Bodil Sølling

Bodil Sølling gik i gymnasiet i Randers under den tyske besættelse af Danmark. Hun blev fra 1943 medlem af en modstandsgruppe, men da gruppen blev optrevlet, måtte hun gå under jorden hos et præstepar i Østofte på Lolland. Opholdet her fik stor indflydelse på Bodil Søllings livsforløb, idet hun traf flere af de mennesker, bl.a. professor K.E. Skydsgaard, der siden kom til at præge kirkens humanitære arbejde og kirkernes samarbejde hen over geografiske og konfessionelle grænser. Efter Besættelsen anbefalede Skydsgaard hende som sekretær for den senere biskop Halfdan Høgsbro, og da han blev bedt om at lede kirkernes flygtningearbejde i Tyskland, fulgte hun med. I Tyskland traf hun sin senere ægtefælle Erik S., der havde været krigsfangesekretær i det internationale KFUM (Kristelig Forening for Unge Mænd), og som efter krigen også var med i kirkernes flygtningearbejde. Efter giftermål flyttede de 1951 til Nørre Alslev præstegård på Falster, hvor ægtefællen blev sognepræst. Indtil hans pensionering i 1986 var Bodil Sølling præstekone først i Nørre Alslev, fra 1960 i Lundtofte.

Men arbejdet som præstekone og moder til fem børn fik kun lov til at tage en del af Bodil Søllings tid. Efter krisen i Ungarn i 1956, hvor Danmark modtog mange flygtninge, ledede hun og ægtefællen et center for flygtninge i Maribo. Fra 1960 blev hun medlem af Folkekirkens Nødhjælps (FKN) styrelse og samtidig sekretær i Det Mellemkirkelige Råd, folkekirkens organ til kontakt med andre kirker. Hurtigt blev hun udnævnt til vicegeneralsekretær i FKN, og ud over den store administrative opgave fik hun særligt ansvar for kontakten med kirker i vanskelige situationer, ikke mindst i Østeuropa. Når som helst der var brug for det, rykkede Bodil Sølling selv ud, og under ekstremt vanskelige vilkår gennemførte hun flere projektbesøg i det borgerkrigshærgede Eritrea for at tilse, at hjælpen kom frem. Andre projekter, der også krævede en stor fysisk indsats af hende, var bl.a. hjælpen til Polen. Parallelt med sin ansættelse i FKN var Bodil Sølling engageret i frivilligt arbejde, ikke mindst i de internationale kirkelige organisationer. Hun var som en af meget få kvinder med ved oprettelsen af Kirkernes Verdensråd i 1948 i Amsterdam, og fra 1970 blev hun som eneste kvinde medlem af Det Lutherske Verdensforbunds (LVF) eksekutivkomité. Her arbejdede hun frem til 1984 især med at effektivisere de lutherske kirkers nødhjælpsarbejde. I 1984 blev hun som den første kvinde foreslået som præsident for LVF, men tabte valget med få stemmer. Da hun som 75-årig i 1997 som tidligere vicepræsident for LVF deltog i generalforsamlingen i Hong Kong, var det tydeligt, at hendes hjerte stadig brændte for de nødlidende i verden, og hun fik stort bifald for sin tale til de nye generationer, der har overtaget forpligtelserne. I 1990 gik hun på pension, men har fortsat sin aktivitet som frivillig konsulent og foredragsholder for FKN.