Anne Kromann

Anne Kromann blev nysproglig student 1955 fra Skt. Annæ Gymnasium og cand.mag. i klassisk filologi 1963 fra Københavns Universitet. Praktisk taget hele sit erhvervsaktive liv var hun knyttet til Den Kgl. Mønt- og Medaillesamling på Nationalmuseet, oprindeligt som videnskabelig medarbejder fra 1963 med henblik på den fortsatte udgivelse af samlingens græske mønter i det internationale standardværk Sylloge Nummorum Graecorum. Snart overtog hun den daglige pasning af romersamlingen, og i løbet af få år blev hun også indfanget af de orientalske, især arabiske mønter. I 1965 blev hun museumsinspektør. Det var karakteristisk for Anne Kromanns virksomhed, at hun, der udadtil kunne virke tilbageholdende og reserveret, efterhånden i takt med nedskæringer og stillingsbortfald overtog et større og større fagligt ansvar inden for Møntsamlingens mange forskellige områder, således at hun ved sin død i praksis også havde overtaget det meste af den almindelige numismatiske danefæbehandling. Dette faglige ansvar fulgte hun op af forskning og publicering inden for de pågældende områder. Hun blev en fin kender af Møntsamlingens historie og medvirkede til at fremdrage numismatisk forskning hos flere kendte personer siden 1600-tallet, således Otto Sperling den Yngre, J.C. Lindberg og den japanskkyndige forretningsmand William Bramsen. Hun var en internationalt anerkendt forsker, som i sine senere år blev en efterspurgt foredragsholder ved numismatiske symposier overalt i Europa. Blandt hendes vigtigste forskningsresultater var identifikation af 47 romerske guldmønter, som var fundet 1817 i Constantina i Spanien, og som hun kunne datere til 1. og 2. århundrede. I modsætning til den tidligere opfattelse påviste hun desuden, at nogle af samlingens klassiske mønter stammede fra Kunstkammeret. Det gælder fx nogle mønter fra Alexandria, erhvervet 1732 efter lensgreve Christian Danneskiold-Samsøe.

Meget af Anne Kromanns virke var styret af en kunstnerisk nerve, der kunne give sig rent ud barokke udslag. Dette gjaldt således de julehistorier, som hun i en årrække skrev til benefice for Møntsamlingens snævre kreds, og hvor Nationalmuseets interne liv blev omskrevet og dramatiseret. Som privatperson dyrkede hun korsang. Ved hendes død udsendte kolleger og fagfæller et mindeskrift med bl.a. en bibliografi omfattende 122 numre.