Birgitte Skeel

Birgitte Skeel tilhørte det højadelige miljø, der i hendes tid skulle blive stærkt berørt af Svenskekrigene i 1657-60 og 1675-79 samt af Enevældens indførelse i 1660. Hendes fader Christen S. var en af de mest markante repræsentanter for den gamle danske adels aristokratiske og patriotiske idealer. Af en søskendeflok på ti levede kun Birgitte Skeel, hendes ældre broder, Otte S. og lillesøsteren Berte S. ved moderens død i 1645. De fik en stedmoder Margrethe Lunge i 1649 og året efter en halvbroder Mogens S. Allerede 1653 blev faderen enkemand igen, og døtrene kom da i huset hos deres faster Anne S. på Krastrup i Nørrejylland. I den anledning udarbejdede Christen S. en grundig instruks for deres opdragelse. Den var et mønster for kvindelig og adelig dyd. Hovedvægten lå på gudsfrygt og beskedenhed. Den egentlige undervisning omfattede indlæring af katekismus og salmer, læsning og skrivning, tysk sprog, desuden syning og anden huslig gerning.

I 1656 blev Birgitte Skeel “tilsagt”, dvs. forlovet, med den 36-årige oberst Kjeld Lange, der imidlertid faldt i 1658 under svenskernes belejring af København Det følgende år døde Christen S., nedbrudt og desillusioneret over svenskernes fremmarch og den politiske udvikling, der truede adelens position. Men livet gik videre, og i 1660 blev Birgitte Skeel gift med Christian Barnekow. Som skånsk godsejer havde han i 1658 aflagt troskabsed til den svenske konge, og 1664 blev han introduceret på Riddarhuset i Stockholm. Hermed var han formelt forsvensket, hvad der for en datter af Christen S. må have været en belastning af de større. Da han døde 1666, var deres søn Kjeld Christoffer kun tre år gammel. Under drengens mindreårighed bestyrede Birgitte Skeel hans skånske ejendomme sammen med sit eget sjællandske arvegods, Gl. Køgegård. 1668 ramte sorgen hende igen, da hendes lille datter døde. Og det følgende år foretog hun så et spring, både personligt og politisk: hun giftede sig med en af det nye regimes mænd, Christoffer Parsberg, drog til Danmark og efterlod sin søn i Skåne. Parsberg var med en flot karriere i diplomatiet, i regeringskontorerne og ved hoffet tæt knyttet til både Christian 5. og Peder Schumacher Griffenfeld. 1671 blev han som den første optaget i den nye danske grevestand. Han døde samme år, og Birgitte Skeel, nu grevinde Parsberg, var efter kun to års ægteskab igen enke.

Den nye situation var vanskelig for Birgitte Skeel. Hun har utvivlsomt følt, at hun burde slå sig ned i Skåne og permanent deltage i sønnens liv og opdragelse. Og hun gik faktisk så vidt, at hun solgte sin danske bastion, Gl. Køgegård. Men hun fortrød og tilbagekøbte ejendommen for herefter at hellige sig den. Det lykkedes hende allerede i 1673 at opnå de for enhver godsejer så attraktive frie birkerettigheder, der indebar, at godset blev et selvstændigt jurisdiktionsområde, og at godsejeren beskikkede dommer og retsskriver samt oppebar alle bøder og retsafgifter. Til fremme af denne sag har Birgitte Skeel kunnet spille på bekendtskabet med Griffenfeld, som hun fortsat dyrkede. Gl. Køgegårds bøndergods havde lidt meget under krigen. Kort før sin død havde Christen S. givet bønderne tilbud om eftergivelse af restancer og om lån. Birgitte Skeel fulgte faderens udspil op og tog selv nye initiativer: plantede frugttræer, anlagde ålegårde og oprettede teglværk. Krigshandlingerne 1676-79 vanskeliggjorde forbindelsen til Skåne og kontakten til sønnen. Efter fredsslutningen ilede Birgitte Skeel straks til Vittskövle for at forestå genopretningen efter krigens ødelæggelser. Medvirkende til hendes opbrud var nok også et alvorligt giftmordforsøg, hun blev udsat for i 1678, og hvis motiv er ukendt.

I Skåne kæmpede Birgitte Skeel mod forsvenskningen bl.a. ved som kirke- og skolepatron at indsætte dansktalende præster og lærere på de Barnekowske godser. Herved lagde hun sig ud med de svenske myndigheder. Og det var modvilligt hun 1680 affandt sig med, at sønnen skulle være svensk hofjunker. 1682 tog Birgitte Skeel så endnu et afgørende spring og giftede sig nu for tredje gang. Ægtemanden var Knud Thott. Som skånsk godsejer havde også han ladet sig introducere på det svenske Riddarhuset, men ved krigsudbruddet i 1676 meldte han sig under de danske faner. Efter freden mageskiftede han sit skånske gods Näs med det sjællandske Gavnø, hvor han og Birgitte Skeel fik deres hjem. Begge havde de valgt side: den danske. Herefter formede tilværelsen sig udramatisk for Birgitte Skeel. Hun varetog fortsat driften af Gl. Køgegård, og hun gik energisk ind i opbygningen af malerisamlingen på Gavnø. Birgitte Skeel døde 1699 under et ophold i København Hendes kiste blev senere ført til det Barnekowske gravkapel i Vittskövle kirke. Hun kom således tilbage til det Skåne, der havde været hendes livs valplads. Birgitte Skeels skæbne var i sjælden grad knyttet til tidens gennemgribende hændelser: Danmarks tab af Skåne og adelstandens tab af statsretslig og politisk magt. I mangt og meget var hun sin faders datter, men i modsætning til ham evnede hun at overleve nederlag og tilpasse sig en ny tingenes orden.