Anne Margrethe Bredal tilhører gruppen af lærde kvinder, som er beskrevet i flere værker i perioden, bl.a. af Albert Thura og Frederik Christian Schønau. Fra Anne Margrethe Bredals hånd er bevaret en kort selvbiografi fra 1703, skrevet på latin. Det vides ikke, hvem hun tænkte sig som sin læser, men det er sikkert, at den har været i biskoppen i Ålborg Jens Bircherods besiddelse i første del af 1700-tallet. Ifølge selvbiografien var hun blot et lille barn, ca. tre år, da hun efter sine forældres ønske påbegyndte en uddannelse. Fra hun var omtrent otte år, til hun var 20, påtog faderen sig selv at uddanne hende, som det var almindeligt blandt de europæiske renæssancehumanister. Mellem de vigtige fag var latin og græsk. Som 15-årig reciterede hun i sit fædrehjem en tale på latin, trykt 1671, som hun havde skrevet i anledning af Christian 5.s salving. Fra 1672 er bevaret et brev på latin stilet til en ung dame Anna, datter af Københavns “prætor urbanus Johannes Mauriti”,dvs. byfoged Jens Mowidsen. Det er et af de meget sjældne breve fra én latinkyndig kvinde til en anden. Anne Margrethe Bredal lovpriser de to egenskaber pietas og eruditio, dvs. fromhed og lærdom. “Med dette tospand kan man, oh du mest dannede blandt jomfruer, nå op til stjernerne,” skriver hun. Brevets hovedformål er dog at forsvare og bevise værdien af lærdom og studier. De giver mennesket mulighed for at hæve sig op over den fællesmenneskelige lod. Som kvindelige forbilleder fremhæves bl.a. hollandske Anna Maria van Schurman og danske Birgitte Thott.
20 år gammel blev Anne Margrethe Bredal ifølge selvbiografien ansat af Birgitte Gøye som lærer og opdrager på Quitzowsholm på Fyn, det nuværende Hofmansgave, med ansvar for tre unges uddannelse. Dette job løste Anne Margrethe Bredal med stor fornøjelse og ekspertise. Fra samme år, 1675, er bevaret et egenhændigt brev på latin, stilet til en Ericus Pontoppidanus, sandsynligvis den senere biskop i Trondheim Erik Pontoppidan, forfatter til en række sproglige og litterære afhandlinger, hvori hun i retoriske vendinger og billeder hentet fra den græske mytologi beskedent forsøger at afvise hans lovprisning af hendes lærdom. To år efter blev hun “efter sine forældres beslutning”, som hun understreger, forlovet og gift med Niels Sørensen, forpagter på Brahesholm. I ægteskabet fik hun otte børn, en dreng og syv piger. Hendes mand lå syg i flere år, og Anne Margrethe Bredal stod for varetagelsen af gårdens drift og økonomi. Hun kunne derfor kun sjældent få tid til studier, hvad hun meget beklagede, “da intet var eller nogen sinde vil være mig kærere eller behageligere (det er ingen skam at indrømme det) end de ni Musers honningsøde lækkerier”. Efter 17 års ægteskab mistede hun sin mand og sad i tre år som enke med syv overlevende børn. I enketiden, som hun betegner som rolig, genoptog hun studierne. Fra 1696 er bevaret et brev på latin fra Anne Margrethe Bredal til hendes onkel Hans Olsen Nysted, som igen viser hendes smidige, velsvungne sprog. Brevet er tilsyneladende en takkeskrivelse for hans kondolence i forbindelse med hendes mands død samme år. Ca. 1697 blev hun gift igen. Dette ægteskab var barnløst, og hun synes at have fået nogen tid til sine studier nu. Der kendes således et lejlighedsdigt fra perioden, hvori hun sammen med en anden Horsensfrue Marthe Lous Hansen fremhæves med anerkendelse blandt byens lærde, latinkyndige kvinder. For eftertiden fremstår Anne Margrethe Bredal som et fint eksempel på en lærd kvinde i europæisk, humanistisk tradition.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.