Faktaboks

Arnarulunnguaq
Født
1896, Thule
Død
2. oktober 1933, Thule
Familie

Forældre: fanger Uumaaq (død ca. 1900) og Aleqasersuaq.

Gift på eskimoisk vis før 1921 med fanger Iggiannguaq, død 6. september 1921 i Nuuk.

Gift 9. april 1928 med fanger Karl Peary, født 1906 i Thule, død 7. maj 1998 samme sted, s. af søofficer, polarforsker Robert Edwin P. og Aleqasina.

Arnarulunnguaq

Arnarulunnguaq deltog i Knud Rasmussens femte og mest betydningsfulde Thuleekspedition 1921-1924. Her er hun fotograferet i 1924.

Af /Library of Congress.
Den femte Thule-ekspedition

Fra venstre Arnarulunnguaqs fætter Qaavigarssuaq Kristiansen, Arnarulunnguaq og Knud Rasmussen. Sammen foretog de den lange og ekstremt krævende ekspedition, der strakte sig over mindst 12.000 km.

Af /Knud Rasmussens Hus .

Artikelstart

Da Knud Rasmussen i 1921 skulle begynde sin femte Thuleekspedition, udtog han som ledsagere en lille flok polareskimoer, fremragende jægere og dygtige rejsende, som han kendte og stolede på. Blandt dem var fangeren Iggiannguaq og hans kone Arnarulunnguaq. Med motorskonnerten Søkongen hentede Knud Rasmussen ekspeditionsdeltagerne i Thule, hvorfra de sejlede til Nuuk (Godthåb) for at deltage i festlighederne i anledning af 200-året for missionæren Hans Egedes ankomst til Grønland. Lige før ekspeditionens afrejse fra Nuuk døde Iggiannguaq imidlertid af lungebetændelse, og Knud Rasmussen stillede Arnarulunnguaq frit til at vende hjem til Thule, hvis hun ville. Men på trods af sin sorg og en broders samtidige død, valgte hun alligevel at tage med, for som hun sagde: “Før var det jer, der havde brug for mig, nu er det mig, der har brug for jer.” Da første del af ekspeditionen sluttede 1923 i Hudson Bay, vendte de fleste af deltagerne hjem, mens Knud Rasmussen sammen med Arnarulunnguaq og hendes fætter Qaavigarsuaq Miteq, senere døbt Qaavigarsuaq Kristiansen, fortsatte med hundeslæde gennem Nordvestpassagen til Beringstrædet. Denne tur, der varede to år, forløb under ekstremt krævende forhold og førte holdet gennem ukendte arktiske egne med lige så lidt kendte eskimostammer.Når ekspeditionen kunne gennemføre den menneskeligt yderst krævende tur, skyldtes det ikke mindst Arnarulunnguaq. Hun forestod madlavning og vedligeholdelse af skindtøj, et livsnødvendigt arbejde i arktiske polaregne. Hun besad kendskab til den optimale madlavning under ekstreme forhold, hun var en eminent syerske og ekspert i bygning af tørvestenshuse samt en stærk og udholdende rejsekammerat. For at en fanger kunne udføre sit krævende erhverv i det arktiske, var det en forudsætning, at han var ledsaget af en kvinde, der mestrede beredning af skind med efterfølgende opsyning til beklædning, som kræver minutiøs vedligeholdelse af kyndige hænder. En fangers hustru var nøglen til hans succes som fanger. Arnarulunnguaq var en sådan kvinde, og hun gennemførte turen som en naturlig del af sit liv, og derfor var den “ikke noget, man kunne gøre ‘stads’ af”. I en artikel i Tidens Kvinder roste Knud Rasmussen hende i høje toner for hendes omhu med at holde deres skindtøj i orden. Om aftenen efter en streng dagsrejse med slæderne, som hun ofte måtte være med til at trække, tørrede og reparerede hun tøjet i teltet eller i snehytten. Knud Rasmussen omtalte også hendes usædvanlige iagttagelsesevne, der medførte, at hun var en utrættelig assistent ved botaniske indsamlinger, konservering af zoologiske genstande samt ved arkæologiske udgravninger.Fra Alaska foregik hjemrejsen via USA til Danmark, hvor Knud Rasmussen sent på året 1924 ankom sammen med sine to eskimoiske rejsekammerater. Mødet med storbyen København blev et kulturchok for Arnarulunnguaq, og kort efter ankomsten konstateredes det, at hun led af en alvorlig tuberkulose. Hun blev indlagt på Øresundshospitalet, og det viste sig nødvendigt at operere hende. Hun kom sig aldrig af sygdommen, som hun døde af ni år senere. Knud Rasmussen besøgte hende på hospitalet, hvor han overrakte hende den Fortjenstmedalje i sølv, ingen havde fortjent mere end hun. Selv blev hun forlegen og havde svært ved at tage mod den store ære. I sommeren 1925 vendte hun hjem til Thule efter fire års fravær og giftede sig med fangeren Karl Peary, en søn af den kendte amerikanske polarforsker Robert P. Til sin død i 1933 var Arnarulunnguaq kendt som en usædvanlig kvinde, der ikke blot mestrede det sædvanlige kvindearbejde, men også var en dygtig fanger og jæger, bl.a. af harer, ræve og laks. Desuden var hun kendt for sine evner til at styre en hundeslæde upåklageligt.Arnarulunnguaqs deltagelse i den krævende ekspedition, der strakte sig over mindst 12.000 km, skyldtes en kombination af personlige evner og en stor indsigt i de praktiske gøremål, der er nødvendige for at overleve i det arktiske. Arnarulunnguaq er således blevet personificeringen af den udholdende og alsidige eskimoiske kvinde, der kunne klare ekstreme strabadser, som ingen kvinde før eller siden har præsteret.

Beskrivelser og portrætter af Arnarulunnguaq

  • Tegning på grønlandsk frimærke fra 1996 af Jens Rosing.
  • Mâliâraq Vebæk: Navaranaaq og de andre, 1990. Knud Rasmussen: Fra Grønland til Stillehavet, 1925-26.

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig