Faktaboks

Alma Heiberg
Født
21. januar 1882, Avlum sogn
Død
20. august 1968, København
Arbejdsliv
Akademiker, doktor og anmelder
Familie

Forældre: sognepræst Johan Alfred H. (1848-1936) og Julie Magdalene Lorentzen (1847-1926).

Alma Heiberg tilbragte næsten 25 år af sit liv i Tyskland og blev i mellemkrigsårene en vigtig formidler mellem tysk og dansk musikliv. Hun fødtes i en børnerig præstefamilie i Vestjylland, men som følge af faderens embedsskift voksede hun op i Strib, Odense og København Der blev lagt megen vægt på, at alle børnene fik en god uddannelse. En søster uddannede sig til sygeplejerske, en anden til faglærerinde, mens Alma Heiberg tog almindelig forberedelseseksamen og 1914 studentereksamen.

Efter at Alma Heiberg i 1915 havde taget filosofikum ved Københavns Universitet, tog hun til Dresden for at studere sang, teori og musikhistorie ved byens konservatorium. Hendes praktiske sangstudium blev dog forhindret af åndedræts- og luftvejslidelser, og først da hun begyndte at arbejde med en kombination af åndedræts- og sangteknik bedredes hendes tilstand så meget, at hun kunne fuldføre sin uddannelse til sangpædagog. Hendes overvejelser herom udmøntede sig bl.a. i de to skrifter Aandedræts-Teknik som Helbredelsesmiddel og som Sangkunstens Grundlag, 1926, og Stemmens Væsen, 1945. Under opholdet i Tyskland var hun knyttet som korrespondent til tidsskrifterne Musik og Dansk Kirkemusiker-Tidende, og indtil slutningen af 1930’erne skrev hun adskillige bidrag om centraleuropæiske musikbegivenheder og om opførelser af dansk musik i Tyskland. Da hun som korrespondent havde fri adgang til opera- og skuespilteatrene, overværede hun mange forestillinger og koncerter, hvad der ikke blot gav hende et kvalificeret grundlag at bedømme musik på, men også skaffede hende gode kontakter til tyske musikere. I 1921 fik hun således arrangeret, at koret fra operaen i Dresden kom til Danmark, og samme år tog hun initiativ til at afholde kunstopdragende aftener i København med assistance af bl.a. en tysk kunsthistoriker og tyske sangere. I Københavns Universitets festsal holdt hun 1921 foredrag om Schubert og den tyske lied. I årene 1918-20 udgav hun desuden fem operaførere til Wagners værker. Heraf er Nibelungens Ring, 1920 (tysk udg. samme år), den mest indsigtsfulde fremstilling af Wagners operatetralogi på dansk. Sideløbende med sin skribentvirksomhed studerede Alma Heiberg musikhistorie ved universiteterne i Jena, Berlin, München og Prag, og i 1925 blev hun ved Prags universitet den første danske kvindelige doktor i musikvidenskab. Hendes disputats Zur Tabulatur des Meistergesangs, der var affødt af hendes beskæftigelse med kilderne til Wagners operaer, behandler tysk mestersang på grundlag af en række 1500-tals manuskripter. Efter sin studietid ville hun virke for sangens og stemmeplejens udbredelse i Danmark, men det kunne ikke sikre hende et levebrød, og i årene 1931-39 tilbragte hun derfor otte måneder hvert år med fortsatte studier og skribentvirksomhed i Tyskland. Den resterende tid ernærede hun sig i København som sangpædagog og som autoriseret fremmedfører på engelsk, fransk, italiensk og tysk. Omkring 1940 vaktes hendes interesse for negro spirituals, og foruden at udgive udvalget Negro Spirituals, 1948, holdt hun foredrag og talte i radioen om de afrikanske slavers åndelige sange, hvori hun så det ægte menneskelige komme til udtryk.

Beskrivelser og portrætter af Alma Heiberg

  • Foto i Det Kgl. Bibliotek.
  • Dansk Musiktidsskrift, 1930. Dansk Kirkemusiker-Tidende 1/1926. Musik 4/1921, 11/1921. Tidens Kvinder 11/1921.

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig