Anne Marie Mangor

Anne Marie Mangors barndomsmiljø var det bedre kbh.ske borgerskab. Hun fik ingen egentlig uddannelse, men erhvervede indsigt i sprog, litteratur, musik, håndarbejde og selskabelige omgangsformer. 19 år gammel blev hun gift med Valentin Nicolai M., en livsglad, musikalsk og vittig ung jurist. Det var kærlighed, der bragte dem sammen, og ægteskabet blev godt og lykkeligt. Da ægtefællen døde i 1812, sad Anne Marie Mangor tilbage med tre små piger, en søn var død ved fødslen seks år tidligere. Men familien trådte til og sikrede enken et ordentligt, om end beskedent liv. Hun underviste selv sine piger, opdrog tillige plejebørn og havde skiftende logerende boende.

Som ung og nygift havde Anne Marie Mangor stået tøvende over for at føre hus, men hendes enkestand gjorde det nødvendigt, at hun engagerede sig i det praktiske. Hun lavede kludetæpper og andet håndarbejde, som hun solgte, og udviklede sig til at blive endog meget dygtig i et køkken. Hun praktiserede dels for familie og venner, dels hos velstående familiemedlemmer, der holdt stort hus i sommersæsonen. Sine egne og omgangskredsens opskrifter samlede, gennemprøvede og nedskrev hun med nøjagtige mål og tidsangivelser. I 1837 havde hun samlet sine opskrifter til en kogebog. Tidens førende forlægger C.A. Reitzel fik den tilbudt, men afviste manuskriptet. Så tog hun selv fat. Hun fik sin svigersøns broder, bogtrykker Hans Henrik Thiele, til at give kredit på papir og trykning, og bogen udkom på eget forlag i et oplag på 500 eksemplarer. Kogebog for smaa Huusholdninger var titlen, men der var intet forfatternavn på titelbladet. Det kom der snart, for bogen udkom i oplag efter oplag, og nu med forfatternavnet Anne Marie Mangor født Bang. 1840 udsendte hun Syltebog for smaa Huusholdninger og 1842 Fortsættelse af Kogebog for smaa Huusholdninger, også de på eget forlag. Bøgerne kom i talrige oplag, der hver gang var omhyggeligt gennemsete, rettede og supplerede, hvor praksis havde vist et behov. Hun læste selv korrektur, og en del af forklaringen på kogebøgernes succes ligger i denne tætte og nære omhu. Kogebøgerne gav hende tryghed i alderdommen. Hun var 57 år gammel, da den første udkom, og dens succes bestyrkede også hendes selvværd.

“Madam Mangor” skildres af sine samtidige som varmhjertet, udadvendt og uforfærdet. Hun var centrum i et hjem, hvor tonen var lys, venlig og præget af hengivenhed. Hun fik efterhånden sine tre døtre gift, blev bedstemoder og samlingspunkt for børn, børnebørn og talrige venner og deres børn. Anne Marie Mangor var en handlingens kvinde, og børnebørnenes ankomst fik hende til at skrive En Bedstemoders Fortællinger for sine Børnebørn, 1843, og Kogebog for smaa Piger, 1848. En enkelt skønlitterær bog blev det også til, Tante Cousine fra 1852. Da Danmark i 1864 kom i krig med Tyskland, gav hun sin harme og angst afløb ved at skrive Kogebog for Soldaten i Felten, 1864. Bogen forærede hun væk til hæren i tusindvis af eksemplarer som et udtryk for sin fædrelandskærlighed.

Anne Marie Mangors kogebog er ikke stor og genial. Den opsamler, hvad der var fremme i tiden, og gennem de mange reviderede oplag udvikledes den stille og langsomt. Bogen var rettet mod borgerlige husholdninger, der serverede mindst to retter til middag hver dag, og som holdt mange selskaber, hvor husets formåen skulle fremvises. Der var masser af dagligmad, drøjende for- og resteretter, men også retter beregnet til fest og gæstebud. “Man tager et Sølvfad,” er en talemåde, som henføres til Madam Mangor, men hun har aldrig anvendt udtrykket. Eftertiden har tillagt hende et skær af ødselhed, som der intet hold er i. Hendes køkken var jævnt og beskedent, på grænsen til det kedsommelige. Var hun således ikke ødsel, så var hun redelig. De retter, der skulle være flotte, var det, og de beskedne var beskedne. Anne Marie Mangors kogebøger fik lang levetid og stor udbredelse. De blev efter hendes død i 1865 fortsat revideret og udsendt af hendes arvinger helt frem til 1910, hvor kogebogen og dens fortsættelse udkom samlet i 40. oplag. At netop hendes værk blev stående, skyldes en lykkelig forening af hendes kvaliteter og tidens behov. Det landlige Danmark var under forandring, og de gammeldags forrådshusholdningers erfaringer kom til kort i en byhusholdning. Spisevanerne ændrede sig, den gammeldags søbemad blev erstattet af middagsmad med sovs og kartofler, forretter til hverdag og dessert om søndagen. Da Anne Marie Mangor fik eget hjem ved giftermålet, må det have været med åbent ildsted. Hvornår hun selv har fået komfur, ved vi ikke, men gennem kogebøgernes mange oplag kan vi følge opskrifternes gradvise tilpasning til den nye teknik. I denne opbrudstid udkom hendes kogebøger. De kostede ikke mere, end de fleste havde råd til dem, både fruerne og de tjenestepiger, der kom ind fra landet og skulle fungere i en byhusholdning. Dem alle hjalp hun omhyggeligt og redeligt. Man kunne stole på Madam Mangor.