Anne Lykke

Anne Lykke blev født i en af sin tids mest velstående højadelige familier. Faderen Henrik L. var fra 1592 lensmand på Vordingborg Slot, kun afbrudt af en kort periode på Kalø, mens hun var ganske lille. Året efter hendes fødsel blev han rigsråd. Hun voksede op sammen med to ældre brødre og en fem år yngre lillebroder. I 1606 tog de ældste, Jørgen og Frands L., ud på en lang dannelsesrejse, hvorfra de først vendte tilbage 1611 i forbindelse med faderens sygdom og død. Anne Lykke arvede Hverringe på Fyn. I 1615 blev hun gift med Cai Rantzau, ældste søn af Breide R. Med dette ægteskab blev to af de mest velstående og godsrige familier forenet, og hun hørte nu til i den højadelige kreds tæt om rigsrådet og hoffet. I 1616 blev hendes eneste barn, datteren Sophie, født på Københavns Slot, hvor Rantzau var blevet lensmand 1615 efter at have forladt hoftjenesten. 1620 flyttede familien til Kalundborg Slot, som ægtefællen havde fået i ny forlening. Men rolige år blev det ikke. Rantzau blev i 1621 udnævnt til generalkrigskommissær ved tropperne i Holsten i forbindelse med Trediveårskrigen, og året efter blev han to gange sendt til Mecklenburg. Da han døde i 1623, sad den 27-årige Anne Lykke tilbage med en lille datter og meget velhavende. Hendes gods blev i 1625 vurderet til over 4.600 tdr. hartkorn, hvilket var mere end syv gange det daværende gennemsnit for en adelig godsejer. 1624-25 blev lensregnskaberne for både København og Kalundborg afsluttet, og der blev skiftet med datteren, samtidig med at Anne Lykke var optaget af mageskifter på sine godser.

1626 blev et skæbneår for Anne Lykke, da hun faldt i unåde hos Christian 4. Det var kommet kongen for øre, at hun var blevet tronfølgeren prins Christians elskerinde og efter sigende med sin “umoralske opførsel” skulle forhindre ham i at tage vare på regeringen, mens kongen selv var i Tyskland. Christian 4. tog voldsomt på vej, og Anne Lykke blev bortført i Nyborg, arresteret og sendt til fæstningen Bohus i Norge. Datteren blev sat i pleje hos sin faster og onkel, Elisabeth Sophie Rantzau og Hans Lindenov. Kongen søgte at retfærdiggøre sit overgreb i et åbent brev til landstingene: “Kongen har ... ikke haft nogen Betænkelighed ved at begynde en ekstraordinær Proces imod hende, da hun hverken for Gud i Himlen eller sin Øvrighed har passet Tugt og Høviskhed, hvilket Kongen hverken for Gud eller Mennesker kan forsvare at lade ske eller at nogen skulle lide eller taale. Kongen har ogsaa maattet befrygte, at hun i hans Fraværelse skulde anrette Harme.” Det var et klart brud på håndfæstningen at fængsle en adelig uden dom, så denne sag bedrede ikke det allerede anstrengte forhold mellem konge og rigsråd. Kongen satte en række betingelser op for frigivelse, datteren skulle forblive i pleje, og Anne Lykke skulle holde sig på sit gods. Hun accepterede dem ikke, og rygter om, at hun skulle have allieret sig med en troldkvinde, Lamme Heine, for at skade kongen, medførte, at bevogtningen blev skærpet. I 1627 blev hun overført til Kronborg. Planen om at stille hende for en domstol på herredagen i Kolding blev aflyst på grund af den tyske besættelse af Jylland. Anne Lykke klagede til rigsrådet. Kongens plan om derefter at få sagen bedømt ved fremmede universiteter blev opgivet, da Lamme Heine-sagen faldt fra hinanden. Enkedronning Sophie og andre gik i forbøn for Anne Lykke, og i 1628 fik lensmanden på Kronborg ordre til at sætte hende på fri fod. Hun kunne nu beholde datteren hos sig mod, at hun forpligtede sig til at blive på sin gård.

Året efter giftede Anne Lykke sig med den ansete Knud Ulfeldt, rigskanslerens ældste søn, og Harritslevgård overgik nu til datteren. Før brylluppet havde Ulfeldt haft tjeneste ved hoffet, og først efter Anne Lykkes død vendte han tilbage som hofmarskal. Måske afspejler dette et fortsat nag fra kongens side, men ægteparret var dog i 1634 inviteret til kongedatteren Sophia Elisabeths bryllup og endog til den udvalgte prins Christians bryllup. 1631 var Anne Lykkes datter Sophie blevet gift med sin stedfaders broder Laurids Ulfeldt. Moder og datter blev således svigerinder. Sophie fik i løbet af de følgende tre år to døtre og en søn, som alle døde få uger efter fødslen, og i 1635 døde Sophie selv, knap 20 år gammel, mens Anne Lykke levede til 1641. Hun var efter kildernes udsagn meget ulykkelig ved sin første ægtemands død, hvad der måske har påvirket hendes dømmekraft, da hun et par år efter tilsyneladende lod sig forblænde af den unge prins. Men som sagen udviklede sig, udviste hun en bemærkelsesværdig viljestyrke. Hun ville hellere gennemleve det mareridt, som fængslingen må have været, end underskrive kongens betingelser for en løsladelse, som dels ville være indrømmelse af skyld, dels betyde opgivelse af datteren. Hendes giftermål kort efter med rigskanslerens søn tyder da heller ikke på, at hendes standsfæller dømte hende på samme kompromisløse måde som kongen, hvis raseri rettere kunne have vendt sig mod den kvindeglade prins.