Anna Christiane Ludvigsen

Anna Christiane Ludvigsen var præstedatter fra Åbenrå og boede næsten hele sit liv i Sønderjylland. Mens hun lå i vuggen, havde familien i 1794 besøg af den verdenskendte schweiziske præst og forfatter J.C. Lavater, som velsignede hende. Denne begivenhed blev så ofte opfrisket i familien, at hun følte, den havde betydning for hende som indvielse til digter. 1796 flyttede familien til Brede i det vestlige Sønderjylland, hvor hun gik i skole hos sin fader sammen med unge præstesønner og opvakte bondedrenge og lærte bl.a. tysk, fransk og latin. I 1819 giftede hun sig med præsten J. S. Jessen, og i de følgende år var ægteparret præstefolk i forskellige sønderjyske sogne, først i Dagebøl, siden i Visby og sidst i J.S. Jessens fødesogn Vedsted. Med tiden viste han sig at være svagelig, bl.a. led han af svære depressioner. Han døde i 1842, hvorefter Anna Christiane Ludvigsen flyttede hjem til faderen, der var blevet enkemand. 1844 giftede hun sig med præstegårdens 22 år yngre avlskarl og blev bondekone, sidst i Nørre Vollum nær Brede. Hun flyttede til Ribe i 1864 efter sin mands død og det danske nederlag i krigen, men vendte 1867 tilbage til Sønderjylland, der nu var under prøjsisk styre, og slog sig ned i Tinglev, hvor hun tilbragte sine sidste 17 år.

Sønderjylland var i 1830’erne og i årtierne efter præget af en national rejsning blandt de dansksindede, og netop denne særlige baggrund fik afgørende betydning for Anna Christiane Ludvigsens succes som forfatter. Mens hun endnu var præstekone, debuterede hun omkring 1840 under mærket “Hedeblomster af Anna” med en række digte i de dansksindedes nye markante organ, dagbladet Dannevirke, der udkom første gang i 1838. I 1845 fik hun på Adam Oehlenschlägers anbefaling optaget nogle digte i P.L. Møllers årsskrift Gæa, og i 1851 sendte hun en pakke digte til B.S. Ingemann til udtalelse. Han rådede hende til at udsende dem som privattryk, og 1852 udgav hun to bind Markblomster af Anna. Anna Christiane Ludvigsens digte er ret uoriginale, både i emne, sprog og holdning. Hun var Oehlenschlägerepigon og brugte uhæmmet af de billeder og klichéer, som han havde gjort gængse. De bedste af hendes tekster er helt klart de digte, hvor hun søger at gengive en selvoplevet stemning eller begivenhed. Den filosofiske og patetiske lyrik beherskede hun ikke, hvor gerne hun end ville. Alligevel fik hun en ganske stor betydning, fordi hun fremkom med sine digte samtidig med, at danskheden brød igennem i Sønderjylland. Der var brug for alle, der kunne skrive og digte på dansk. Det var ikke nok at hente digte og fortællinger nordfra, den sønderjyske danskhed måtte manifestere sig i sin egen ret. Her kom hendes digte om sønderjysk natur og folkeliv på rette tid og sted. Hvad Laurids Skau blev politisk og folkeligt, blev hun i nogen grad i lyrikken, og hun fik status som “Sønderjyllands Digterinde”.