Anna Callø

Anna Callø voksede op i Halk syd for Haderslev. Faderen, der var smed, døde ret ung, og moderen giftede sig igen med en landmand. Konfirmationsforberedelsen, som hun fulgte i to år, foregik hos pastor H.V. Rasmussen, der var kendt som en dygtig, engageret og meget dansksindet mand. Han havde øje for hendes gode evner og opmuntrede hende til læsning og deltagelse i samfundslivet. Den vante vej ud at tjene afbrød hun da også snart selv og søgte at uddanne sig ved privatundervisning og læsning af især historie og dansk litteratur. Således rustet fik hun ansættelse som timelærerinde på Louise Taubers højere Pigeskole i Haderslev.

Anna Callø var over 30 år, da hun i 1880 giftede sig med den velhavende gårdejer og kvæghandler Dambe Markussen C. og rykkede ind på Søndergård i Erlev. Dansk tanke og tale lå hende stærkt på sinde, og med den endelige indførelse af tysk som skolesprog i Nordslesvig i 1888, hvorefter kun de fire ugentlige religionstimer foregik på dansk, gik hun aktivt ind i nationalitetskampen. Hun blev således officielt tilmeldt som hjemmelærer for sine egne og andre børn, ligesom hun blev en af landsdelens mest eftertragtede foredragsholdere og skrev talrige debatindlæg og digte, hvoraf mange blev optaget i Dannevirke. Hun var stærkt påvirket af kvindebevægelsen i Danmark, og hendes mest markante indsats blev grundlæggelsen af Den Nordslesvigske Kvindeforening (DNK). Stiftelsen fandt sted i 1907 på Folkehjem i Åbenrå, men den officielle status måtte afvente vedtagelsen af en ny preussisk foreningslov, som tillod kvinder at danne foreninger. Foreningens officielle oprettelsesår er således 1910. Dens formål var at støtte den i 1892 dannede nordslesvigske skoleforenings arbejde med at sende unge sønderjyder på ophold i Danmark for at gøre dem mere fortrolige med såvel det danske sprog som dansk kultur. Målgruppen for DNK var de ringest stillede unge, hvis forældre ikke selv magtede at anspore dem, endsige udstyre dem med det nødvendige sengetøj, bøger og rejsepenge. Foreningen er undertiden af samme grund blevet kaldt Dyneforeningen. Både til efter-, høj- og fagskoleophold blev der ydet støtte. DNK fik stor tilslutning i årene 1910-14 og tog også andre sociale opgaver op. En af disse var at sende kirtelsyge børn på sanatorium i Danmark, en anden at sørge for at give trængende bybørn et landligt ferieophold. Med udbruddet af Første Verdenskrig i 1914 blev foreningens virksomhed midlertidigt indstillet, og dynerne generøst stillet til rådighed for tysk Røde Kors. Anna Callø måtte se alle tre sønner indkaldt til tysk krigstjeneste. I foråret 1916 døde hun efter nogen tids svagelighed, knap 68 år gammel.

Anna Callø fremstår som en stærk personlighed, der gennem sin frejdighed, begavelse og omsorg for de grundlæggende værdier blev en samlende figur i den nationale kamp. Man fornemmer, bl.a. gennem hendes digte, at højere mål lå hende på hjerte såvel i den hjemlige vandel og børneopdragelse som i det udadvendte virke, hvor hun var at finde i næsten alle nationale initiativer i og omkring Haderslev, herunder også frimenighedens liv. Som initiativtager til DNK har hun udført en pionergerning og sat sig et varigt minde. Kvindeforeningens organisering med tillidsrepræsentanter i hvert sogn gjorde den til et opsøgende netværk for den målrettede kvindeindsats på lige fod med de tre store forbilleder: Sprogforeningen, oprettet 1880, Vælgerforeningen, oprettet 1888 og Skoleforeningen. Selvom mændenes indsats var bærende her, deltog kvinder bl.a. ved at adminstrere Sprogforeningens lokale bogsamlinger. Fra 1909 fik Anna Callø sæde i Sprogforeningens tilsynsråd. Hendes indsats for det danske modersmåls og den danske, oplyste folkeligheds overlevelse under fremmedherredømmet har givet hende en plads i det nationale portrætgalleri i Billedsalen på Folkehjem i Åbenrå. Hendes portræt blev afsløret ved DNKs 50-års jubilæum i 1957 af sønnen kreditforeningsdirektør P.A. C., der også selv havde taget aktiv del i den nationale kamp.