Anne Marie Lind Sørensen

Gennem sit fag- og partipolitiske arbejde satte Anne Marie Lind Sørensen i første halvdel af 1900-tallet sit præg på opbygningen af den lokale arbejderbevægelse i Glostrup, der på den tid var et landområde, i mange henseender milevidt fra hovedstadsområdet. Hun havde gennem årene forskellige tillidsposter i Socialdemokratiet og var i 1918 hovedaktøren i stiftelsen af Glostrupafdeling af Kvindeligt Arbejderforbund (KAD). Hendes utrykte erindringer, opbevaret i Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv, giver et billede af en viljestærk kvinde, der mente, at “vanskeligheder var til for at overvindes”. Hun voksede op i en fattig arbejderfamilie i København som det ene af fem børn. Faderen var søfyrbøder og derfor væk fra hjemmet i lange perioder, moderen hjemmesyerske. Hun var sæsonarbejder, og af faderens ringe løn var der kun sjældent penge til overs til at sende hjem. Økonomien var derfor ofte meget dårlig, og familien var i perioder henvist til fattighjælp, hvilket Anne Marie Lind Sørensen opfattede som dybt ydmygende. Hjemmet var præget af socialdemokratiske tanker, faderen var partimedlem, og de holdt Social-Demokraten.

Efter konfirmationen blev Anne Marie Lind Sørensen tjenestepige på en gård i Arløse på Næstvedegnen. Indtil sit giftermål i 1906 havde hun forskellige pladser både på landet og i byen. Hun lærte efterhånden at stille krav til sine arbejdsgivere om bedre løn, planlagt frihed og accepterede ikke et værelse i et kosteskab. Hun var medlem af Københavns Tjenestepigeforening og brugte bl.a. sin onsdagsfriaften til at høre oplysende foredrag i foreningen. Hendes mand fik arbejde på Glostrup Jernstøberi, og parret bosatte sig nu i Glostrup. Hun passede hjemmet, og familien udvidedes efterhånden med fem børn, født mellem 1907 og 1917. Som noget usædvanligt for en arbejderkvinde blev hun i 1908 medlem af Dansk Kvindesamfunds (DK) afdeling i Glostrup, og hun kom hurtigt i bestyrelsen. Ved kommunalvalget i 1909, hvor kvinderne for første gang havde valgret, blev hun opfordret til at stille op på DKs liste. Men hun følte, at hun i højere grad hørte til i Socialdemokratiet og meldte sig efter valget ind i partiet. I 1912 kom hun i hjælpekassens bestyrelse, hvor hun frem til 1929 “efter bedste evne fordelte sol og vind lige, men så meget på om folk var i sygekasse og fagforening”, som hun skriver i sine erindringer.

I 1918 måtte Anne Marie Lind Sørensen, da hendes mand var syg, tage arbejde på et væveri. Da lønforholdene var dårlige, gik hun i gang med at organisere sine arbejdskammerater, og i 1918 tog hun initiativ til dannelse af en afdeling af KAD i Glostrup, og hun blev afdelingens formand. Der fulgte nu en hård tid med at organisere kvinderne på byens øvrige virksomheder. De kvindelige arbejdere havde ringe forståelse for organisationens betydning, og de spyttede oven i købet efter hende, når hun agiterede rundt omkring ved virksomhederne. Og mændene havde kun hånlatter til overs for hende, når hun opfordrede dem til at overtale deres koner og døtre til at organisere sig. “Kvinder kan ikke enes ... De må være tosset, hvis De tror, at de kan lave et levedygtigt forbund.” Hun besluttede, at hun aldrig mere ville bede mænd om hjælp. Hun skulle nok vise dem, at hun kunne lave et levedygtigt forbund. Først da hun henvendte sig til enker og enligtstillede kvinder, vandt hun gehør. De sluttede sig til fagforeningen, og det lykkedes hende efterhånden at få forbedret kvindernes løn- og arbejdsforhold. For yderligere at dygtiggøre sig deltog hun i 1930’erne i kurser på Roskilde og Esbjerg Arbejderhøjskole. I 1940 gik hun af som fagforeningsformand, og samme år udnævntes hun til æresmedlem i afdelingen. Det politiske arbejde havde Anne Marie Lind Sørensen fortsat i 1929, da hun blev valgt ind i Glostrup sogneråd for Socialdemokratiet. Hun bevarede denne post til 1943 og var indtil 1933 formand for forsørgelsesvæsenet og endvidere medlem af skoleudvalget, skolekommission og værgerådet. Anne Marie Lind Sørensen voksede op i en socialdemokratisk familie, der på trods af fattigdommen indpodede hende idealer og en selvbevidsthed, der gjorde, at hun kunne omsætte tankerne til handling. Hun havde sit ståsted i Socialdemokratiet, var bevidst om, at der skulle ydes en særlig indsats for at forbedre arbejderkvindernes og børnenes vilkår, og dette kom til at præge hele hendes liv. Hun ydede en pionerindsats for arbejderbevægelsen på landet.