Ann-Sofi Norin

Ann-Sofi Norin var født i Malmø. Hun startede som turnéskuespiller i den svenske provins, inden hun kom til Stockholm og blev elev af Julia Håkanson. I 1919 blev hun engageret til Folkteatern, hvor hun medvirkede i operetter og lystspil og desuden fik chancen hos den svenske revykonge K. Gerhard. Gennembruddet kom i foråret 1920 i den franske farce Kokottskolan, hvor hun med gallisk temperament og kvikhed henrykkede som raffineret ung parisisk kvinde. Rollen passede til hendes pikante, men også særegne artistiske stil og originale type. Succesen var overvældende, og opførelsen måtte forlænges. Modvilligt lod hun sig overtale af kollegaen og vennen G. Ekman til at medvirke i en forestilling på det senere nedlagte Djurgårdsteatern. Mens han fik stor personlig succes, var kritikken hård ved hende, og i skuffelse accepterede hun et tilbud i sommeren 1921 fra den danske teatermand Oscar Holst om at gentage sin succes i Kokotteskolen på Apollo Teatret i København Her blev hun modtaget med begejstring, og hun valgte derefter at fortsætte karrieren på dansk grund. Udover den pikante, men også lidt sart nervøse fremtoning havde hendes spil et erotisk skær, som stod i kontrast til hendes egentlig ikke særlig smukke ydre. Der var noget mongolsk over hendes ansigtstræk, men øjnene var spillevende.

Ann-Sofi Norin lærte sig hurtigt det danske sprog, men hun bevarede alligevel en svensk klangbund, som hun bevidst kunne spille på helt ud i karikaturen. Hun fortsatte i operetten Madame Tapins Mænd, 1924, hvor begejstringen for hendes spil ikke var mindre. Da Ludvig Brandstrup i 1925 startede sine Co-Optimistrevyer, blev Ann-Sofi Norin en del af det ni mand store hold. Formen var oprindelig engelsk, og truppens medlemmer var alle iført gul-lilla pjerrotdragter med bred krave. Brandstrup var konferencieren, der kædede numrene sammen. Her udviklede hun sig som kabaretkunstnerinden, der brillerede i sketchene med kvik intelligens, og som kunne synge en munter vise, så den blev et sandt festfyrværkeri. Også den mere sentimentale vise beherskede hun som fx En lille Taare, som ingen ser, smægtende, på grænsen til det klæbrige, mens der samtidig var noget humoristisk afvæbnende over Hvor er du nu, min lille glade Ven. Hendes skiftevis morsomme og sjælfulde foredrag var båret af ægte følelse, som kaldte på både latter og medfølelse. Hun trivedes på den lille, intime scene, hvor det begavede vid var i højsædet, og fulgte med Co-Optimisterne de ti år, de optrådte. Undervejs giftede hun sig med Brandstrup.

Efter Co-Optimistperioden overgik Ann-Sofi Norin til det ældre og mere modne rollefag. Hun spillede således glimrende komedie i Poul Henningsen-forestillingen Hvem som helst på Apollo Teatret i 1938 og lavede på Riddersalen en spændende fremstilling af mrs. Peachum i Bertolt Brecht-forestillingen Laser og Pjalter. Derefter trak hun sig tilbage fra rampelyset og nød rollen som husmoder og landmandskone på ægteparrets gård ved Bagsværd. Hendes sidste offentlige optræden var i forbindelse med Brandstrups 50-års fødselsdagsfest på Apollo Teatret i 1942, hvor hun gik på scenen sidst på aftenen og sang nogle af sine gamle succeser. To måneder senere blev hun syg og døde få dage efter, 48 år gammel.