Anette Fischer

Anette Fischer voksede op i en forstad til København og tog i 1965 studentereksamen fra Ballerup Gymnasium. Hun var 1965-70 elev på Danmarks Biblioteksskoles linie for folkebibliotekarer. Allerede inden hun havde taget eksamen, fik hun et vikariat som bibliotekar ved skolens eget bibliotek. 1971 blev hun ansat som undervisningsassistent, men forlod efter eget ønske stillingen samme år for i begyndelsen af 1972 at rejse til Tanzania med ingeniør Carl Eli F., som hun netop var blevet gift med. Parret virkede som ulandsfrivillige de følgende år, hun som bibliotekar ved biblioteket i Dar-es-Salaam, han som ingeniør ved landets jernbaner. Efter hjemkomsten til Danmark 1974 var Anette Fischer et års tid ansat ved Filmmuseets Bibliotek, hvorefter hun blev bibliotekar ved Rødovre Bibliotek. Resten af sit liv arbejdede hun med at vedligeholde bibliotekets omfattende referencesamling. Hun var så værdsat, at hun fra 1986 fik en særaftale, som satte hende i stand til samtidig at varetage sit ulønnede arbejde inden for menneskerettighedsorganisationen Amnesty International (AI).

Anette Fischer havde i mange år været aktivt medlem af AI, inden hun først blev kampagnekoordinator og i 1983 indvalgtes i den kollektivt ledede bestyrelse for den danske afdeling. I 1986 blev hun valgt som den første formand for den danske afdeling. AI havde da eksisteret i Danmark i 22 år, men altid haft en udpræget flad struktur. Mange medlemmer opfattede snarere AI som en bevægelse end som en organisation, og bølgerne gik højt, inden man kunne blive enige om, at det måske trods alt var praktisk med en person, der officielt kunne repræsentere AIs danske afdeling. 1989 blev Anette Fischer valgt ind i den internationale bestyrelse, der er det øverste besluttende organ for AI. To år efter blev hun i 1991 som den første dansker og den første kvinde valgt til formand for bestyrelsen og dermed leder af hele den internationale organisation. Året efter omkom hun og hendes ægtefælle ved en bilulykke i Italien.

Trods den korte tid Anette Fischer stod i spidsen for AI, nåede hun at præge arbejdet i bevægelsens top. Som person var hun beskeden, og hendes fremmeste mærkesag var at mindske afstanden fra græsrødderne til ledelsen. Det var derfor i mere end en forstand lidt af et paradoks, at netop hun skulle stå i spidsen for en bevægelse, der i 1992 talte mere end 1,1 mio. medlemmer jorden over. Men hun var også en samlingsfigur og et ihærdigt, varmt og stærkt menneske, der på sin egen stilfærdige måde forstod at tackle samarbejdet såvel på nationalt plan som i den internationale bestyrelse, hvis medlemmer kommer fra lande over hele jorden og derfor har meget forskellige baggrunde. Gennem hele sit liv forberedte hun sig grundigt til de opgaver, hun påtog sig, så hun kendte til og kunne danne sig sin egen mening om en sag. Samtidig lyttede hun til andres synspunkter, så de kunne indgå i de beslutninger, hun skulle træffe, ligesom hun vedblev at arbejde på lokalt plan sideløbende med sine ledelsesopgaver og den omfattende rejsevirksomhed, de indebar. Anette Fischer havde således den sjældne evne at kunne arbejde som græsrod i Valby og samtidig være lederen, der var i stand til klart og effektivt at præsentere og forsvare AIs holdninger over for myndigheder og presse i de lande, hvor menneskerettighederne blev overtrådt.