Bodil Eskesen

Bodil Eskesen vil blive husket for sin indsats for handicappede i sundhedsvæsenet såvel som i idrætten. Hun voksede op i en sagførerfamilie i København, blev student fra Ingrid Jespersens Skole i 1931 og afsluttede sin medicinske embedseksamen ved Københavns Universitet i 1939. Efter turnustiden havde hun korterevarende ansættelser ved kbh.ske hospitaler, bl.a. på kirurgiske afdelinger. Hendes store interesse var fysiurgi og rehabilitering, og det var inden for dette område, hun blev speciallæge i 1959. Hun havde store organisatoriske evner, der sammen med hendes interesse for det enkelte menneske og et stort engagement i en forbedring af handicappedes livssituation har gjort hende kendt, elsket og respekteret i ind- og udland såvel inden for det medicinske som det handicapidrætslige område.

Bodil Eskesen ydede i 1953 en bemærkelsesværdig indsats i Grønland, da hun var leder af nødhospitalet for polioramte i Diskobugten. I 1956 var hun ansvarlig for hele polioefterbehandlingen i Island. At hun 20 år senere under en større rejse ud i de små bygder blev genkendt og nærmest modtaget som en helt, overraskede hende meget. I 1953 var hun blevet reservelæge på Fysiurgisk Hospital i Hornbæk, der året før var oprettet af Samfundet og Hjemmet for Vanføre ved en ombygning af det tidligere Hornbæk Kurbad. Her arbejdede hun foruden med poliopatienter også med efterbehandling af paraplegi, dvs. forskellige lammelser opstået ved rygmarvslæsioner, bl.a. som følge af trafikulykker. I 1960 blev hun udnævnt til overlæge ved Fysiurgisk Hospital, 1972 leder af paraplegikerklinikken på Ortopædisk Hospital, som i 1981 overgik til Rigshospitalet. Her var hun til sin afsked året efter. Hendes behandling af rygmarvsskadede patienter fik internationalt ry og blev et eksempel til efterfølgelse for adskillige lande. Allerede i 1954 var Bodil Eskesen blevet konsulent på revalideringsinstitutionen Elleslettegård og vedblev hermed til 1980, ligesom hun var tilknyttet både Arbejdsskolen i København, beskyttede virksomheder og Højagergård.

Bodil Eskesen var medlem af International Medical Society of Paraplegia, og i den sammenhæng blev hun i 1960’erne på Stoke Mandeville Hospital i England præsenteret for det storstilede arbejde, der under professor L. Guttmanns ledelse blev gjort for at inddrage rygmarvslæderede mennesker i idræt. Denne oplevelse gjorde så dybt indtryk på hende, at hun i 1966 foranledigede, at et dansk hold for første gang deltog i The International Stoke Mandeville Games, som Guttmann havde grundlagt 1948. Siden har det været en tradition, at danske hold deltager. I 1968 arrangerede hun den første danske deltagelse i De Olympiske Lege for handicappede i Tel Aviv. Da Dansk Handicap Idræts-Forbund (DHIF) i 1971 blev stiftet med det formål at fremme motions-, optrænings- og konkurrenceidræt, der specielt tilgodeser handicappede menneskers situation, blev hun forbundets første formand. I hendes formandsperiode frem til 1980 steg medlemstallet til 10.000, og hun fik DHIF optaget i Dansk Idræts-Forbund. Hun var en aktiv og energisk talsmand, når det drejede sig om at påvirke politikere og bevilgende myndigheder. Efter sin afgang som formand sagde hun med karakteristisk beskedenhed: “Det er jo ikke mig, der fandt på det med Handicap Idræts-Forbund. Det var derimod en opgave, som jeg havde fået overdraget af andre. Nu har jeg fuldført det hverv. Jeg fik glæde ved at se det vokse og udvikle sig.”

I anledning af sin 70-års fødselsdag i 1982 modtog Bodil Eskesen Dansk Handicap Forbunds guldnål og blev tillige ridder af Dannebrogordenen. Hun, der var ugift, havde ingen børn selv, men yndede at omtale de rygmarvsskadede børn som sine egne og var da også meget afholdt af dem. I sit smukke hus i Lyngby samlede hun sin store vennekreds til litterære diskussioner, og hun satte stor pris på udenlandsrejser og kunstudstillinger. I det hele taget elskede hun at suge nye indtryk til sig, at blive inspireret af oplevelser og at udveksle erfaringer med andre.