Anna Marie Aagaard

Præstehjem i Ranum, Vejle og Sønderborg dannede rammen om Anna Marie Aagaards opvækst. Såvel hendes mormoder som hendes moder havde en uddannelse, og at hun selv og hendes yngre søster skulle studere, var en selvfølge. Inspireret af hjemmets engagement i den ydre mission ønskede Anna Marie Aagaard som ganske ung at blive læge og rejse til Indien, men senere drejede interessen sig mod humaniora og teologi. Efter at være blevet nysproglig student fra Sønderborg Statsskole i 1953 begyndte hun teologistudiet ved Århus Universitet. Her fik hun et værelse hos en skoleinspektørfamilie, og året efter blev hun gift med sønnen Johannes A. Teologistudiet koncentrerede hun om Det Gamle Testamente, og hun læste foruden i Århus ved universiteterne i København og Uppsala.

I 1961 blev Anna Marie Aagaard kandidat fra Århus Universitet, og umiddelbart efter blev hun ansat som assistent ved Institut for Gammel Testamente, hvor hun bl.a. underviste i hebraisk. 1962 skiftede hun ansættelse til Institut for Dogmatik. Hun fornemmede tidens gammeltestamentlige studier som golde og savnede det levende og kirkelige engagement. Det var det kirkeligt forpligtende, hun ville sætte i centrum, og ud fra denne grundholdning brugte hun de følgende år på at læse sig ind på det dogmatiske felt. Her valgte hun at koncentrere sig om katolsk og ortodoks teologi, der ikke allerede var repræsenteret på instituttet. I 1967 udarbejdede hun skitsen til det, der skulle blive hendes disputats, og i årene 1968-70 studerede hun med dette for øje i flere perioder i Rom. Under disse ophold boede hun hos det hollandske søsterkommunitet The Ladies of Bethany. Hidtil havde Anna Marie Aagaard taget del i det økumeniske arbejde på lokalt plan, bl.a. var hun sammen med sin mand blandt initiativtagerne til Det Økumeniske Center i Århus 1966. Via det såkaldte enhedssekretariat blev engagementet internationalt. Det førte bl.a. til, at hun i 1968 deltog i Kirkernes Verdensråds generalforsamling i Uppsala som delegeret for den danske folkekirke. Ved generalforsamlingen blev hun medlem af den kommission, der i perioden 1969-72 søgte at restrukturere rådet. I perioden 1970-77 var hun medlem af Det Lutherske Verdensforbunds teologikommission, og i 1977 deltog hun i forbundets generalforsamling i Dar es Salaam, Tanzania. I forbindelse med dette arbejde var hun med til at etablere The Women’s Desk i verdensforbundet.

I 1973 forsvarede Anna Marie Aagaard sin doktordisputats Helligånden sendt til verden, og med den blev hun ikke alene Danmarks første kvindelige doktor i teologi, hun cementerede også sin position i den nationale og internationale forskning. Fra begyndelsen af 1970’erne har hun været en efterspurgt forelæser og underviser ved universiteter i store dele af verden, især i Europa, USA og Indien, men også i det øvrige Asien, i Afrika og i Sydamerika. I 1975 underviste hun ved Yale Divinity School og kom her i kontakt med den katolske orden Maryknollsøstrene. På det teoretiske plan var hun influeret af 1960’ernes teorier, bl.a. befrielsesteologi og kvindeteologi, og af sine internationale erfaringer, ikke mindst fra den tredje verden, men på det praktiske plan blev det Maryknollsøstrene, der for Anna Marie Aagaard konkretiserede kvinders potentiale. De viste hende, at kvinder selv vil og kan. I 1970’erne var hun med til at oprette den økumeniske kvindegruppe i Århus, og i det følgende årti introducerede hun kvindeteologi ved Århus Universitet.

Ellers koncentrerede Anna Marie Aagaard sig i 1980’erne om teologiens dialog med kirken, det kirkeligt forpligtende kom endnu engang i centrum. I festskriftet Spiritualitet, der blev udgivet i 1985 i anledning af hendes 50-års fødselsdag, fremhæves netop hendes evne til at drive teologi som dialog. Denne evne karakteriserer både hendes samarbejde med andre forskere, hendes fagteologiske engagement i kirken og hendes indsats i økumenisk regi. Både i forhold til katolsk og ortodoks teologi drives Anna Marie Aagaard af en teologisk fascination. Men hvor samarbejdet med de katolske kirker er båret af personlige venskaber, har hun holdt en vis afstand til de ortodokse kirker, dog ikke større end, at det også var med støtte fra dem, hun i 1991 blev præsident for Europa i Kirkernes Verdensråd. I 1990’erne har hun i lighed med flere andre i det økumeniske arbejde især beskæftiget sig med de spørgsmål, der skiller kirkesamfundene, bl.a. etik og ret.

Blandt væsentlige poster, Anna Marie Aagaard har varetaget, bør medlemskabet af Statens Humanistiske Forskningsråd i perioden 1985-90 og formandskabet for Det Økumeniske Fællesråd i perioden 1992-98 nævnes. Privat bor hun sammen med ægtefællen professor emeritus Johannes A. og sin søster, tidligere lærerinde Birgit Jørgensen. Anna Marie Aagaard har publiceret adskillige teologiske artikler og bøger, bl.a. Gottes verwundbare Liebe – Heiliger Geist, 1982, Fra europæisk kirke til verdens kirke, 1986, Maria – hver tid sit billede, 1986, og Gregor af Nyssa, 1994.