Andrea Eriksen

Andrea Eriksen voksede op i et husmandshjem ved Holstebro med ni børn. I 1909 var hun elev på Vallekilde Højskole, derpå blev hun kokkepige i kbh.ske borgerhjem. Egentlig var det hendes plan at drive pensionat, men det fik hun ikke økonomisk mulighed for. Hendes arbejdsgiver borgmester Carl Lehmann opfordrede hende til i stedet at søge ind ved hospitalsvæsenet, ikke for at blive sygeplejerske, men for at lave mad. I 1916 blev hun som 29-årig elev på Blegdamshospitalet, og allerede i 1919 var hun underbestyrerinde i køkkenet. 1922-26 var hun køkkenbestyrerinde ved Øresundshospitalet, og 1926-57 havde hun den prestigefyldte stilling som køkkenbestyrerinde på Kommunehospitalet, der var et af landets største sygehuse. Andrea Eriksen kom desuden til at spille en afgørende rolle i organiseringen af økonomaer og udviklingen af diætetik. I 1920’erne var det endnu ikke klarlagt, om madlavning på sygehuse skulle være et selvstændigt fagområde, en del af sygeplejerskernes arbejdsområde, eller om husholdningslærerinder skulle forestå madlavningen. Da Andrea Eriksen sammen med en kreds af kbh.ske økonomaer i 1923 dannede Foreningen for Økonomaer og Assistenter ved Hospitaler, Sygehuse, Sanatorier og lignende, senere Økonomaforeningen (ØKF), var formålet at “højne Standens Interesser” gennem en formaliseret uddannelse. Derimod blev lønforhold oprindeligt ikke betragtet som foreningens anliggende. ØKF var en standsforening, ikke en fagforening. Organiseringen var afgørende for, at madlavning og køkkenledelse på sygehuse og andre institutioner blev et selvstændigt fagområde. Andrea Eriksen blev ved starten valgt til næstformand og ansvarshavende redaktør for medlemsbladet Økonomaen, men allerede i 1925 overtog hun formandsposten, som hun bestred til 1948. Som formand arbejdede hun for at skaffe økonomaerne anseelse og respekt, ikke mindst gennem etablering af den uddannelse, der indtil 1964 blev drevet af ØKF.

I de første år var uddannelsen blot en foredragsrække om ernæringsforskningens nyeste resultater, men fra 1934 fik økonomaelever tilbudt et tremåneders kursus. Kurset omhandlede primært diætmad, mens ordinær madlavning og regnskab kun fik en beskeden plads. Uddannelsen skulle sætte økonomaerne i stand til at samarbejde med lægerne om at bruge maden som led i behandlingen, og dermed sikre dem en plads i sygehusenes hierarki. Andrea Eriksen udstak kursen med Affedningsdiæt, 1934, beskrivelser af sygekost, som hun havde udviklet sammen med Kommunehospitalets læger. I 1933 var hun blevet formand for det udvalg, der udarbejdede en ny kostordning for provinssygehusene, hvad der må ses som en anerkendelse af såvel hendes som ØKFs indsats. De hidtidige retningslinier var udarbejdet omkring 1880-90, før ernæringsvidenskaben tilkendte vitaminer betydning.

I 1931 meldte ØKF sig ind i Danske Kvinders Nationalråd. Foreningen tilsluttede sig også Danske Kvinders Erhvervsraad, der blev stiftet i 1934 for at forbedre kvinders stilling på arbejdsmarkedet og Danske Kvinders Samfundstjeneste fra 1940. Andrea Eriksen skrev i 1942 Lotternes Kogebog, udgivet af en anden krigsorganisation Danske Kvinders Beredskab. Selv havde hun som en af de første økonomaer meldt sig ind i Dansk Kvindesamfund i 1936. Efter Anden Verdenskrig deltog hun i forplejningen af koncentrationslejrfanger, der passerede København på vej hjem, og modtog i den anledning Norsk Røde Kors’ Fortjenstmedalje i 1945.

Ved ØKFs 25-års jubilæum i 1948 gik Andrea Eriksen af som formand. Hun havde været energisk og initiativrig, men også ganske egenrådig, og efterhånden var en yngre generation begyndt at stille krav om en mere markant faglig kurs. I 1950’erne blev hun leder af Økonomaskolen sammen med Ellen Hessellund, der havde været lærer på skolen gennem flere år. På trods af mange års bekendtskab var samarbejdet vanskeligt, og snart fik Andrea Eriksen et ikke nærmere specificeret “overordnet” ansvar, mens Hessellund havde den daglige og økonomiske ledelse. Mod Andrea Eriksens anbefaling blev det fastholdt, at eleverne skulle betale for at gå på Økonomaskolen, selvom skolens økonomiske forhold var stabiliseret ved statstilskud fra 1950. Hendes mange personlige forbindelser til indflydelsesrige embedsmænd og politikere kom stadig ØKF til gode og var medvirkende til, at foreningen blev anerkendt som forhandlingsberettiget og fik den første overenskomst med Sygehusforeningen i 1952. Som 70-årig trak hun sig i 1957 tilbage såvel fra Økonomaskolen som fra Kommunehospitalet, hvor hun havde været en afholdt leder af køkkenet. Hun havde haft tjenestebolig på hospitalet. De sidste år boede hun hos en søster, der var forstanderinde for gigtsanatoriet i Gråsten.

Andrea Eriksen prægede med sin personlighed ØKF fra dens oprettelse. Det var ikke mindst i kraft af hendes målrettede indsats gennem mere end 25 år, at det lykkedes for de ca. 200 økonomaer i foreningen at få defineret ledelsen af og arbejdet i de store institutionskøkkener som et selvstændigt fagområde.