Birgitte Thott (forfatter)

Blandt de i alt ca. 150 lærde danske kvinder, som blev skildret i en række værker i perioden 1650 til 1800, de såkaldte gynæcéer, regnes Birgitte Thott sædvanligvis for den mest fremtrædende. Fra sin tidlige barndom fik hun en boglig opdragelse i renæssancehumanismens ånd, med særlig vægt på fremmedsprogsundervisning, heriblandt det sjældent dyrkede sprog engelsk. Faderen døde, da hun var omkring syv år, og det blev herefter moderen, den lærde Sophie Below, der forestod hendes uddannelse. På et tidspunkt i sin ungdom fik Birgitte Thott lejlighed til at deltage i diskussionskredsen omkring Holger Rosenkrantz, sandsynligvis ved hans pædagogiske seminarer på Rosenholm. “Jeg har været så heldig ofte at have nydt hans behagelige selskab (...) så vel som med beundring at have hørt hans dybsindige foredrag og diskussioner, som det kun tilkommer de lærde at dømme om,” skrev hun om ham i sin moralfilosofiske afhandling fra 1650’erne om det lyksalige liv. Senere oversatte hun Rosenkrantz’ Fürstenspiegel fra tysk. Værket havde vakt stærk debat i ortodoksiens kredse, Rosenkrantz blev anklaget for at være kætter, og Birgitte Thotts oversættelse kunne ikke offentliggøres. De to slægter blev siden indgiftet i hinanden; Holger Rosenkrantz’s datter Beate giftede sig med Birgitte Thotts broder, amtmand Henrik T.

Muligvis var det netop på Rosenholm, Birgitte Thott stiftede bekendtskab med Otte Gøye, som hun blev gift med som 22-årig. Han døde i 1642, uden at der var født børn i ægteskabet. Birgitte Thott synes at have taget to niecer til sig, Elisabeth og Sophie T. Som ung blev Elisabeth T., som Birgitte Thott holdt “til Studeringer og gode Bøgers Læsning,” dødeligt syg. Birgitte Thott passede hende og lod hende underholde sig med at oversætte et kristent opbyggelsesskrift, skrevet på engelsk af T. Fuller. Under titlen Gode Tancker udi onde oc verre Tider udsendte lægen Thomas Bartholin 1664 en posthum udgave af værket, som angaves at være oversat af Elisabeth T. og redigeret og indledt af Birgitte Thott. En sjælden beskrivelse af en tung afsked mellem niecen og fasteren er bevaret i Hans Clausen Rosings ligprædiken i 1656. Sin interesse for slægten viste Birgitte Thott også i færdigredigeringen af en upubliceret slægtebog, påbegyndt af hendes moder og videreført af søsteren Anne.

Efter at være blevet enke, blev Birgitte Thott siddende på godset Turebygård, nu Turebyholm, på Sydsjælland, hvortil hun nu indkaldte lærere. Først og fremmest lærte hun grundigt latin, desuden hebraisk og sandsynligvis også græsk. 1661 oversatte hun i al fald et lille moralfilosofisk værk af den græske stoiker Epiktet Epicteti liden Haandbog; forlægget var dog en dobbeltsproget udgave, der ud over den græske originaltekst også rummede en latinsk oversættelse. Hun tilegnede sig snart efter en række øvrige sprog. Af samtidige kollegers udsagn fremgår det, at hun endvidere beherskede tysk, hollandsk, engelsk, fransk, italiensk og spansk. Heraf er kendskabet til spansk, italiensk og hollandsk kun spinkelt dokumenteret. Af den spanske humanist J. L. Vives oversatte hun i 1658 et enkelt værk om bønnen Fadervor fra latin. Fra fransk publicerede hun oversættelser af skrifter af calvinisterne P. Duplessis-Mornay og P. du Moulin. Blandt Englands kristne moralfilosoffer valgte hun biskoppen J. Hall med tilnavnet Den engelske Seneca som sin foretrukne forfatter og oversatte flere mindre værker af ham.

Hovedværket blandt de trykte værker var dog den epokegørende oversættelse af den romerske filosof Seneca. Hans stoiske etik optog Birgitte Thott, og det blev en af århundredets smukkeste og rigest udstyrede bøger, hun kunne se på tryk 1658, da den danske udgave af hans moralfilosofiske prosaskrifter forelå med sine 1.000 foliosider og to imponerende kobberstik. Oversætteren blev angivet som “Den sin Næste dermed at tiene Begierer Trolig”. Bag de sidste to ords forbogstaver gemmer sig navnet Birgitte Thott, som mere eksplicit fremgår af de 12 indledende hyldestdigte af fornemme professorer og kolleger. Det forreste digt var skrevet på latin af den berømte hollandske lærde Anna Maria van Schurman med tilnavnet Den tiende Muse, en titel, hun videregiver til sin danske kollega. De øvrige gratulanter var primært professorer og teologer fra kredsen omkring Sorø Akademi: Jørgen Rosenkrantz, der senere forfattede en storslået, latinsk ligtale over Birgitte Thott, Marcus Gjøe Falcksen, Henrik Ernst, Bartholin, Hans Lauremberg, Johannes Faber, Rasmus Hansen Brochmand, Erik Pontoppidan, Jesper Lauridsen Smith, Hans Clausen Rosing og Peder Schumacher Griffenfeld. Under Albert Haelweghs kobberstiksportræt af Birgitte Thott står yderligere et hyldestdigt på latin af digteren og historikeren Vitus Bering.

