Amalie Claussen

Amalie Claussen voksede op ved Børglum Klosterskov i Vendsyssel mellem Hjørring og Frederikshavn, hvor faderen var skovrider. Uden søskende og i det ensomt beliggende hjem, hvor hun boede, til hun fyldte 19 år, tegnede hun i naturen og skrev digte allerede fra det ottende år. Hun tegnede skitser til de historier, hun hørte, og lavede også selv historier, som hun fortalte forældrene. Da hun var 14 år, døde faderen, og hun begyndte at skrive på det store digt Gisninger, hvis titel afspejler hendes livslange religiøse og eksistentielle anfægtelser.

Efter at være flyttet hjemmefra tog Amalie Claussen til København, hvor hun i en periode læste til lærerinde på Femmers Kvindeseminarium. I begyndelsen af 1880’erne startede hun en skole i Frederikshavn, men afbrød dette arbejde og tog til Wien for at lære at male. Rejsen fulgte efter endnu et eksistentielt opgør og et selvmordsforsøg, fortalte hun senere til journalist Axel Wessel i Spejlet 1902. I 25-30-års alderen stiftede hun bekendtskab med hypnotisme, magnetisme, unitarisme og til sidst spiritisme. Hun var dog 40 år, før hun kom til klarhed om sit trosstandpunkt, en dogmeløs gudelære med et spiritistisk grundsyn. Gennem årene udgav hun flere religiøse bøger, kendtest er Mit Livssyn, 1905, og En ny Reformation, 1929, sidstnævnte udgivet af Psykisk Oplysningsforening.

Efter opholdet i Wien var Amalie Claussen en kort tid fotograf i Århus. Derefter rejste hun til Norge for at studere parapsykologiske fænomener, indtil hun endelig i midten af 1890’erne slog sig ned i Brønderslev og valgte fotografiet som levevej. Hun drev eget fotografisk atelier i byen indtil 1898 og åbnede i 1897 også forretning i Skagen, i begyndelsen kun som sommerbeskæftigelse. Ud over at fotografere fortsatte Amalie Claussen med at digte, tegne, male og skrive. 1898 er hun noteret som medlem af Dansk Fotografisk Forening, og hun var ligeledes medlem af Nordjyllands Fotografiske Forening i Brønderslev. Amalie Claussen tog først og fremmest portrætter af Skagens faste beboere, men også af sommergæsterne. De fleste portrætter er af den traditionelle visit- eller kabinetkortstørrelse. Hendes portrætoptagelser er ligefremme og har bevaret deres friske djærvhed. De demonstrerer, hvorledes tidligere tiders fotografiske mode bevaredes længere i den danske provins. Hendes udendørsoptagelser viser hende som en god iagttager, og hendes fascination af Skagens storladne natur skinner igennem. I hendes arbejdsdagbog kan man læse, at hun ofte afbrød sine gøremål i atelier og mørkekammer for at hellige sig udefotografering. Hendes teknik var fremragende. Amalie Claussen har kun efterladt sig få fotografier, men hun har heller ikke skullet ernære sig alene som fotograf. Hendes engagement i erhvervet var udtalt og hendes arbejdsdage lange, fra halv ni om morgenen til klokken 20 om aftenen. På grund af sin isolerede placering på det nordligste punkt i landet udførte hun alt det fotografiske arbejde selv, fra bromidmontering til indramning. Fra omkring 1929 slog hun sig ned i Frederikshavn i egen villa smukt beliggende ved stranden, men hun var ikke længere aktiv fotograf.