anerkendelse af hendes arbejde.

Caroline Rosenberg var autodidakt, beskeden til det selvudslettende i forhold til sit eget arbejde, og følte sig bl.a. ikke i stand til at udtrykke sig skriftligt i større omfang end på de “blaa Zeddler”, hvor hun noterede sine iagttagelser. Hendes indsats lå som så mange andre kvinders i en gråzone bag videnskabsmændene i forgrunden, og den var så meget mere beundringsværdig, som hun fra 1845 led af en alvorlig øjensygdom, der periodisk forhindrede hende i fuldt ud at bruge sin kære lup og det uundværlige mikroskop. 1866 blev hun udnævnt til æresmedlem af Botanisk Forening.