Arnarulunnguaq

Da første del af ekspeditionen sluttede 1923 i Hudson Bay, vendte de fleste af deltagerne hjem, mens Knud Rasmussen sammen med Arnarulunnguaq og hendes fætter Qaavigarsuaq Miteq, senere døbt Qaavigarsuaq Kristiansen, fortsatte med hundeslæde gennem Nordvestpassagen til Beringstrædet.

Denne tur, der varede to år, forløb under ekstremt krævende forhold og førte holdet gennem ukendte arktiske egne med lige så lidt kendte eskimostammer.

Når ekspeditionen kunne gennemføre den menneskeligt yderst krævende tur, skyldtes det ikke mindst Arnarulunnguaq. Hun forestod madlavning og vedligeholdelse af skindtøj, et livsnødvendigt arbejde i arktiske polaregne. Hun besad kendskab til den optimale madlavning under ekstreme forhold, hun var en eminent syerske og ekspert i bygning af tørvestenshuse samt en stærk og udholdende rejsekammerat.

For at en fanger kunne udføre sit krævende erhverv i det arktiske, var det en forudsætning, at han var ledsaget af en kvinde, der mestrede beredning af skind med efterfølgende opsyning til beklædning, som kræver minutiøs vedligeholdelse af kyndige hænder. En fangers hustru var nøglen til hans succes som fanger. Arnarulunnguaq var en sådan kvinde, og hun gennemførte turen som en naturlig del af sit liv, og derfor var den “ikke noget, man kunne gøre ‘stads’ af”.

I en artikel i Tidens Kvinder roste Knud Rasmussen hende i høje toner for hendes omhu med at holde deres skindtøj i orden. Om aftenen efter en streng dagsrejse med slæderne, som hun ofte måtte være med til at trække, tørrede og reparerede hun tøjet i teltet eller i snehytten.

Knud Rasmussen omtalte også hendes usædvanlige iagttagelsesevne, der medførte, at hun var en utrættelig assistent ved botaniske indsamlinger, konservering af zoologiske genstande samt ved arkæologiske udgravninger.

Fra Alaska foregik hjemrejsen via USA til Danmark, hvor Knud Rasmussen sent på året 1924 ankom sammen med sine to eskimoiske rejsekammerater.

Mødet med storbyen København blev et kulturchok for Arnarulunnguaq, og kort efter ankomsten konstateredes det, at hun led af en alvorlig tuberkulose. Hun blev indlagt på Øresundshospitalet, og det viste sig nødvendigt at operere hende. Hun kom sig aldrig af sygdommen, som hun døde af ni år senere.

Knud Rasmussen besøgte hende på hospitalet, hvor han overrakte hende den Fortjenstmedalje i sølv, ingen havde fortjent mere end hun. Selv blev hun forlegen og havde svært ved at tage mod den store ære.

I sommeren 1925 vendte hun hjem til Thule efter fire års fravær og giftede sig med fangeren Karl Peary, en søn af den kendte amerikanske polarforsker Robert P.

Til sin død i 1933 var Arnarulunnguaq kendt som en usædvanlig kvinde, der ikke blot mestrede det sædvanlige kvindearbejde, men også var en dygtig fanger og jæger, bl.a. af harer, ræve og laks. Desuden var hun kendt for sine evner til at styre en hundeslæde upåklageligt.

Arnarulunnguaqs deltagelse i den krævende ekspedition, der strakte sig over mindst 12.000 km, skyldtes en kombination af personlige evner og en stor indsigt i de praktiske gøremål, der er nødvendige for at overleve i det arktiske.

Arnarulunnguaq er således blevet personificeringen af den udholdende og alsidige eskimoiske kvinde, der kunne klare ekstreme strabadser, som ingen kvinde før eller siden har præsteret.

• Tegning på grønlandsk frimærke fra 1996 af Jens Rosing.
• Mâliâraq Vebæk: Navaranaaq og de andre, 1990. Knud Rasmussen: Fra Grønland til Stillehavet, 1925-26.

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.