Anne Marie Rubin

Anne Marie Rubin var en af dansk byplanlægnings pionerer og et stort forbillede for kvindelige arkitektstuderende i 1950’erne. Hun var den første kvindelige professor i byplanlægning og en af de allerførste, der nedsatte sig som byplankonsulent. Hendes tegnestue med de bløde humanistiske værdier var et sted, der tiltrak mange kvindelige arkitekter. Tillige var hun den første kvinde, som modtog Akademiets lille Guldmedaille i 1951. Allerede i guldmedaljeprojektet forholdt hun sig til spørgsmål, der skulle komme til at optage hende livet igennem og senere også blev centrale i den offentlige debat: at bygge på stedets betingelser, at skåne naturen og at minimere transportforbruget. Hendes interesse for byplanlægning udsprang af et syn på arkitekturen, som hun mente også skulle omfatte de store helheder. Husbygning og planlægning var to uadskillelige dele. Byer skulle bygges ud fra en samlende idé og ud fra menneskenes mangeartede behov. Med tiden fik hun en række mærkesager, som hun kæmpede for. Hun engagerede sig voldsomt, ytrede sig ofte i medierne, hvor hun formulerede sig skarpt, intelligent og præcist og fik tilnavnet Den røde Rubin.

Som barn tegnede og malede Anne Marie Rubin meget. Siden den tidligste ungdom havde hun lyst til at blive arkitekt, selvom der ikke var nogen arkitekter i familien. Sammen med to søstre voksede hun op på Sortedamdosseringen og fra 1933 i Holte. Hun gik i H. Adlers Fællesskole, hvis rektor H. Adler var en tante til faderen og til atomfysikeren Niels Bohr, der kom i Rubinfamiliens gæstfrie hjem. Om søndagen var der altid besøgende, så faderen, der var professor i eksperimentalpsykologi og en internationalt kendt forsker, havde nogle at diskutere med. Moderen, der kom fra en fiskerfamilie i Middelfart, var hjemmegående. Op til Anden Verdenskrig og under Besættelsen var hjemmet åbent for jødiske flygtninge, der brugte det store hus i Holte som transitsted. Anne Marie Rubin fik selv en meget bred omgangskreds og den rummelighed, som fandtes i hjemmet, blev karakteristisk for hende uanset, hvad hun beskæftigede sig med.

I 1936 blev Anne Marie Rubin student fra Holte Gymnasium, og hun søgte i første omgang forgæves ind på Arkitektskolen. Efter at have været otte måneder i murerlære i Vejle hjalp hun sin fader med eksperimentalstudier. Fra ham arvede hun den videnskabelige arbejdsmetode og interessen for samspillet mellem mennesket og dets omgivelser. Begge dele tog hun med over i arkitekturens verden som studerende på Arkitektskolen fra 1940. I 1943 måtte hun sammen med sin jødiske familie drage i eksil i Lund, hvorfra hun sammen med søsteren Jenny R. fortsatte til Stockholm. Her studerede hun 1943-45 på Tekniska Högskolan samtidig med, at hun arbejdede på tegnestuen Vattenbyggnadsbyrån, der havde en byplanafdeling. Efter krigen færdiggjorde hun sine studier og tog afgang fra Arkitektskolen i Danmark. Opholdet i Stockholm fik afgørende betydning for hendes valg af byplanlægning som arbejdsområde, idet der i Danmark kun var ganske få byplankonsulenter. Hendes interesse blev yderligere stimuleret, da hun 1949-54 var ansat i Boligministeriets afdeling for byplansager. I 1954 etablerede hun egen tegnestue i Nybrogade, der senere flyttede til Holte. 1959-61 drev hun tegnestuen sammen med arkitekterne Bo Jensen og Ib Mikkelsen og fra 1961 til 1977 med arkitekt Ole Gerstrøm, der i de senere år havde det faglige ansvar og var daglig leder. Tegnestuen er bedst kendt for dispositionsplanen for Nakskov 1958, der var banebrydende. Det var den første moderne dispositionsplan, der blev udfærdiget på baggrund af et meget detaljeret studium, og planen blev model for udviklingen af mange danske provinsbyer. Sammen med ingeniør Anders Nyvigs tegnestue udvikledes det egentlige koncept for vejdifferentiering, der endnu ikke fandtes som begreb. Derefter fulgte en lang række andre dispositionsplaner i andre byer. Tegnestuen var desuden konsulent for Herning kommune fra 1959 til 1977. Som en af de første lavede Anne Marie Rubins tegnestue også de første bevaringsplaner, bl.a. for Veddelev 1973 og for kystområdet i Søllerød 1975. Det var rammeplaner, der kan ses som forløbere for kommuneplanerne.

