Anita Saij

Egne veje har Anita Saij valgt at gå hele livet. Og i den danske danseverden har hun manifesteret sig som den kompromisløse ener, der har insisteret på at opløse dansen. Hun har zoomet ind, fokuseret på den mindste bevægelse så længe, at tilskueren til sidst ikke kunne se andet, og dog meget mere, og hun har trukket tiden ud i en tilsyneladende endeløshed, der alligevel bagefter har føltes berigende koncentreret.

Anita Saij stiftede bekendtskab med dansen gennem den lokale gymnastikforening i Frederiksværk, hvor hun voksede op. Senere kastede hun sig ud i en autodidaktisk undersøgelse af multimediakunst, inden hun i 1982 blev optaget af kropsteatrets udtryk og ikke mindst den japanske butohdans’ overraskende kropsforvrængning. Gennem et langt ophold i Japan og Korea 1986-89 mødte hun desuden det asiatiske udholdenhedsideal, der senere fik hende til at skabe forestillinger, der udsatte performeren for næsten umenneskelige anstrengelser, der paradoksalt førte til ekstatisk udmattelse, men også befrielse. Selv har hun aldrig været til at sætte i bås, ikke mindst på grund af sit samarbejde med kunstnere inden for vidt forskellige stilarter. Gennemgående har dog været hendes næsten groteske, visuelle stil, ofte understøttet af lysdesign af hendes tidligere samlever Mogens Kjempff.

I 1986 skabte Anita Saij flere forestillinger i Japan, bl.a. soloen Womb of the Ocean sammen med den da 84-årige butohmester K. Ohno, der var hendes lærer. Samme år etablerede hun kompagniet Teatret Dance Lab på Amager, hvor hun også har udbudt undervisning i diverse kropsdiscipliner. For Dance Lab har hun skabt forestillinger i mange forskellige genrer og med så mange væsensforskellige kropsudtryk, at kun eksempler kan forklare det: Det sorte hul, 1988, var en koreografi for 11 dansere i Burmeister & Wain-hallen, Ildfluer, 1992, en danseteater tour de force for tre kvinder til den tyske avantgardegruppe Einstürzende Neubautens musik og Den blå cabaret, 1992, en ekspressionistisk spejlteltsforestilling. I 1994 skabte hun koreografien til Orfeo, som var en opera af og med Hotel Pro Forma til forfatteren Ib Michaels tekster og med vokalensemblet Ars Nova, og i 1995 fulgte Woman in a Bath Tub til Den Kgl. Ballet. Katarsis fra 1995 var tragedier til musik af den spanske sangerinde Diamanda Galás med vokalensemblet Ars Nova, Einstürzende Neubauten, det finske råbekor Mieskuoro Huutajat og den ungarske danser Yvette Bozsik. Acid Cirq som blev opført i Kanonhallen 1998 var en cirkus-teater-musik-hybridforestilling med europæiske artister, hvorimod Nattevandrer, 1998, var en kvindesolo. Det er lykkedes Anita Saij at turnere vidt om i verden med sit kompagni, og i 1990 modtog hun Dansens Pris som Danmarks mest nyskabende danser og koreograf. Netop det nyskabende har kontinuerligt været hendes kendetegn.