Beinta Broberg

Beinta Broberg er en af de mest kendte kvinder på Færøerne, men hendes berømmelse beror især på skildringer af hende i sagn, romaner og på film. Den historiske person er blevet overskygget af de mytiske og fiktive fortællinger om hende. Hun giftede sig inden for en kort årrække omkring 1700 med tre præster, som alle fik en krank skæbne, og denne kendsgerning har givet inspiration til flere forfattere. Sagnlitteraturen kaldte hende Illa Beinta (Den onde Beinta) og gav hende skyld for sine to første ægtemænds død og for, at den sidste blev sindssyg. Hun behandlede sine underordnede dårligt og ansås for at øve trolddom. I 1900-tallet har to færøske forfattere skrevet romaner med Beinta Broberg som hovedperson. Hans A. Djurhuus’ Beinta, som udkom i 1927, skildrer hende som en ulykkelig kvinde, der forvoldte ulykker for sine ægtemænd uden dog direkte at være skyld i dem. Barbara af Jørgen-Frantz Jacobsen, som er den betydeligste af de to romaner, udkom posthumt i 1939. Modellen for titelpersonen er forfatterens kusine Estrid Bannister Good, og hovedpersonernes navne er fiktive. Men handlingen i romanen er henlagt til Beinta Brobergs tid og miljø og skildrer hendes møde og samliv med sin sidste ægtemand. Her tolkes hun som et naturbarn, som lever sine følelser ud uden skyld i den sorg, hun forvolder sine medmennesker. Drejebogen til den danske filminstruktør Nils Malmros’ film Barbara, 1997, følger Jørgen-Frantz Jacobsens roman.

Embedsmændene på Færøerne var ofte danskere, men de fleste blev på Færøerne resten af deres liv. Sammen med præster og storbønder udgjorde de den herskende klasse. Beinta Broberg var født i en sådan familie. Begge hendes forældre kom fra Danmark. Hendes første ægtemand, som var enkemand og havde en søn, var præst i Norðoyggjar. Han døde, da de havde været gift i ca. fem år. Beinta Broberg blev ikke, som det ellers var sædvane, gift med efterfølgeren i embedet. Hun boede på præstegården i det såkaldte nådens år, som præsteenker var berettiget til, og giftede sig herefter med den næste præst, der fik embede på Færøerne. De flyttede ind i præstegården i Vágar, men også han døde få år efter giftermålet. Den tredje ægtemand var Peder Arhboe, efterfølgeren i Vágar pastorat. Han blev fradømt sit embede i 1718 på grund af forskellige stridigheder med lokalbefolkningen. Af de undersøgelser, der gik forud for fradømmelsen, får man indtryk af, at han var psykisk syg. De levede derefter i fattige kår i Vágar til deres død. Beinta Broberg fik en søn og tre døtre, hvoraf man kun kender navnet på den ene. De samtidige kilder belyser udelukkende hendes liv indirekte og giver ikke noget fingerpeg om hendes aktive medvirken i begivenhederne. Snarere får man indtryk af en kvinde, som har handlet i overensstemmelse med det, man kunne forvente af kvinder på den tid.