Birgitte Federspiels fader var skuespiller, og moderen havde haft teaterdrømme. De blev ikke glade for datterens ønske om at træde i deres fodspor, men ønsket var meget stærkt, og den unge Birgitte Federspiel ville hellere være “tredje bølge på Svendborg Sommerteater” end opgive håbet, således som hun fortalte i et interview i 1999. Hun begyndte derfor at læse med skuespilleren John Price. Det førte imidlertid ikke til den ønskede optagelse på Det Kgl. Teaters elevskole, og hun kom på Knud Rex’s elevskole på Frbg. Teater, hvor hun gik 1943-45. Hun debuterede 1945 på Alléscenen i F. Wedekinds Vårbrud. Herefter fulgte nogle år ved Odense Teater 1945-47, hvor hun bl.a. spillede en stor rolle i V. Mobergs Mands Kvinde. 1947 kom hun til Folketeatret, og først her kom i 1951 et overbevisende gennembrud i Egelykke af Kaj Munk. I det hele taget blev årene indtil 1962 på Folketeatret betydningsfulde for den alsidige og talentfulde skuespiller med roller i stykker, der spændte fra Gustav Esmanns Den kære familie til Shakespeares Helligtrekongersaften. Det moderne repertoire kom til, da hun 1962-65 spillede på Det Ny Teater, bl.a. i Slottet i Sverige af Françoise Sagan og Victor af R. Vitrac. På mange måder kan man sige, at Birgitte Federspiel har fået de rette opgaver på de rette tidspunkter, og opgaverne har været mangeartede.
Desuden var Birgitte Federspiel yndet i Radioteatret, hvor hendes særegne stemme og tydelige diktion har gjort udmærket fyldest. Tv-Teatret har også budt på flere store opgaver. Især tre filmroller har været med til at slå Birgitte Federspiels navn fast. I 1955 modtog hun således en Bodil for sin præstation som den gravide Inger i Ordet, Carl Th. Dreyers filmatisering af Munks drama. Hun ventede selv sit første barn på det tidspunkt, så maven var ægte. I 1958 spillede hun Vibeke i Johan Jacobsens En fremmed banker på og modtog atter en Bodil. Og i 1987 opnåede Gabriel Axels Babettes gæstebud med hende som den ene af de to ældre frøkener en Oscar. Birgitte Federspiels arbejde har været præget af stor ansvarsfuldhed og disciplin, og det var måske en af årsagerne til, at hun i slutningen af 1960’erne, og efter at have fået sit tredje barn, valgte at hellige sig privatlivet.
Men det var et held for dansk teater, at den spændende skuespiller ikke i længden kunne holde sig fra scenen. 1972 spillede Birgitte Federspiel dronningen i Shakespeares Hamlet på Ålborg Teater. Herefter var hun tilknyttet forskellige teatre, bl.a. Scala, Det Danske Teater, her fx i rollen som Laura i Strindbergs Faderen, Boldhusteatret og Alléscenen. 1979 blev hun fast engageret ved Odense Teater, hvor hun kom til at spille vægtige roller som Fru Alving i Henrik Ibsens Gengangere, 1984, og hvor hun også havde flere roller på Værkstedsscenen. Den mest markante var nok rollen som forfatteren Karen Blixen i Lucifers barn af W. Luce, 1992, hvor hun var alene på scenen i to-tre timer i en formidabel præstation, der viste talentets udvikling og format. Inden for det helt moderne repertoire bør nævnes hendes Hekate i teatrets kabaretprægede opsætning af Suzanne Brøggers Efter orgiet, ligeledes fra 1992. Birgitte Federspiel modtog i 1973 Henkelprisen og i 1991 Bodil Ipsens Jubilæumslegat. 1985 udnævntes hun til ridder af Dannebrogordenen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.