Birthe Palludan

Birthe Palludan voksede op i et københavnsk akademikerhjem. De første 11 år af sit liv boede hun, forældrene og broderen Henning i en fredet ejendom i Nørregade 18. I 1934 flyttede familien til Nørrevold 12, hvor morforældrene, dommer Christian Hattensen og hans hustru Annette, født Thalbitzer, var deres underboer. Fem år gammel kom Birthe Palludan i 1. klasse i N. Zahles Skole, hvorfra hun blev nysproglig student i 1942. Hun havde ikke let ved at tilpasse sig omgangsformerne blandt sine skolekammerater, hvorimod hun var lykkelig for at gå til ridning på Christiansborg rideskole, hvor hun fattede interesse for heste. Interessen for husdyr og landbrug i det hele taget blev yderligere stimuleret ved hyppige ferieophold hos enken Ellen Buhl, der var forpagter på Holløse Mølle under herregården Gunderslevholm.

I de sidste år af gymnasietiden ønskede Birthe Palludan at blive dyrlæge. Erfaringerne fra skoletiden havde imidlertid resulteret i, at hun ikke mente sig i stand til at gennemføre en højere uddannelse, og hun besluttede sig i stedet for en praktisk landbrugsuddannelse. I 1942 var det meget vanskeligt for en pige, især fra København, at blive landvæsenselev. Mod betaling lykkedes det dog at skaffe en plads på en gård ved Højby, og det betød samtidig et brat skifte fra en beskyttet tilværelse i hovedstaden til det hårde arbejde i landbruget før mekaniseringen, hvor der blev forlangt samme arbejdsindsats af en pige som af de mandlige elever. Birthe Palludan var derefter elev på flere gårde, men især elevtiden hos forpagteren og landstingsmand Johannes Krarup, Eskilstrup ved Haslev, gav et godt fagligt udbytte. Den praktiske landbrugsuddannelse afsluttedes med et ophold på Lyngby Landboskole, hvorefter hun havde opnået de nødvendige kvalifikationer til at blive optaget på landbrugsstudiet ved Landbohøjskolen, og 1949 tog hun sin afsluttende eksamen.

Det skulle imidlertid vise sig vanskeligt at få stilling som kvindelig landbrugskandidat, og Birthe Palludans ønske om en forskeruddannelse lod sig heller ikke efterkomme; en professor afviste hende således med den begrundelse, at han ikke ønskede en pige som licentiat. Efter et stipendieophold i Sverige og en periode som sekretær ved en international husdyrbrugsorganisation i Rom besluttede hun sig for at nå det mål, som hun havde sat sig i gymnasietiden: at blive dyrlæge. 1951 påbegyndte hun sin nye uddannelse, og 1956 kunne hun afslutte sine studier. Gennem nogle år var hun ansat ved Landbohøjskolens patologiske afdeling, men blev så tiltrukket af det unge og dynamiske forskermiljø, som var skabt af professor Johannes Moustgaard ved højskolens afdeling for fysiologi, endokrinologi og blodtypeforskning. Her blev hun 1960 ansat som amanuensis, to år senere blev hun laborator, og fra 1967 til pensioneringen 1993 virkede hun som lektor.

Ansættelsen hos Moustgaard blev indledningen til en række produktive år som forsker, national og international forskningsorganisator og underviser. I dette arbejde har Birthe Palludans praktiske og teoretiske indsigt i både husdyrbrug og veterinærmedicin været af afgørende betydning. Med den grundlæggende indstilling, at forskningen skulle være til gavn for husdyrbruget, indledte hun et samarbejde med nationale og internationale humanmedicinske og veterinærmedicinske forskere om ernæringens, specielt vitamin As, betydning for fosterudviklingen, herunder udviklingen af misdannelser hos svinet. Arbejdet resulterede i, at Birthe Palludan som den første kvindelige dyrlæge i 1967 opnåede den veterinærmedicinske doktorgrad. Den omfattende disputats A-Avitaminosis in Swine, publiceret1966, og en række internationale publikationer gjorde Birthe Palludan internationalt kendt inden for teratologien, dvs. den humanmedicinske og veterinærmedicinske misdannelsesforskning.

Birthe Palludan var 1974-75 præsident for European Teratology Society, ligesom hun var en meget brugt organisator og foredragsholder ved internationale kongresser. Hendes brede indsigt i forskning og husdyrbrug resulterede i en række tunge tillidsposter på det forskningsorganisatoriske område, bl.a. i EFs stående Komité for Landbrugsforskning 1976-86, Landbrugets Samråd for Forskning og Forsøg 1977-89, Nordisk Kontaktorgan for Jordbrugsforskning 1975-82 og Planlægningsrådet for Forskningen 1975-79. Hun var den første kvinde, der blev medlem af Statens Jordbrugs- og Veterinærvidenskabelige Forskningsråd, hvor hun sad 1974-82, fra 1975 på den meget arbejdskrævende post som formand. Hendes arbejdspotentiale, indsigt og tillidskabende personlighed belyses yderligere ved, at hun i lange perioder var medlem af flere kollegiale organer ved Landbohøjskolen, herunder Det Veterinærvidenskabelige Fagråd og Konsistorium. Birthe Palludan har modtaget en række priser for sin forskningsindsats, bl.a. Lektor Marie Lønggaards Rejselegat 1986, og blev i 1982 ridder af Dannebrogordenen. Trods betydelige barrierer lykkedes det pigen fra 1930’ernes storby- og pigeskolemiljø at gennemføre en praktisk og teoretisk landbrugsuddannelse og senere blive dyrlæge. Der er næppe tvivl om, at ungdomstidens vanskeligheder har udgjort et vigtigt incitament for Birthe Palludans senere karriere, hvor hun ved sin indsats placerede sig på indflydelsesrige, tidligere mandsdominerede poster inden for dansk og international husdyrbrugsforskning og undervisning.