Faktaboks

Bertha Holst
Bertha Elvina Emma Elisabeth Holst
Født
11. marts 1881, København
Død
29. marts 1929, København
Arbejdsliv
Forfatter og lærer
Familie

Adoptivforældre: godsforvalter Alfred Peter Hakon Christian Bombardus H. (1842-97) og Nicoline Sophie Bang.

Bertha Holst
Bertha Holst fotograferet i 1905.
Af /Det Kongelige Bibliotek.

Bertha Holst var født Hall og datter af en norsk fader og en svensk moder. Forældrene var ikke gift, og Bertha Holst tilbragte sine første år på et børnhjem i København Som fireårig blev hun adopteret af godsforvalteren på den vestfynske herregård Wedellsborg og hans hustru, en søster til forfatteren Herman Bang. Da adoptionen gik i orden, havde den lille Bertha Holst allerede stiftet bekendtskab med alfabetet og var i stand til at skrive sit nye navn i jorden med en pind, har hun fortalt. Som forfatter viste hun en højt udviklet sans for gengivelse af børns tanker og følelser, ikke mindst det familieløse barns oplevelse af at være uelsket og svigtet, og det kan næppe afvises, at hun til dels trak på sine egne erfaringer. Da godsforvalteren døde, flyttede Bertha Holst med sin adoptivmoder til København, hvor de delte lejlighed med Herman Bang. Han fik efter hendes eget udsagn ikke indflydelse på hendes senere værker, men læste dog hendes debutbog og anbefalede dens udgivelse.

Bertha Holst blev lærerinde og forsøgte sig en tid med sin egen skole i Rørvig, senere underviste hun i Frederikshavn, indtil hun omkring 1907 ramtes af tuberkulose og måtte indstille sig på en lang periode som sanatoriepatient. Hun optog senere lærergerningen igen, men måtte omkring 1914 definitivt opgive at undervise på grund af sygdommen. Under sit første sanatorieophold skrev hun en mængde breve, og det var på denne måde, hun opdagede sit skrivetalent. Endnu mens hun var patient, begyndte hun på sin debutbog Vingeslag, en roman om unge menneskers liv, udgivet i 1908. Samme år udsendte hun sin første egentlige børnebog Tvillingerne, som i de følgende år blev efterfulgt af Bitten, 1910, Elis eventyrlige Barndom, 1910, Lisbeths første Kærlighed, 1911, Spirrevip, 1912, Det glade Kompagni, 1913, Inger Margrethe, 1914, Gunvers Læretid, 1915, Helle, 1918, Henriks Søster Mariotta, 1919, Blindebuk, 1920, Trold, 1924, Wienerbarnet Hansi, 1922, Gylden Sol, 1926, I Fangenskab, 1927, og Vibe, 1928. Mange af bøgerne udkom i en lang række oplag, for de vandt med rette en stor og bred accept og hører til blandt de absolut bedste børne- og ungdomsbøger fra denne tid.

Bertha Holsts bøger handler om børn, men de personer, der opdrages i bøgerne, er de voksne. Mange af de voksne, som læseren møder hos Bertha Holst, ejer grundlæggende ringe forståelse for børn eller kommer til at misfortolke børns handlinger og møder dem derfor med uvilje og hårdhed. Men de fleste lærer at indse deres fejl, således at generationerne finder ud af at leve godt med hinanden. Gylden Sol adskiller sig fra de øvrige bøger ved at være en art kollektiv roman, hvori man følger fire børn og unge fra hver sit sociale miljø. I modsætning til mange andre børnebøger blev Bertha Holsts bøger også læst af drenge, selvom de fleste havde piger som hovedpersoner. Den mest populære har været Bitten, og den handler om en forældreløs pige og hendes nye, svære liv, da hun først bor hos bedstefaderen og hans husholderske og senere i en periode hos sin koldhjertede faster.

Beskrivelser og portrætter af Bertha Holst

  • Foto i Det Kgl. Bibliotek.
  • Mette Winge: Dansk børnelitteratur 1900-1945, 1976. Folkeskolen 31-32/1962.

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig