Bente Hansen (forfatter)

Bente Hansen voksede op i Videbæk ved Ringkøbing som nummer to i en søstreflok på otte. Faderen, der var dyrlæge og dybt konservativ, ønskede sig drenge, men da det ikke lykkedes, valgte han at støtte døtrene. Barndomshjemmet var inspirerende og varmt, men også belastet, især på grund af faderens alkoholisme. Omdrejningspunktet var moderen, der var lærer og meget religiøs. Hendes interesse for åndelige og etiske spørgsmål skulle få stor betydning for Bente Hansen, der i sin barndom drømte om at blive diakonisse eller nonne.

Bente Hansen nød sin skolegang og blev i 1958 student fra Vestjysk Gymnasium i Tarm. Efter et ophold i Bruxelles begyndte hun at læse litteraturvidenskab på Københavns Universitet. Under studierne ernærede hun sig som model på Kunstakademiets billedhuggerskole og som freelanceskribent ved aviser og tidsskrifter. 1961-66 havde hun friplads på Kvinderegensen, hvor hun blev inspireret af den stærke selvbevidsthed og kvindehistoriske tradition, kollegiet repræsenterede. Efter en årrække med mange rejser, hvor studierne blev klaret med venstre hånd, blev hun mag.art. i 1966. Året efter udkom hendes magisterkonferens Den maxisliske litteraturkritik. 1970-76 var hun forskningsstipendiat, i litteratursociologi på Københavns Universitet. I den forbindelse redigerede hun G. Lukács’ Kunst og kapitalisme, 1971, et udvalg af den ungarske litteraturteoretikers værker, og skrev selv Forfattere i/mod kapitalismen, 1975, om Erik Knudsen og Ivan Malinowski. Bente Hansens politiske interesse blev vakt i koldkrigsåret 1959, da hun på et studenterseminar traf unge fra bl.a. Sovjetunionen. Hun involverede sig herefter i politisk arbejde på den antiautoritære venstrefløj. Dette engagement er siden udviklet i en så markant grad, at hun er blevet kaldt "venstrefløjens forkvinde". Danmarks Kommunistiske Parti mindede for meget om hjemegnens Indre Mission, så hun meldte sig ind i Socialistisk Folkeparti (SF), hvor hun i starten af 1960'erne arbejdede med traditionelle kvindepolitiske spørgsmål som ligeløn, abort og særbeskatning og blev opstillet til Folketinget. Samtidig var hun aktiv i Dansk Kvindesamfunds ungdomskreds. Hun var blandt de udbrydere, der i 1967 dannede Venstresocialisterne som reaktion mod "gammelmandsvældet" i SF, og hun skulle også have været folketingskandidat for det nye parti, men blev ved en teknisk fejl ikke opstillet ved valget i 1968. Samme år flyttede hun sammen med musikeren Benny Holst, hvis to børn hun blev stedmoder for. Hendes journalistiske platform i disse år var det socialistiske 14-dages blad Politisk Revy, grundlagt 1963, hvor hun blev den første kvindelige redaktør i 1966. Her var arbejdsdagen lang, arbejdstiderne skæve og kvindebevidstheden lav. Hun leverede imidlertid varen og vandt respekt som en "mand blandt mændene". Samtidig gik hun med i de politiske bevægelser, der netop startede, med Vietnambevægelsen som den for hende vigtigste. Hun kom for første gang i mediernes søgelys, da hun sammen med andre ansvarshavende redaktører blev tiltalt for i 1969 at have afsløret Forsvarets Efterretningstjenestes aflytningscentraler i den såkaldte Kejsergadesag. l 1970 opsøgte Ninon Schloss fra rødstrømpebevægelsen hende på Politisk Revy, og resultatet blev, at rødstrømperne fik en side i hvert nummer. For Bente Hansen selv betød mødet med nyfeminismen, at hun de følgende ca.15 år valgte at være partiløs og i stedet hellige sig græsrodsarbejdet, ikke mindst i kvindebevægelsen, hvor hun blev en af de uformelle ledere. Hun deltog i den første Femølejr i 1971, var medarrangør af bevægelsens første seminar i Tåstrup året efter, hvorefter hun blev medlem af basisgruppe 14, som stadig eksisterer. Sammen med bl.a. Vibeke Vasbo og Mette Knudsen var hun redaktør af en serie på syv grundhæfter. hvor rødstrømpebevægelsens ideologi blev formuleret. Især Jordmorpjecen, 1976, kom til at fungere som en håndbog for kvindebevægelsen. Hendes oratoriske evner blev bl.a. udnyttet ved den første kvindefestival i Fælledparken i 1975, hvor hun var hovedtaler sammen med den sorte amerikanske borgerretsforkæmper Angela Davis.

