Anna Kjems

Anna Kjems kom til verden i Ballum sogn i Sønderjylland som det andet af fem børn. Familien var dansksindet og oplevede splittelsen mellem det tyske og det danske, bl.a. ved faderens ansættelse som lærer i det preussiske skolevæsen. Moderen Hansigne Lorenzen, der var forfatter til nationale romaner og digtsamlinger, valgte at udgive sine bøger under pseudonymet Sven Tange for ikke at skabe problemer for ægtefællen. Først i 1919, umiddelbart efter afslutningen af Første Verdenskrig og før afstemningen om Sønderjyllands tilhør til Danmark, fandt hun det rigtigt at udgive under eget navn. Forældrenes dansksindede holdning smittede af på Anna Kjems, der gennem hele sit liv kæmpede for danskheden i det sønderjyske, såvel nord som syd for grænsen. Fra sin stærke moder lærte hun desuden nøjsomhed og at klare sig for små midler, ligesom hun blev indført i broderi, vævning og tønderknipling. Hun lærte at kniple de gamle mønstre, der uden hendes og moderens indsats ville være gået i glemmebogen som aktivt håndværk.

Som ganske ung tog Anna Kjems til København for at gå på tegneskole. Her mødte hun Niels K. i den sønderjyske forening, men da han blev indkaldt som tysk soldat under Første Verdenskrig, kom der til at gå en tid, før de kunne stifte familie. I mellemtiden uddannede Anna Kjems sig til forskolelærerinde i Hoven ved Varde. I 1919 giftede de sig, og året efter fødte hun det første af sine fire børn. Efter Genforeningen i 1920 valgte parret at beholde deres tyske statsborgerskab, således at de uhindret kunne arbejde blandt danske syd for den nye grænse. 1919-22 var ægteparret tilknyttet Skibelund Efterskole, inden de fik ansættelse under Dansk Skoleforening som vandrelærere for det danske mindretal i Sydslesvig. De flyttede til den gamle kro i Harreslev ved Flensborg, og her kom de sidste tre børn til verden. Det var også her, at de skabte grundlaget for det, der skulle blive kendt som Husflidsgården i Harreslev. I 1946 flyttede de ind i gården til byens gamle teglværk. Den var noget forfalden, men snart begyndte de at sætte rummene i stand, mens de selv boede i stalden. Fra sidst i 1940’erne afholdt de kurser i husflidsfag, ægtefællen i børstenbinding og træarbejde, Anna Kjems i bl.a. spinding, vævning og knipling. Det meste af det, der blev fremstillet på Husflidsgården, var brugsting til den nære husholdning, fx æggebægre, bestikkurve, gulvløbere og garn til strikning af sokker. Spinding lærte Anna Kjems ved at iagttage én, der kunne håndværket, og inden længe mestrede hun det også selv. Den uddannelse, hun havde fået som ung, supplerede hun siden, bl.a med et fire-fem måneder langt vævekursus i Sverige. Hun indrettede senere et vævehus i tilknytning til Husflidsgården, og snart underviste hun også i vævning. I huset boede og arbejdede unge piger, der gerne ville lære dansk. Samtidig var gården rammen om en del selskabelighed, og der blev spillet komedie, danset folkedans og fortalt historier.

Anna Kjems var særdeles aktiv i foreningslivet, bl.a. var hun 1922-53 formand for den danske Kvindeforening i Sydslesvig. Mange af hendes initiativer blev realiseret i kvindeforeningens regi, fx Håndarbejdscentralen, der gik ind i kampen for danskheden syd for grænsen. Centralen fik tilskud fra bl.a. De Samvirkende Danske Husholdningsforeninger og fungerede med frivillig arbejdskraft, bortset fra et mindre honorar til lederen Henriette Petersen fra Ladelund, hvis arbejde omfattede optegning af danske mønstre til sofapuder. I 1967 kontaktede Anna Kjems foreningen Danmarks Folkelige Broderier, der siden stiftelsen i 1954 havde indsamlet og registreret privatejede broderier rundt om i landet. Hendes tanke var, at også i Sydslesvig var der bevaringsværdige tekstiler, som naturligt hørte med i denne sammenhæng. Det lykkedes, og snart kunne der samles en diasserie til dokumentation af tingene, ligesom en del af arbejderne kunne indgå i et landsdækkende udstillingsprojekt omkring 1970. Det var ganske overraskende, fordi Sydslesvig som i forhold havde været hærget af ikke mindre end fem krige fra 1848 og frem. Det havde betydet nøjsomhed, også i forhold til tekstilerne, der gerne var blevet genbrugt og syet om undervejs. I 1977 udgav hun bogen Spind selv på håndten og i 1983 fulgte Kniplinger og knæpkager.

Helt til det sidste modtog Anna Kjems gæster i Harreslev og fortalte gerne om sine år med husflid til forståelse af det danske. Forunderligt var det at træde ind i de stuer, der bar præg af flittige hænder og dyb nøjsomhed. Selv æggeskallerne kunne slåes i fine stykker, for siden at blive indfarvet i en toneskala af kaffegrums og atter blive samlet i små dekorative mosaikker. Den tiltagende døvhed klarede hun ved at konstruere sig et hørerør af en gammel plastikslange og med stor værdighed give sig tid til at høre, hvad folk havde at fortælle. Efter hendes død i 1990 er familiens samling af husflidsprodukter og værktøj skænket til Museum og Udviklingscenter for Husflid og Hverdagskunst i Kerteminde.