Anne-Katrine Gudme

Anne-Katrine Gudme blev student i 1954 fra N. Zahles Gymnasium og påbegyndte derefter et franskstudium ved Københavns Universitet. Hun fuldførte aldrig sine studier, men foretog flere studierejser, bl.a. til Frankrig, hvorfra hun sendte teaterindtryk hjem til danske aviser. I 1967 blev hun fast teateranmelder ved Information, hvor hun virkede frem til sin død i 1971, og hun var samtidig oversætter, bl.a. af moderne dramatik. Hun fornyede anmelderinstitutionen ved først og fremmest at have bladets læsere som målgruppe. Anmeldelserne var skrevet i et abstrakt sprog og således beregnet for avisens læsere med akademisk baggrund. Kendetegnende for hendes kritik var de overordnede betragtninger, der placerede stykkerne ideologisk og i tidens samfundsmæssige sammenhæng. Hun var meget vidende om nye strømninger, historisk materialisme, absurdisme og psykoanalyse, men skrev hovedsageligt med eksistentialismen som referenceramme. Det var sjældent, at hun gik i detaljer i sin bedømmelse af skuespillerne. Det private veg hun udenom, men hun kunne være lettere arrogant i sin vurdering af teatret og dets repertoirelinie. Hendes litterære forudsætninger og manglende berøring med teater kunne bevirke en vis fremmedhed over for teatrets verden, men når hun skrev om ikke-litterære forestillinger, hvor hun alene måtte forholde sig til selve oplevelsen, var hun mere åben og viste en forbløffende iagttagelsesevne.

En stor del af Anne-Katrine Gudmes anmeldelser blev brugt på stykkets handling og tema med overvejelser om, hvad forfatteren selv kunne have ment. Instruktøren var for hende forestillingens ansvarlige og nævntes som regel altid. Skuespilleromtalerne var korte, og der blev heller ikke ofret mange linier på scenografien. Anmeldelserne var således båret af det litterære og samfundsmæssige udgangspunkt, idet formålet hele tiden var at afveje tekstens og teatrets muligheder i forhold til virkeligheden og samtidens publikum. Således anså hun Henrik Ibsens Gengangere for at være et nutidigt drama, men hun fandt, at Det Kgl. Teater i 1969 indskrænkede stykket til at være “teaterhistorie på teaterhistorie”. Det var dog i særlig grad den moderne dramatik, den nye engelske bølge og absurdisterne, der interesserede hende. Hun fulgte også flittigt med i radio- og tv-dramatikken, ligesom det nye gruppeteater og den socialt engagerede dramatik havde hendes bevågenhed.

Anne-Katrine Gudme anså det for at være teatrets funktion kollektivt at tømme “den byld af skyld, angst og meget mere”, som individet bar rundt på, men dette fandt hun meget sjældent realiseret. I sin konstante søgen efter en sådan katharsis var hun påvirket af den franske teaterteoretiker A. Artaud. Hendes store skuffelse, når den udeblev, kan læses ud af hendes anmeldelser, hvoraf en stor del er gengivet i Det rene teater, 1972, der efter hendes død blev udgivet af Viggo Clausen med forord af Johannes Møllehave.