Faktaboks

Asta Hoff-Jørgensen
Født
4. maj 1912, Øster Starup sogn
Død
26. maj 1993, København
Arbejdsliv
Oversætter
Familie

Forældre: højskolelærer, grosserer Christian Jul Christiansen (1895-1972) og Ellen Krestine Bjerre (1887-1949).

Gift 13. april 1934 (b.v.) med professor Egon H.-J., født 22. februar 1909 i Ringsted, død 9. maj 1983 i Gentofte sogn, s. af købmand Jacob H.-J. og Anna Camilla Jensen.

Børn: Rikke (1940), Henriette (1942), Jakob (1944).

Asta Hoff-Jørgensen havde sine rødder i et grundtvigsk miljø. Hun gik i friskolen i Nørregade i Odense og blev i 1931 student fra Høng Gymnasium. Efter studentereksamen blev hun ansat ved Statens Bibliotekstilsyn, og hun har været familieforsørgeren, da hun i 1934 blev gift med stud.polyt. Egon H.-J. Hun forlod først sin stilling i Bibliotekstilsynet i 1947 og var da i færd med at skabe sig en position blandt danske oversættere af skønlitteratur. Allerede fra midten af 1930’erne oversatte hun nu og da noveller for Politikens søndagstillæg Magasinet, og i 1938 begyndte samarbejdet med Jespersen og Pios forlag. Senere arbejdede hun tillige for bl.a. Vintens Forlag og oversatte værker i Thaning & Appels kvalitetsudgivelser. Asta Hoff-Jørgensen blev en af en række betydelige formidlere af verdenslitteratur til danske læsere i de første tiår efter Anden Verdenskrig. Hun oversatte lige ubesværet fra fransk, engelsk/amerikansk samt norsk og svensk, et sjældent vidtfavnende fænomen i dansk translatørhistorie, og hendes kulturelle spændvidde var omfattende. Hun var i stand til at formidle Sartres Muren (da. udg. 1946) fra fransk, den irsk-katolske Edna O’Briens værker og dramatikeren E. Albee fra engelsk, og såvel Strindberg som guldalderdigteren C.J.L. Almqvists Dronningens Juvelsmykke fra svensk.Af A. de Saint-Exupéry oversatte hun bl.a. Den lille Prins (da. udg. 1950), der blev højt elsket også her i landet, og en lang række andre franske forfattere, således Françoise Sagan, hvis romaner Asta Hoff-Jørgensen stod for i dansk udgave, bl.a. Holder De af Brahms?, som blev udgivet herhjemme i 1960. Fra norsk har hun oversat, hvad der findes af J. Borgens forfatterskab på dansk, og hun var en flittig og morsom formidler af børnebøger.

I perioden 1944-66 var teatermanden Peer Gregaard leder af Det Ny Teater. Han skabte her en skuespilscene, der periodisk overstrålede Det Kgl. Teaters og i høj grad var med til at introducere moderne, udenlandsk dramatik for det danske publikum. Asta Hoff-Jørgensen var på det tidspunkt gennem sit arbejde for forskellige forlag kommet i kontakt med dramatikeren Kjeld Abell og instruktøren Sam Besekow og havde indledt et samarbejde med dem om oversættelse af dramatik til Radioteatret. Hun traf nu Gregaard og blev gennem en lang årrække hans foretrukne teateroversætter med en solid andel i hans succes. Asta Hoff-Jørgensens fremragende gengivelse af dialog og hendes veludviklede humoristiske sans satte hende i stand til at skabe perler af replikkunst, fx i Albees Hvem er bange for Virginia Woolf? Hun blev en af tidens førende formidlere af dramatisk litteratur og arbejdede ud over ved Det Ny Teater for en række andre scener, bl.a. Det Kgl. Teater.

Beskrivelser og portrætter af Asta Hoff-Jørgensen

  • Asta Hoff-Jørgensen var med til at åbne dørene til verden for en ung, klaustrofobisk efterkrigsgeneration: Gennem teateroplevelser, gennem bøgerne og gennem det dengang uundværlige, stadig kvalitetsbevidste radiomedium.

Læs mere i Dansk Biografisk Leksikon

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig