Faktaboks

Alice Madsen
Alice Connie Madsen
Født
5. april 1937
Arbejdsliv
Skibsreder, direktør og kommunalpolitiker
Familie

Forældre: skibsreder Peter M. (1914-64) og Ivy Alice Jensen (1918-88).

Bofælle 1974-85: direktør Svend Just Hansen, født 24. januar 1921 i Århus, død 14. oktober 1985 samme sted, s. af direktør, smedemester Marius H. og Johanne Laursen.

Børn: Vibeke (1959), John (1961).

Da stifteren af Peter Madsen Rederi A/S i 1964 døde, tog hans datter Alice Madsen beslutning om at videreføre hans kun ti år gamle virksomhed frem for at sælge den. Hun var 27 år og ikke hverken i opdragelse eller uddannelse ledt i retning af skibsbranchen. Hun var desuden nyligt fraskilt og alene med to små børn. De første år styrede hun aktiviteterne til søs fra sit nye hjem i Ry. Rederiet blev hurtigt omdannet til et aktieselskab, ledet af Alice Madsen, men ejet i fællesskab med moderen og lillebroderen, kleinsmed P.T. M.

Efter real- og handelsskoleeksamen studerede Alice Madsen til korrespondent i tysk og engelsk. Hun var desuden i en årrække eksportleder, nåede en toårig ansættelse hos Ford i Odense og arbejdede 1962-64 som sekretær på Næstved Sygehus. Trods sin unge alder var hun altså i besiddelse af en vis erhvervsmæssig erfaring, da hun vovede sig over i direktørstolen som skibsreder. På dette tidspunkt var hun ligeledes i færd med at læse til statsautoriseret ejendomsmægler. Hun fuldførte, men kom aldrig til at bruge uddannelsen direkte. Skridtet fra sekretær til skibsreder var stort, men Alice Madsen var selv af den opfattelse, at det blot gjaldt om at sætte sig godt ind i tingene. Hendes indsats i firmaet gjorde hende til kvindelig pioner, idet hun blev en af de første og siden den eneste kvindelige skibsreder. Hun var sig dette bevidst, beklagede, at der var så få kvinder i ledende stillinger og mente, at det lå i opdragelsen. Alice Madsen fik stor støtte blandt skipperne og faderens gamle forretningsforbindelser, men mærkede naturligvis også skepsis. Usikkerheden over at være havnet i en ukendt og mandsdomineret branche blev stadig mindre, og hun blev med tiden en professionel og selvsikker forretningskvinde. Som administrerende direktør påtog hun sig ansvaret for økonomien og større kontrakter, forhandlinger, instruktioner og tegninger til skibene. Hun er blevet karakteriseret som en hård chef og en direkte og stædig forretningskvinde.

Rederiet voksede betydeligt i Alice Madsens tid. Alene flåden udvidedes fra to skibe i 1964 til en halv snes, alle moderne entreprenørskibe beskæftiget med anlægsarbejder i såvel ind- som udland. Af faderens stenfiskeri skabte hun et højt udviklet foretagende, der påtog sig alle former for dykkerarbejde, havbundskortlægning og vandkvalitetsmåling ved hjælp af laserudstyr og ekkolod samt opmåling af dumpingpladser, der gjorde det muligt at holde styr på affaldet. Heraf fulgte en kraftig forøgelse af personalet, hvor hun selv i starten havde været eneste ansatte. Den største opgave blev arbejdet ved Storebæltsbroen i 1990’erne med at beskytte bropillerne mod slid fra havet. Denne licitation deltog rederiet i som eneste danske virksomhed. I 1982 havde hun ført rederiet tilbage til Århus, hvor det oprindelig havde hjemsted. Moderen og broderen trådte ud af ejerskabet, og i 1986 blev deres pladser overtaget af Alice Madsens egen søn og datter. I sine seneste år i spidsen for virksomheden blev hun i den daglige ledelse støttet af sønnen John M. Det var da også helt naturligt ham, der overtog posten som administrerende direktør, da Alice Madsen i 1996 fratrådte efter 32 år i direktionen. Hun forlod dog ikke rederiet, idet hun ved samme lejlighed tiltrådte som formand for dets bestyrelse. Også uden for rederiets virke har Alice Madsen haft betydelige tillidshverv som formand for Hydrodan Engineering samt medlem af repræsentantskabet for Sydbank. Hun engagerede sig desuden i politik og sad 1974-78 i Ry kommunalbestyrelse som repræsentant for Fremskridtspartiet. Det var det nye partis kritik af for store skatter og for meget papirarbejde, der tiltalte hende. Hun erkendte dog, at hun ikke selv var plaget af skattetrykket, fordi rederidriften gav gode afskrivningsmuligheder, men hun ønskede på dette punkt at fremme andres sag.

Beskrivelser og portrætter af Alice Madsen

  • Politiken 12. oktober 1994.

Tilknytning til organisationer

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig