Anna Martensen

Anna Martensen nedstammede gennem begge sine forældre fra hjemmetyske familier i Sønderjylland og tilbragte det meste af sin barndom i Kliplev, hvor faderen var kommuneforstander. Som ung hjalp hun til på kontoret hos faderen og efter hans død hos hans efterfølger, men i 1920 brød hun ud af sit miljø og fandt arbejde i en evangelisk opdragelsesanstalt i Teltow ved Berlin. Året efter indledte hun en uddannelse som socialrådgiver på en social kvindehøjskole i Berlin, der blev drevet af den tyske pendant til Indre Mission. I 1923 tog hun eksamen som volksfürsorgerin, og i 1925 blev hun ansat på kontoret hos Johannes Schmidt-Vodder, som var den tyske folkegruppes repræsentant i Folketinget og leder af både det politiske og kulturelle arbejde og ungdomsarbejdet. Hun engagerede sig med det samme i frivilligt socialt arbejde, bl.a. organiserede hun ferieophold for børn. Gennem denne indsats kom hun i kontakt med det socialdemokratiske folketingsmedlem J. P. Nielsen, som under og efter Første Verdenskrig havde organiseret hjælp til tyske krigsfanger og ferieophold til krigsramte børn. De vedblev at have nær kontakt med hinanden også under den tyske besættelse 1940-45, og deres korrespondance viser, hvordan Anna Martensen fremhævede det tyske mindretals ret til at kunne fortsætte med at leve sammen med danskerne i fred, når besættelsesmagten var draget bort igen.

Anna Martensen var en lille og spinkel kvinde og havde en pukkel, som hun skjulte under den sygeplejerskeuniform, hun altid bar. Men hun udstrålede en stor optimisme, og det lykkedes hende at overvinde modgang fra mange sider i det arbejde, der blev hendes livsværk. I 1928 havde Anna Martensen oprettet sit eget tyske socialkontor i Tinglev, Wohlfahrtsdienst. I de første par måneder opstillede hun et vidtgående arbejdsprogram. Ud over ferieophold for børn, som fortsat havde hendes hovedinteresse, omfattede det oprettelse af sygeplejerskestationer, rekreation for mødre, kurophold for syge, kurser for kvinder, indsamling af tøj til familier i nød, erhvervsvejledning og arbejdsformidling for unge piger. Hun pointerede to overordnede mål: enhver skulle være sit medansvar for alle tyskeres ve og vel på begge sider af grænsen bevidst, og de tyske kvinder skulle forberedes til at bistå mændene i kampen om at bevare det tyske indslag i landsdelen. Anna Martensen fik tilskud til kontoret fra tyske myndigheder og private foreninger, mens det sociale arbejde blev finansieret ved hjælp af gaver og indsamlinger og kun skulle være hjælp til selvhjælp. For at kunne nå enhver, der havde behov for en håndsrækning, holdt Anna Martensen en nær kontakt til de lokale tyske kvindeforeninger i Sønderjylland, og hun medvirkede til, at antallet af disse i løbet af ti år steg fra otte til 50. I 1932 sluttede de lokale kvindeforeninger sig sammen i forbundet Verband der deutschen Frauenvereine Nordschleswigs. I mange af de egne, hvor det ikke lykkedes at danne en kvindeforening, fik hun præster, lærere og andre lokale til at holde kontakt til kontoret.

Efter Hitlers magtovertagelse i 1933 var Anna Martensen først begejstret for de nationalsocialistiske tanker og meldte sig straks ind i nazipartiet. Hun blev dog hurtig skuffet over, at partiet dannede sine egne kvindeforeninger og etablerede et velfærdssystem, der kun omfattede partimedlemmerne. Det førte til en langvarig nervekamp, hvor Anna Martensen krævede, at Wohlfahrtsdienst blev anerkendt som den overordnede organisation inden for alt socialt arbejde i den tyske folkegruppe. For ikke at miste den nære kontakt til sin basis var hun nødt til at indgå kompromiser, og i 1939 gik hun endda med til at indordne Wohlfahrtsdienst under nazipartiet. Det lettede forholdet til partiledelsen en smule, men uenigheden forøgedes igen i besættelsesårene. Hun tilbød at træde tilbage og overlade det sociale arbejde til partiet, men da hun havde en god opbakning fra befolkningen og nåede bedre resultater i sine forhandlinger med de danske myndigheder end nogen anden, blev tilbuddet afslået. Også med de tyske myndigheder opnåede hun i det store og hele et bedre samarbejde end med sin egen partiledelse. Anna Martensen var en dygtig organisator, og i august 1943 markerede hun sig med en helt særlig indsats, da hun i løbet af 24 timer fik skaffet husly i private hjem rundt om i landet til omkring 5.000 hamborgere, hvis hjem var blevet bombet. I samarbejde med Dansk Røde Kors havde Anna Martensen i 1940 oprettet en forplejningsstation for tyske soldater i Fredericia, og i de sidste krigsår organiserede hun evakueringer fra større byer, en pakketjeneste for soldater ved fronten og fra januar 1945 optagelse af flygtninge hos hjemmetyskerne og delvis også i danske hjem.

Anna Martensen var svagelig og kunne i grunden ikke holde til sit urolige arbejde, der oftest strakte sig til langt ud på natten. Flere gange blev hun smittet af sygdom, bl.a. tuberkulose. Fra efteråret 1944 led hun af en hjertesygdom, som hun ikke tog hensyn til, og i marts 1945 døde hun. To måneder senere var krigen slut. Alle tyske institutioner i Sønderjylland blev lukket, også Anna Martensens kontor, og hendes indsats gik mere eller mindre i glemmebogen.