Anne Margrethe Qvitzow

Den lærde Anne Margrethe Qvitzow voksede op i en adelsfamilie og blev uddannet på slægtsgodset Sandagergård ved Bogense. Hun døde som midaldrende, og den sidste del af hendes liv er kun fattigt belyst. Men barne- og ungdomstiden har hun selv skildret i et bevaret brev, og herigennem har eftertiden en enestående kilde til en lærd renæssancekvindes uddannelse og baggrund. På opfordring fra Otto Sperling d.y., som systematisk indsamlede beskrivelser af lærde kvinder, indvilgede hun som 21-årig i at sende ham oplysninger om sin familie, sin opvækst og uddannelse og sit liv indtil da. Brevet, der er bevaret i håndskrift på Det Kgl. Bibliotek, er på formfuldendt latin og fylder ni tryksider i oktavformat. Efter en stolt slægtshistorisk gennemgang, der tegner faderen som syvende generation Qvitzow, moderen som værdigt medlem af adelsslægten Juel og Sandagergårds beboere i 200 år, går hun over til at fortælle om sin barndom og opvækst.

Kærlige forældre opdrog hende hjemme, fortæller Anne Margrethe Qvitzow, og sørgede både for hendes helbred og for at udvikle hendes intellekt. Den første undervisning gjaldt kristendommen, og da hun viste sig at være lærenem, besluttede moderen at lære hende at læse, hvilket Anne Margrethe Qvitzow kunne som fireårig. Da faderen som officer blev udstationeret i Malmø, og økonomien var stram, var der ikke råd til privatlærer. Moderen fortsatte derefter med at lære hende at læse tysk, siden at skrive dansk, tysk og dertil begynderlatin. Hermed mente forældrene, som Anne Margrethe Qvitzow mindes med taknemmelighed, at det var tilstrækkeligt. Hun fik dog overtalt dem til at lade hende få indblik i artes liberales eller de frie kunster, der traditionelt omfattede grammatik, logik, retorik, geometri, astronomi, aritmetik og musikvidenskab, og ti år gammel fik hun Johannes Thomsen fra Svendborg som privatlærer. Han havde et mildt og behageligt væsen og lod hende også stifte bekendtskab med græsk.

Ved Johannes Thomsens afrejse fem år efter standsede undervisningen, men opmuntret af forældrene arbejdede Anne Margrethe Qvitzow videre selv, især med latinen. For at øve sig oversatte hun de to første bøger af Ciceros De officiis (Om pligterne) og de tre første bøger af Cæsars De bello gallico (Om gallerkrigen) fra latin til dansk. Desuden oversatte hun et stykke af et ikke-identificeret værk om den trojanske krig fra dansk til latin. Af disse værker er kun Cæsaroversættelsen overleveret; den findes i håndskrift på Karen Brahes Bibliotek i Landsarkivet i Odense. Omkring 1669 og igen i 1675 har hun foretaget en afskrift af moderens oversættelse fra latin til dansk af et opbyggelsesskrift med titlen Lasternis skrabe (Lasternes strigle). Som ca. 15-årig begyndte Anne Margrethe Qvitzow at studere aritmetik hos sin onkel Henning Q. Efter hans død i 1672 fik hun stor opbakning til videre studier af den lokale præst, Johannes Olsen Fangelius, som lovede at lære hende hebraisk, men døde, før det blev realiseret. I København fik hun herefter timer på sine forældres bekostning i begynderfransk hos Jaques de Dampierre, men måtte så selv fortsætte med latin, fransk og artes liberales-fagene, så godt hun kunne. Faderen lærte hende elementær astronomi. Til trods for glæden ved studier, og især fag som historie og etik, sænkede en vis rådvildhed sig over hende. Hun fordybede sig ikke længere særlig i noget, idet hun, som hun skrev i brevet til Sperling, ikke kunne se formålet. At vejen til lærdom skulle være tornet og vanskelig, som folk påstod, kunne hun imidlertid ikke bekræfte. Tværtimod mente hun, at “hvis kvinderne havde førere, de kunne stole på, ville de betræde lærdommens vej lige så tit og gerne som mændene”.

Brevet er dateret januar 1673. Tre et halvt år efter blev Anne Margrethe Qvitzow gift med den forgældede adelsmand Christian von Pappenheim, som menes at have sat deres formue over styr. Fra ca. 1685 findes et kort sørgedigt over Ove Rosenkrantz Axelsen forfattet af Anne Margrethe Qvitzow, men herefter taber man sporet af hende, og hendes nøjagtige dødsår kendes ikke. I sin tid har hun dog været kendt. Hun blev optaget i tidens skrifter om de lærde kvinder, de såkaldte gynæcéer, og omtales her bl.a. af fremtrædende personligheder som Matthias Schacht, Albert Thura og Fr. Chr. Schønau. Erik Pontoppidan kaldte hende “Heroina longe eruditissima” (en overmåde lærd heltinde) og sammenlignede hende med den meget berømte og lærde Anna Maria van Schurman fra Holland.