Anna Borg

Anna Borg var datter af Islands store skuespillerinde Stefania Gudmundsdóttir og allerede som barn scenevant i barneroller gennem sin optræden sammen med moderen. Da der ikke fandtes en egentlig teateruddannelse i Reykjavik, sendte hendes forældre hende på opfordring af teaterdirektør Adam Poulsen, der 1925 gæstede Island, til København, hvor hun 1925-27 gennemgik Det Kgl. Teaters elevskole med bl.a. Poul Reumert som lærer. Hendes første sceneoptræden var 6. dame i Henrik Ibsens Kærlighedens Komedie og Leonora i Ludvig Holbergs Den Stundesløse, men den egentlige debut fandt sted i 1929 med hovedrollen som Maria i R. Schildts Galgemanden i samspil med Reumert. Anna Borg sled med det danske sprog og optrådte i de følgende år i ungpigeroller, bl.a. som Anne Boleyn i Kaj Munks Cant, 1931, som Margareta i Goethes Faust, samme år, og som Agnete i J.L. Heibergs Elverhøj. Hun fik endvidere en række roller i Adam Oehlenschlägers skuespil, bl.a. Valborg i Axel og Valborg og Gudrun i Kjartan og Gudrun. Det var søde, uskyldige piger, som hun forlenede med stor poetisk udstråling. Især var hun glimrende i Oehlenschlägers stykker, hvis kvinderoller havde lighed med kvindetyperne i de islandske sagaer.

Anna Borg blev i 1932 gift med Reumert i Reykjavik, og i de følgende somre opholdt de sig med deres to børn i sommerhuset ved Kandestederne eller i Reykjavik, hvor hun gæstespillede flere gange. Sammen med sin ægtefælle var hun ansat på Dagmarteatret 1934-36 for atter i 1938 at vende tilbage til Det Kgl. Teater, hvor hun følte sig bedst tilpas. I disse år åbnede nye forfattere for andre sider af talentet. Med Klytaimnestra i Sartres Fluerne, 1946, Regine Gidden i Lillian Hellmans De små Ræve, 1947, og Laura i Strindbergs Faderen, 1950, tildeltes hun karakterroller, som hun gennem sit statuariske og storladne spil gav et eget særpræg.

Under et gæstespil i Reykjavik i 1951 blev Anna Borg alvorligt syg af galdesten, og først efter flere års sygdom betrådte hun atter scenen i 1954. Sygdommen havde dog tæret på hende, også på hendes udseende, men hun formåede alligevel at skabe en monumental og uforsonlig Dronning Elisabeth i Schillers Maria Stuart. I disse år var hun tillige lærer ved operaskolen og iscenesatte bl.a. Verdis to operaer Maskeballet og Rigoletto på Det Kgl. Teater. Men også moderne dramatik satte hun i scene som fx H.C. Branners Thermopylæ, 1958, med Reumert som professoren, og L. Verneuils Elsker-elsker ikke på Ålborg Teater i 1960. Inden Anna Borg omkom ved en flyulykke, nåede hun i 1961 at skabe endnu en Oehlenschlägerrolle som Dronning Bera i Hagbart og Signe. Hun var måske den sidste skuespillerinde, der evnede at levendegøre denne forfatters kvindeskikkelser. Den store patos, som var hende velkendt fra traditionen i hendes hjemland, blev med tiden hendes styrke. Året efter Anna Borgs død udgav Reumert i 1964 Anna Borgs erindringer. Hun tildeltes i 1941 Ingenio et arti.