Anne Marie Petersen

Anne Marie Petersens baggrund var den fynske grundtvigianisme. Hun gik i friskole, blev konfirmeret i Ryslinge hos valgmenighedspræst Karl Povlsen og var elev på Frederiksborg Højskole. I 1900 tog hun lærerindeeksamen ved Vejle Forskoleseminarium, hvorefter hun de følgende syv år virkede som lærer først ved Orup Friskole på Sjælland og siden ved Oure-Vejstrup Forskoler på Fyn. I 1909 blev hun udsendt som missionær af det grundtvigsk prægede Udvalget til Løventhals Mission som medhjælper for stifteren Eduard Løventhal i Vellore, nær Madras i Indien. I 1912 blev hun desuden efter samråd med Løventhal knyttet til Det Danske Missionsselskab (DMS), der kunne tilbyde bedre arbejdsmuligheder.

Anne Marie Petersens arbejde i Indien hvilede både på hendes egen grundtvigske forståelse af folkelighed og på den opfattelse, der lå bag den indiske selvstændighedsbevægelse. Ligeledes gav hendes grundtvigske forståelse af forholdet mellem kirke og folk hende baggrund for at samarbejde med de indisk-kristne kredse, der ønskede at opbygge en selvstændig national kirke med rødder i indisk religiøsitet og livsforståelse. Denne holdning blev styrket ved hendes forbindelse med den senere leder af den indiske selvstændighedsbevægelse Mahatma Gandhi, som hun 1917 havde mødt på hans nyoprettede skolekollektiv nær Ahmadabad. Her var hun sammen med missionæren Esther Færing (g. Menon) på en studierejse for at se, hvorledes man kunne drive skoler, der byggede på landets egne forudsætninger i stedet for det officielle skolesystem, der var opbygget efter engelsk mønster. Besøget blev anledning til en livslang forbindelse og en korrespondance, der fortsatte til kort før Gandhis død. Samme rejse førte hende også til digteren R. Tagores skole.

I 1920 afbrød Anne Marie Petersen sin forbindelse med DMS som en konsekvens af sit engagement i den indiske selvstændighedsbevægelse og i solidaritet med Menon, der samme år havde brudt med DMS. Men med støtte fra Udvalget til Løventhals Missions Fortsættelse blev hun i stand til at oprette det, som hun så som sin livsopgave: en kristen national kostskole for fattige piger. Kostskolen, der kom til at ligge i Portonovo, syd for Madras, var inspireret både af grundtvigske friskoletanker og af Gandhis idéer om en indisk skole, og med livet i det indiske hjem som forbillede blev der lagt vægt på såvel praktisk som bogligt arbejde. Sine skoletanker beskrev hun i Vor Skole, 1918. Gandhi selv nedlagde 1921 grundstenen til skolen, Seva Mandir, dvs. Tjenestens Tempel, der tre år efter blev taget i brug. Begyndelsen var svær, men efterhånden voksede elevtallet til et halvt hundrede elever af forskellig kaste, tro og alder, der foruden de almindelige skolefag blev undervist i bl.a. husgerning, indisk musik og religion, vævning, spinderi, syning og bogføring. Også fra Sadhu Sundar Singh, en kristen indisk mystiker, hvis fortolkning af kristendommen fik stor indflydelse både i Europa og i Indien, modtog Anne Marie Petersen megen inspiration. Hendes egen tro blev således farvet af Sings indisk-mystiske religiøsitet. I 1921 knyttede hun den betydelige indiske teolog og tidligere advokat V. Chakkarai til missionen. Han var dybt engageret i selvstændighedsbevægelsen og ønskede at danne en indisk kirke, der ikke var bundet af de europæiske konfessionelle skel eller af vestlig dogmatisk tænkning. Hans kirketanker var baggrund for, at Anne Marie Petersen ikke ønskede at binde sig selv eller skolen til noget bestemt kirkesamfund.

Under Anne Marie Petersens ophold i Danmark 1926-27 opstod der en splittelse blandt hendes støtter. Hendes engagement i den indiske nationalbevægelse blev af bestyrelsen set som mere politisk, end man kunne acceptere, og man frygtede, at hendes støtte til udviklingen af en indisk folkelig kristendom ville føre til religionsblanding. Bestyrelsen trådte tilbage, men en kreds af venner dannede et nyt udvalg for Porto Novo Missionen og overtog ansvaret for at skaffe penge til hendes arbejde. Striden førte til, at hun formulerede sig mere radikalt kirkekritisk end før i pamfletten Har Danmark en Verdensmission?, 1927. I disse år frem til begyndelsen af 1930’erne var Anne Marie Petersen tæt på begivenhedernes centrum i Indien, og hun havde personlig forbindelse med en række ledende skikkelser. I årene derefter var ressourcerne mere begrænsede, og Anne Marie Petersen koncentrerede sig om skolearbejde. Hun var en ivrig fortaler for Wardhaprogrammet, det skoleprogram, som Gandhi fremlagde i 1937 med vægt på undervisning på indiske sprog og sammenhængen mellem fysisk og intellektuelt arbejde. Årene under Anden Verdenskrig blev vanskelige. Der kunne ikke sendes penge fra Danmark, og Anne Marie Petersen fik hverken støtte fra engelske eller indiske myndigheder. Efter Indiens selvstændighed i 1947 modtog hun den anerkendelse, at de indiske myndigheder bad hende om at oprette et kvindeseminarium ved skolen, der åbnede to år efter. Fra 1946 knyttede hun en højtuddannet indisk medarbejder Mary Chakko til skolen. Det blev Chakko, der videreførte og udbyggede skolen efter Anne Marie Petersens død i 1951. Den har siden da været indisk ledet, men med fortsat forbindelse til Danmark.

Anne Marie Petersen var karakterfuld og entusiastisk. I kraft af hendes kompromisløshed fik Porto Novo Missionen større missionsteologisk betydning, end man efter dens omfang skulle formode. Samtidig foregreb hun den forståelse af, at kristendommen må fremtræde i de forskellige folks egne kulturelle former, som ellers først slog igennem i anden halvdel af 1900-tallet. Hun modtog stærke indtryk fra store personligheder, men uden at blive afhængig af dem, og hun gjorde et omfattende arbejde for indiske kvinder. I kraft af hendes personlige selvstændighed blev Seva Mandir en i indisk sammenhæng unik institution ved udelukkende at være ledet af kvinder og ikke være tilknyttet nogen overordnet mandsdomineret skole- eller kirkeorganisation.