Med ægtefællen, arkitekt Claus Bremer, som Anne Marie Rubin havde mødt i Stockholm, udvekslede hun tanker og idéer, men bortset fra nogle ganske få konkurrencer arbejdede de ikke sammen. De brugte hinanden som sparringspartnere og fastholdt kontakten, efter at de blev skilt i 1965. En vis påvirkning fra Anne Marie Rubin kan ses i ægtefællens plan for Dansk Folkeferies første bebyggelse i Rødhus Klit 1960, der vakte opmærksomhed med indpasningen i et følsomt naturområde. Hendes eget projekt Hvide Sande Klitby fra 1967 var en udløber af Rødhus Klit. For sommerhusområder ved Tisvilde udarbejdede tegnestuen mange udstykningsplaner, men de blev kun delvis realiseret og i beskåret omfang. I udstykningsplanerne for Nordsjælland arbejdede hun med koncentrerede gårdhusbebyggelser og vifteformede veje, som gav luft og udsyn mod vandet, og på Sydlolland udarbejdede hun en meget detaljeret plan for en kyststrækning på 50 kilometer. Hun kæmpede mod den planløse sommerhusudstykning, som hun frygtede ville lukke Danmarks kyster, og der skulle gå mere end 30 år, før en 300 meters beskyttelseslinie i 1994 indførtes ved kysterne. Stor idealisme lå også bag projektet for Les Milandes i Frankrig, som Anne Marie Rubin sammen med arkitekt Dan Christensen blev involveret i, og som skulle redde den fransk-amerikanske entertainer Josephine Baker fra økonomisk ruin. Anne Marie Rubin var blevet gode venner med Baker under et af hendes besøg i Danmark, og inspireret af slottet Les Milandes, hvor Baker boede med sine 14 børn, ville Anne Marie Rubin skabe en Village du Monde, et internationalt venskabssamfund. Hun finansierede udarbejdelsen af projektet, men det blev aldrig realiseret. Da tilgangen af opgaver i 1970’erne blev mere usikker, lukkede tegnestuen i 1977. Samtidig havde hun fra 1974 travlt som professor på Ålborg Universitet (ÅU) indtil 1989.

På ÅU underviste Anne Marie Rubin ingeniører, landinspektører og administratorer. I forvejen havde hun erfaringer med undervisning på Arkitektskolen, hvor hun et semester havde undervist på professor Erik Chr. Sørensens afdeling. Desuden havde hun været tilknyttet Nordplan, Nordiska institutet för samhällsplanering i Stockholm, hvor hun var professor 1968-71. På disse læreanstalter såvel som på ÅU var Anne Marie Rubin alene med sine bløde værdier. På ÅU tog hun initiativ til en billedsamling i erkendelse af, at den verbale samfundsbeskrivelse langtfra er tilstrækkelig, og at billeder og forestillinger også påvirker vores bevidsthed. Da kunstmuseet Lousiana i 1977 viste udstillingen Alternativ arkitektur, tilrettelagde hun afsnittet om Christiania som en fotografisk dokumentation, der skulle fortælle om stedets kreative kraft, og Christiania blev en mærkesag, som hun indædt kæmpede for. En anden mærkesag var udviklingen af Københavns Havn, som hun skrev en række kritiske kronikker om i dagbladet Politiken, mens hun var præsident for Akademirådet 1984-87. Havnens udvikling blev en skuffelse for den fremsynede og visionære Anne Marie Rubin, der udfordrede politikere med sine radikale synspunkter og idéer samtidig med, at hun kritiserede den kortsigtede økonomiske planlægning, der lå bag havnevæsenets store grundsalg.