Som hos Seneca-udgiveren Justus Lipsius ved 1600-tallets start og Erasmus af Rotterdam endnu tidligere var det dialogen mellem kristendommen og den hedenske stoicisme, der fangede Birgitte Thotts interesse. Erasmus’ dom over Seneca: “hvis man læser ham som hedning, skrev han kristent, men læser man ham som kristen, skrev han hedensk,” ligger bag Birgitte Thotts ord: “vi maa (...) skamme os, at vi som skulle være oc ville kaldis Christne, icke nær med den Fyrighed, som denne Hedning, Dyden elsker, oc dens Værdighed skatter.” Hendes kendskab til Seneca kendtes på forhånd i hele den lærde verden i Danmark. Allerede i 1651 havde Bartholin efterlyst en dansk udgave af værket; han vidste, Birgitte Thott kunne udføre opgaven og på daværende tidspunkt også havde lavet en delvis, men ikke endnu udgivet oversættelse. Seneca opfordrer i flere af sine skrifter kvinder til at læse, og Birgitte Thott brugte ham bl.a. til bekræftelse af, at hun havde lov til at studere. Hun dedicerer sin oversættelse til “Det loflige (dvs. prisværdige) Fruentimmer” og skriver et forord til danske kvinder, som hun mener skal have del i Senecas tankestof, også selvom de ikke får adgang til at lære latin. Dette forord er et stykke tidlig dansk feminisme, et forsvar for kvinders ret til viden. I et andet forord til læseren i almindelighed redegør hun for det kulturpolitisk værdifulde i at have en dansk Senecaoversættelse og det vanskelige i at oversætte en sprogkunstner som Seneca med hans sentensladede, knappe sølvalderlatin. Sprogligt var oversættelsen en bedrift. Det er desuden den første, store klassikeroversættelse, vi har på dansk.

Inspireret af oversættelsen skrev Birgitte Thott i 1650’erne sit største selvstændige værk, den moralfilosofiske afhandling En Tractat Om Weyen till et Lycksalligt Liff Som alle ønske sig, Faa skønne paa, Fære, ved det Rette midel Strebe effter. Værket er aldrig blevet udgivet, og originalen gik tabt, da Sorø Akademi, hvortil hun testamenterede sit bibliotek, brændte i 1813. Men to afskrifter er bevaret i Karen Brahes Bibliotek i Landsarkivet i Odense. Værket er unikt i dansk litteratur. Mens der er bevaret mange bønnebøger, salmeværker og opbyggelsesbøger fra perioden, er der stort set ingen moralfilosofi på dansk, en genre, som var meget dyrket i det øvrige Europa. Birgitte Thott var sig bevidst, at hun videreførte en genre, som Seneca, efterfulgt af Augustin, Boethius og mange andre, havde formet. I 1600-tallet var kirkefædre, teologiske debattører og antikke filosoffer citeret side om side. Birgitte Thott bygger sit værk op i 50 kapitler om de ægte goder og de falske, om kardinaldyderne, om lasterne, om visdommen, om eksemplets magt, om Gud. Helt for egen regning indsatte hun to kapitler, som normalt ikke findes i genren: kapitel 45 om nytten af studier generelt og kapitel 46, hvor hun på linie med sit forord til Senecaoversættelsen skriver, at studier, hvis de anvendes rigtigt, ingenlunde er skadelige, men derimod gavnlige for kvinder. Hun støtter sig til antikke filosoffer og citerer sin egen oversættelse af Senecas trøsteskrift til moderen Helvia, som opfordres til at tilbringe enketilværelsen med studier, ikke bare af regnskabsbøger og husholdningsprincipper, men af filosofi. Birgitte Thott kræver ikke adgang til embeder, men argumenterer for pigers ret til undervisning og for studiers gode påvirkning af kvinders moral og bidrag til realiseringen af et lyksaligt liv. Det er et enestående, tidligt dansk indlæg i kampen for kvinders rettigheder.

Turebygård blev plyndret under svenskekrigen i 1658. Fra 1660 opnåede Birgitte Thott legatbevilling til ophold på Sorø Akademi, hvor hun boede til sin død. Ved begravelsen blev hun hyldet i latinske og græske hyldestdigte af lærere og elever fra akademiet. Både af en række samtidige og af en stribe af 1700-tallets lærdomshistorikere, herunder Ludvig Holberg, er hun blevet lovprist i vers og prosa, ud over de tidligere nævnte af bl.a. Otto Sperling d. y. og Ole Worm.