Annalise Dupont

Annalise Duponts hjem var præget af et moderne livssyn og et socialt engagement, som kom til at sætte sit præg på hendes liv. Moderen havde ønsket at blive lærerinde, men var 1906 blevet bortvist fra N. Zahles Seminarium, efter at hendes forlovelse var blevet annonceret i Berlingske Tidende. Faderen var speciallæge i børnesygdomme, og igennem hans arbejde fik Annalise Dupont indblik i de sociale forholds betydning for børnesundheden. Efter studentereksamen 1936 fra Marie Kruses Skole påbegyndte hun lægestudiet ved Københavns Universitet og tog embedseksamen i 1944. I 1955 blev hun dr.med. på afhandlingen Bacteriological, Clinical and Epidemiological Studies on Epidemic Infantile Diarrhoea og året efter speciallæge i børnesygdomme. Forinden var hun blevet moder til tre børn. I sin ægtefælle forretningsmanden René D., som hun var blevet gift med i 1940, fandt hun en ligeværdig partner, der bakkede op om hendes karriere, bl.a. ved at påtage sig husholdning og børnepasning. Trods opfordringer har Annalise Dupont aldrig engageret sig i kvindepolitisk organisationsarbejde, idet hendes holdning har været, at kvinder skal respekteres for kvaliteten af deres arbejde på linie med mænd og ikke promoveres på grund af køn.

1956-58 var Annalise Dupont ansat ved Østifternes Åndssvageanstalt. Med sin moderne holdning og social-pædiatriske baggrund blev hun dynamoen i den nye, radikale behandling, der blev iværksat. Moderne pædagogik og undervisning vandt frem i stedet for den traditionelle mere passive anbringelsesbaserede pleje. Denne indsats var medvirkende til, at hun af medicinaldirektør Johannes Frandsen blev hentet til Den Kellerske Åndssvageanstalt i Brejning, hvor hun 1958 blev ansat som den første kvindelige administrerende overlæge på stedet. Understøttet af den nye lov for åndssvageforsorgen, som blev vedtaget året efter, begyndte hun et moderniseringsarbejde på institutionen, der havde 1.700 klienter. Først gik hun ind i arbejdet med at opdele hospitalet i en voksen- og en børne-ungdomsafdeling. Dernæst udarbejdede hun et fempunktsprogram, der omfattede minutiøst diagnosticeringsarbejde, professionel klinisk behandling, undervisning, forskning og pårørendekontakt. Her var hun forud for sin tid, idet der først i 1980 blev udarbejdet en standard for behandling af personer med vidtgående fysisk og psykisk handicap.

I 1969 overtalte psykiateren Erik Strömgren Annalise Dupont til at komme til Statens Sindssygehospital, senere Psykiatrisk Hospital i Århus, som chef for Institut for Psykiatrisk Demografi, som hun ledede, indtil hun gik på pension i 1987. Her fik hun til opgave at oprette en forskningsafdeling, der bl.a. omfattede opbygning af Det Psykiatriske Centralregister. Registret blev elektronisk etableret i 1969 og var baseret på Det Centrale Personregister, der var blevet indført året før. Edb-anvendelse var på det tidspunkt i sin absolutte vorden, og først i 1977 etablerede de centrale sundhedsmyndigheder det somatiske landspatientregister. Den grundlæggende organisering af Det Psykiatriske Centralregister er stadigvæk bærende i dag, og registret har opnået internationalt ry på grund af de mange forskningsresultater, der er udgået derfra. Annalise Dupont fik også overført et register fra 1937 over personer med vidtgående psykisk handicap til edb og udbygget det med lægelige data, så man for første gang blev i stand til at lave årsberetninger om de åndssvages diagnoser. Også dette register kom til at danne baggrund for enestående international forskning, men det blev desværre lukket som følge af den politiske opinion og overført til Rigsarkivet i 1989.

Efter disputatsen koncentrerede Annalise Duponts egen forskning sig om mentalt retarderede, og hun blev på dette område en af pionererne, der ændrede den opgivende opbevaringsattitude til en optimistisk undervisnings- og behandlingsholdning. Hendes banebrydende arbejder fra 1980’erne, i hvilke hun påviste den store belastning, som forældre til åndssvage børn pålægges, førte til, at Royal College of Psychiatrists i 1985 inviterede hende til at holde den estimerede Blake Marsh forelæsning i London. Hendes arbejder fra dengang er stadig model for denne type forskning. Især forskningen i mental retardering har bragt Annalise Dupont stor anerkendelse. Foruden at være lektor ved Århus Universitets Lægevidenskabelige Fakultet 1971-87 var hun gæsteforelæser ved en lang række universiteter i Europa, Asien og USA. Hun har været rådgiver for Sundhedsstyrelsen i spørgsmål vedrørende mental retardering, socialpsykiatri og registrering og undervist mange forskellige faggrupper både i Danmark og i udlandet. 1983-88 var hun præsident for The International Association for the Scientific Study of Mental Deficiency, ligesom hun var rådgiver for verdenssundhedsorganisationen WHO i spørgsmål om psykiatri og mental retardering. I 1989 blev hun æresmedlem af Dansk Selskab for Oligofreniforskning, som hun stiftede i 1961 og var formand for 1961- 88. I 1984 blev hun udnævnt til ridder af Dannebrogordenen. Igennem sin karriere offentliggjorde hun mere end 130 videnskabelige arbejder, oversigtsartikler, lærebogskapitler og lærebøger. Hendes Mental retardering, 1979, om de lægelige, sociale og pædagogiske aspekter ved åndssvaghed er stadigvæk blandt de mest centrale bøger om emnet.