Bente Hansen, der var trådt ud af Politisk Revys redaktion i 1972, ansattes i 1975 som redaktør ved Gyldendals nye tidsskrift Fælleden. Året efter blev hun opfordret til at indgå i et ledelseskollektiv som redaktionschef på Information, der siden 1970 havde været medarbejderejet og eksperimenterede med demokratiske ledelsesformer. Hun, der fik jobbet netop på grund af sine kvindepolitiske erfaringer, blev hurtigt hvirvlet ind i en magtkamp. Der var 33 mandlige og tre kvindelige journalister på bladet, og ifølge Bente Hansen lykkedes det for en gruppe "tunge drenge" at, sætte medarbejderdemokratiet over styr for at slippe af med hende og give kvindebevægelsen skylden for hele miseren. Hun valgte derfor at gå allerede i 1977. Konflikten fik som positiv konsekvens, at der blev skabt debat om kvindestof og -vinkler i pressen. Konkret mundede den desuden ud i en aftale om, at de tre næste ledige stillinger på Information skulle besættes af kvinder, og Hanne Dam blev senere samme år ansat i en nyoprettet stilling som journalist med speciale i kvindepolitisk stof. Bente Hansen fortsatte sin journalistiske karriere som kommentator på B.T. og Søndags-B.T, holdt mange foredrag og var indimellem arbejdsløs. Efter skilsmissen fra Holst i 1978 var hun alene med de to børn, de havde fået sammen.

Bente Hansen havde fået sin skønlitterære debut i 1972 med debutstykket Kvinderne i Herning til Fiolteatret, efter en ide af søsteren Litten H. Stykket byggede på Bente Hansens egne erfaringer som akkordarbejder en sommer på en tekstilfabrik. Balladen på Information, sygdom, børnefødsler og skilsmisse blev bearbejdet i digtsamlingen I virkeligheden fra 1980, og 1993 fulgte samlingen Kommer til live. 1983-85 var Bente Hansen programredaktør ved Statens Filmcentral, 1985-90 programmedarbejder i Danmarks Radio (DR). Her producerede hun bl.a. dokumentarserien Kvinder i faget, 1989, der på basis af den nye kvindeforsknings resultater og interviews med fagforeningsveteraner fremlagde en spændende og hidtil ukendt historie om kvindernes indsats i arbejderbevægelsen. Baggrunden for produktionen var Snart dages det..., en tv-serie i syv afsnit, som DR sendte om arbejderbevægelsens historie i 1986, og som en række fremtrædende kvinder med Ritt Bjerregaard i spidsen anklagede for kønsblindhed. I denne periode begyndte Bente Hansen at mærke følgerne af et hårdt liv, hvor hun havde lagt krop til mange kampe og slidt sig selv op som offentligt talerør. Dertil kom en leddegigt, der medførte, at hun i 1990 fik tildelt pension.

Efter at have fået børn blev Bente Hansen stadig mere opmærksom på livets åndelige sider, som hun ikke længere følte var i modstrid med socialismens idealer. Hun lagde sit liv om og forsøgte at forene trådene fra de to livssyn til en større, mere rund helhed. Denne udvikling afspejler sig bl.a. i, at hun sidder i såvel Vor Frue Kirkes menighedsråd som i bestyrelsen for bladet Socialisten. Hun er fortsat humanist og radikal i ordets egentlige betydning, og hun vurderer selv, at det antiautoritære oprør, som hun deltog så helhjertet i, for en stor del er lykkedes. I 1974 modtog hun PH-Prisen for sin indsats i kultur- og samfundsmæssig sammenhæng. Drude Dahlerup: Rødstrømperne, 1998. Maria Marcus (red.): Kvinde i dag, 1973.