Allis Helleland

Allis Helleland voksede op i et miljø, der kan synes fjernt fra det kunstneriske og akademiske. Hun var dog velbekendt med hjemstavnens malere Jens Søndergaard og brødrene Kristen og Niels Bjerre, og de prægede ligesom det indremissionske miljø hendes opvækst. Efter studentereksamen fra Struer Statsgymnasium 1972 studerede hun kunsthistorie ved Århus Universitet. Under studietiden var hun 1980- 85 volontør ved Kobberstiksamlingen på Statens Museum for Kunst og 1983-84 på studieophold i Rom og Paris. 1980-85 virkede hun endvidere som anmelder ved Berlingske Tidende. I 1985 blev hun mag.art. med specialeafhandlingen Eckersberg og Europa. Allis Hellelands første stilling i det professionelle liv blev jobbet som museumsinspektør ved Nordjyllands Kunstmuseum 1985-87, hvorefter hun 1989-92 var museumsinspektør ved Aarhus Kunstmuseum. Her arrangerede hun bl.a. udstillingerne Carl Larssons jul 1989, Kunstskatte fra zarernes hof 1990 med udlån fra Eremitagemuseet i Skt. Petersborg og P.S. Krøyer 1992. I 1990 organiserede hun i Warszawa en udstilling af maleren Svend Wiig Hansens arbejder. 1992-94 var hun inspektør ved Museet på Koldinghus, hvor hun bl.a. forestod udstillingerne Kejsernes Kina 1993 og Alberto Giacometti 1994. Til alle de nævnte udstillingers kataloger har hun bidraget som redaktør og forfatter.

I 1994 udnævntes Allis Helleland til direktør for Statens Museum for Kunst i en seksårig åremålsansættelse og kom hurtigt i modvind med sine ofte kontroversielle meninger og sin kontante stil. Også udstillingen i 1996, hvor hun valgte at vise modeskaberen Erik Mortensens haute couture-kreationer i sammenhæng med museets ældre udenlandske kunstværker, provokerede mange. Til gengæld blev museets Matisseudstilling i 1999 med en række hovedværker fra Eremitagemuseet et stort tilløbsstykke. Her viste hun sine evner til at udnytte de gode forbindelser til det store russiske museum. Da Allis Helleland modsatte sig erhvervelsen af R. Blocks store Fluxus-samling i sin helhed, som hun kaldte “et restlager fra hans kunsthandel i Berlin”, pådrog hun sig beskyldninger for rindalisme. Hendes stærkt centralistiske idéer om Statens Museum for Kunst som modermuseum for alle landets kunstmuseer vakte en del røre og forargelse, ikke mindst hos en række mindre provinsmuseer, der til gengæld kritiseredes for manglende vilje til at specialisere sig. Tankerne gav sig konkret udslag i de udstillinger, der gik under fællesbetegnelsen Statens Museum for Kunst på landsturné 1996-97. Her vistes på en række danske provinsmuseer forskellige udstillinger med værker fra “modermuseets” samlinger. I Allis Hellelands direktørperiode gennemførtes om- og tilbygningen af museet, som genåbnedes i 1998 og straks blev en publikumssucces, skønt byggeriet såvel som nyindretningen fik en blandet modtagelse fra faglige og andre toneangivende kredse. Allis Helleland er medlem af Århus Universitets konsistorium og en række udvalg samt af bestyrelserne for Skagens Museum, J.F. Willumsens Museum og Den Hirschsprungske Samling. Hun har modtaget en række legater og priser, bl.a. FOFs Kulturpris for Folkeoplysning 1996. Samme år blev hun udnævnt til ridder af Dannebrogordenen.

Allis Helleland er kendt for sin flid, entusiasme og stædighed i sit professionelle arbejde og har derudover sine meningers mod. Selv har hun sammenlignet sit virke som kunstens formidler med en missionsvirksomhed. Sund fornuft og pragmatiske holdninger synes at være nøgleord i hendes museumsarbejde, hvor der ikke er levnet megen plads til akademisk teoretiseren. På det forsknings- og udstillingsmæssige område er hun ikke slået ind på nogen bestemt linie eller noget speciale, men har tværtimod med samme iver kastet sig over de mest forskelligartede medier og projekter, kunstnere og perioder.