Birte Bernt Henriksen

Birte Bernt Henriksen voksede op i et stærkt konservativt og nationalsindet hjem. Hun påbegyndte sin skolegang i den franske skole i København, og blev som niårig et af ofrene for det utilsigtede bombardement af skolen i marts 1945. Hun blev stærkt invalideret med varige fysiske og psykiske mén. De blev imidlertid overvundet ved en sand jernvilje, og hun følte sig forpligtet af at have fået livet tilbage. Hjemmets værdier og katastrofen lagde linierne for Birte Bernt Henriksens voksenliv. Efter afsluttet skolegang blev hun uddannet som biblioteksassistent og arbejdede som sådan i nogle år. I 1955 mødte hun i Konservativ Ungdom (KU) sin senere ægtefælle, der tilskyndede hende til at få en videregående uddannelse. I 1961 tog hun sin eksamen som socialrådgiver fra Den Sociale Højskole. Samme år blev ægteskabet indgået, og ægteparret flyttede til Århus, hvor Birte Bernt Henriksen trods sit fysiske handicap fødte to børn, Christine og Thomas.

Birte Bernt Henriksen havde en naturlig interesse for revalidering af handicappede og påbegyndte sin erhvervskarriere i socialt arbejde med en konsulentansættelse ved revalideringscentret for Århus amt. Efter nogle år blev hun ansat i en stabsfunktion ved Århus kommunes centrale socialforvaltning med et særligt ansvar for særforsorgens omlægning fra stat til kommune. Hun fungerede samtidig som instruktør på denne opgave samt på gennemførelsen af Bistandsloven af 1976. Således fagligt rustet blev hun 1983 kontorchef for Århus amtskommunes revaliderings- og pensionsafdeling og efter dennes nedlæggelse i 1992 klinikchef for Århus amts revalideringsklinik og hjerneskadecenter. Under hele den socialpolitiske udvikling og omstilling, der pågik under socialreformen i 1970’erne, var Birte Bernt Henriksen en banebrydende og central figur i udviklingen af Århus amts revalideringstilbud. Trods skiftende socialpolitiske signaler fra den politiske ledelse fastholdt hun målsætningen for revalidering og hensynet til de handicappedes retssikkerhed. Denne indstilling satte også spor i hendes lærebog Revalidering, 1988, og i hendes bidrag til En ulykke kommer sjældent alene, en bog fra samme år om kommunens erfaringer med et EF-projekt. Hun var desuden en efterspurgt underviser og foredragsholder, ikke kun herhjemme, men også internationalt. Som medlem af talrige ministerielle og kommunale udvalg fik hun også mulighed for direkte at påvirke såvel praksis som lovgivning. Hun var tillige en værdsat praktiklærer for socialrådgiverstuderende og var beskikket som censor ved landets sociale højskoler.

Birte Bernt Henriksens sideløbende politiske virksomhed havde sit udspring i ungdommens KU og fandt sted i en gensidig inspiration med ægtefællen, der i en årrække var konservativt folketingsmedlem. Selv var hun konservativt byrådsmedlem i Århus 1984-97 og formand for kulturudvalget 1990-97 samt medlem af teknisk udvalg og skolekommissionen. Hun var bredt engageret i byens vel med en særlig interesse for Århus’ gamle bevaringsværdige bygninger, ligesom hun repræsenterede byrådet i en række kulturelle institutioner, bl.a. Moesgård Museum. Også det kvindepolitiske arbejde havde hendes interesse. Hun var således medlem af Århus amts ligestillingsudvalg og medforfatter til bogen Det kan jeg da sagtens klare, 1987, der handler om kvinder i ledelse og politik. Den politiske virksomhed gjorde Birte Bernt Henriksen til en ivrig og inspirerende samfundsdebattør, hvilket kom til udtryk i utallige artikler og kronikker. Arbejdsdagen var lang, men trods de mange opgaver forblev hun i det private familiens stærke, samlende skikkelse og den altid betænksomme over for de nære venner og kolleger.