Birgitte Weis Bentzon

Det var i familiens ånd, at såvel Birgitte Weis Bentzon som hendes lillesøster Agnete W.B. blev jurister. Faderen, højesteretspræsident A. Drachmann Bentzon, ønskede for sine døtre, at de både skulle tage en videregående uddannelse og stifte familie. Birgitte Weis Bentzon blev student fra Øregård Gymnasium 1932 og påbegyndte året efter det stærkt mandsdominerede jurastudium ved Københavns Universitet og blev kandidat herfra 1939. I 1921 havde kvinder formelt fået lige adgang med mænd til stillinger i stat og kommune, men det var først med centraladministrationens vækst i 1930’erne, at der for alvor åbnedes for ansættelse af kvindelige akademikere. Birgitte Weis Bentzon fik da også efter endt eksamen arbejde i Socialministeriet, et af de ministerier, der på den tid beskæftigede flest kvindelige akademikere. Her fulgte hun det normale avancement fra sekretær til fuldmægtig i 1948 og siden til ekspeditionssekretær i 1958. I årene 1948-54 var hun desuden sekretær for Danske Kvinders Nationalråds (DKN) og Dansk Kvindesamfunds kommission om enlige mødre. Dette arbejde resulterede i betænkningen Den enlige Moder, 1953, der byggede på undersøgelser af enlige mødre og konkluderede, at deres livsvilkår var væsentlig dårligere end gennemsnittet af den danske befolknings. Forslagene til forbedringer var økonomisk støtte og oplysningsarbejde, og betænkningen lå dermed på linie med Mødrehjælpen. Kommissionsarbejdet førte senere til ændringer i loven om offentlig forsorg.

I 1957 blev Birgitte Weis Bentzon ansat som fungerende leder af sekretariatet og stedfortrædende formand i Ankenævnet for Invalideforsikringsretten. Med denne stilling kunne hun kombinere ønsket om fortsat tilknytning til arbejdsmarkedet med sit behov for at træde ud af avancementet i Socialministeriet af hensyn til familien. I 1959 indtrådte hun som stedfortræder for formanden og medlem af Ulykkesforsikringsrådet. 1960-73 fungerede hun som kontorchef i Ankenævnene for Invalide- og Ulykkesforsikring. Efter forslag fra Socialreformkommissionen sammenlagdes ankeinstanserne inden for den sociale lovgivning under navnet Den Sociale Ankestyrelse i 1973. Birgitte Weis Bentzon udnævntes i denne forbindelse til en blandt flere ankechefer og var dermed med til at grundlægge styrelsen. Hun bestred stillingen som ankechef frem til 1984 og var på denne måde gennem sin karriere deltager i en væsentlig omstillingsperiode for dansk socialforvaltning.

Ligestilling og kvinders kår havde altid interesseret Birgitte Weis Bentzon. Hun var medlem af Kvindelige Akademikeres (KA) bestyrelse 1965-89 og har senere været suppleant. I årene 1962-89 deltog hun som repræsentant for KA på møderne i moderorganisationen International Federation of University Women. I debatten om kunstig befrugtning i starten af 1990’erne medvirkede hun i udformningen af KAs holdning, som blev kanaliseret ind i den politiske debat via DKN. Hun tilhørte i denne forbindelse den liberale fløj. Det har gennem alle årene været vigtigt for hende, at kvinder ikke skulle tvinges til at vælge mellem arbejdsmarked og familie. Selv formåede hun at kombinere familielivet med fuldtidsjob gennem hele karrieren. Det gjorde hun på trods af, at det økonomiske udbytte af at være gift udearbejdende kvinde i mange år var minimalt på grund af sambeskatning, nedsat løn til samgifte og udgifter til børnepasning. Birgitte Weis Bentzon blev ridder af 1. grad af Dannebrogordenen 1974.