Augusta Blad

Augusta Blad var et musikalsk talent med planer om at blive sangerinde, da hun i 1889 blev optaget på Det Kgl. Teaters elevskole og dermed sporet ind på skuespillet. Ved årsprøven fyldte hun teaterrummet med en for den tid usædvanlig stor talestemme og sagde sine monologer med en sjælden patos og energi. Det blev bemærket af Dagmarteatrets direktør xC. Riis-Knudsen, der søgte emner til det store drama. Imidlertid blev hun på Det Kgl. Teater et par sæsoner efter sin debut som Sophia i xAdam Oehlenschlägers Erik og Abel. Hun fik kun tildelt sparsomme roller, bl.a. Ragnhild i xHenrik Hertz’ Svend Dyrings Hus, men det var dog nok til, at Riis-Knudsen kunne se en Oehlenschlägersk kongedatter i hende, et rollefag, der ville passe ind i det repertoire, som Dagmarteatret netop i disse år satsede på.

Fra 1894 til 1910 var Augusta Blad tilknyttet Dagmarteatret, hvor hun ydede sin hovedindsats i dansk teater. Med Helga i Oehlenschlägers Stærkodder indledte hun en række fremstillinger af hans statelige nordiske kvinder med titelrollen i Dronning Margareta som den væsentligste. Når hun optrådte som tragisk skikkelse i det romantiske drama lå de blonde, lidt reserverede, men stærkt følende kvinder bedre for hende end de blodrige sydlandske skønheder. Kunstnerisk kulminerede hun inden for denne rolletype i Schillers Jomfruen fra Orleans. Hun viste heltejomfruens sjælelige spændvidde i klare linier. Tonefald, bevægelser, holdning var stilrent samstemt i en harmonisk helhed. Som skuespiller var Augusta Blad en formgiver med store linier og en patos, som lå de fleste danske skuespillere fjernt. Med sin sangstemme var hun selvskreven til vaudevillerne, når de var på repertoiret.

Augusta Blad gjorde sig imidlertid også gældende i det moderne repertoire. Hun havde evnen til at finde ind til det centrale i en rolle, især når den var alvorligt bevægende eller med en afdæmpet vemod som fx Sigbrit i xEdvard Brandes’ Hos Sigbrit. I xErik Skrams Ungt Bal fra 1895 tegnede hun en moderne kvindeprofil. I flere perioder anvendte teatret hende alt for planløst. Alligevel blev Augusta Blad trofast tilbage, da otte skuespillere i 1905 brød ud fra Dagmarteatret for at skabe deres eget. Hun var med til at bære en række yngre og ældre franske lystspil over scenen, også selvom hun ikke egnede sig til den franske dames koketteri. Det beviste hun med sin fiasko som Célimène i Molières Misantropen. I 1910 vendte hun tilbage til Det Kgl. Teater og blev dér de næste 40 år uden mange mindeværdige opgaver. En undtagelse var titelrollen i Skrams Irene i 1923, som hun oplevede som et psykologisk interessant kvindestudie. Rollen blev et eksempel på den varmere tone, hun tilføjede sit statelige spil med årene. Sit 50-års jubilæum i 1942 fejrede hun som Madam Skaarup i Hertz’ Sparekassen, og i 1950 tog hun en værdig afsked med teatret som etatsrådinden i xHenri Nathansens Indenfor Murene.