Faktaboks

Ane Jensen
Født
28. december 1818, Trunderup, Kværndrup Sogn
Død
27. januar 1897, Trunderup, Kværndrup Sogn
Familie

Forældre: gårdejer Hans Jørgensen (1774-1858) og Kirsten Pedersdatter.

Gift 23. oktober 1841 med gårdejer, politiker Jens Jensen, født 24. december 1812 i Trunderup, Kværndrup sogn, død 10. juni 1906 samme sted, s. af gårdejer Jens Jakobsen og Anne Jensdatter.

Børn: Jens (1842), Peder (1843), Anne Kirstine (1844), Peter (1846), Hans (1847), Jens (1849), Sara (1851), Kirsten (1854), Trine (1856), Karen Nielsine (1858).

Ane Jensen giftede sig 1841 med gårdmanden på en nyudflyttet fæstegård Nørremosegård i Trunderup ved Kværndrup på Fyn. Hendes velstående forældre på en hoverifri gård var ikke mildt stemt over for partiet og var ikke videre hjælpsomme imod dem. Med dygtighed og energi arbejdede Ane Jensen og hendes mand sig frem til relativt gode kår, og også hendes børn, hvoraf de to ældste døde som små, måtte hænge i; om sommeren var alle i gang fra fire morgen til ni om aftenen med en times middagspause. Børnenes undervisning foregik i vinterhalvåret, men Ane Jensen ville ikke sende dem i sognets skole, hvor degnen var en tidligere underofficer, hvis undervisning var præget af gold udenadslæren. Hun besluttede selv at undervise sine børn og fik uventet støtte hertil fra skolemanden Christen Kold, som oprettede en højskole i 1851. Hun var i sit barndomshjem vokset op med vækkelse, og hun havde lært ham at kende gennem sin og sin mands tilknytning til Ryslinge menighed, hvor grundtvigianeren Vilhelm Birkedal var blevet præst 1849. Gennem Kolds fortælling for børnene under hans gentagne besøg på gården blev hun klar over bibel- og historiefortællingens betydning i undervisningen og blev selv en dygtig fortæller og underviser, og hendes skole dannede begyndelsen til Trunderup Friskole, en af de første friskoler i landet. Som en af de første kvinder af bondestanden offentliggjorde hun et debatindlæg i tidsskriftet Budstikken 1859, hvor hun skrev om børneopdragelse og forkyndelse.

I 1852 blev Jens J. valgt til Folketinget og sluttede sig tæt til N.F.S. Grundtvig og Det nationale Venstre. I 1860 var Ane Jensen på besøg hos sin mand i København og hævdede i en diskussion med folketingsmanden Jens Jørgensen, at kvinder også skulle have mulighed for at komme på højskole. Dette var både han og hendes mand uenige i, og sammen gik de til Grundtvig for at lade ham afgøre spørgsmålet. Jens Jørgensen indledte med, at det drejede sig om en kone, der ikke var til at styre. Hun ville have, at også pigerne skulle på højskole. Ane Jensen begrundede sin opfattelse med, at pigernes undervisning nødvendigvis måtte være på højde med karlenes for at sikre fundamentet for både ægteskabet og børneopdragelsen. Grundtvig faldt længe i dybe tanker, og hans pibe gik ud. Endelig løftede han hovedet og sagde: “Konen har Ret, Pigerne bør ogsaa paa Højskole.” I sommeren 1861 oprettede Jens Schjørring den første pigehøjskole i Sødinge ved Ryslinge med bl.a. Ane Jensens ældste datter som elev.

Beskrivelser og portrætter af Ane Jensen

  • Foto i Det Kgl. Bibliotek.
  • H.C. Frydendahl: Dyrlæge P. Jensens Hundredaarsbog, 1946. Holger Begtrup: Grundtvigske Hjem i det 19. Aarhundrede, 1929.

Tilknytning til organisationer

  • Trunderup Friskole

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig