Agnete Laustsen

Agnete Laustsen voksede op i København og blev opdraget med borgerlige dyder og et konservativt livssyn både i barndomshjemmet og i skolen. Hun blev student fra N. Zahles Skole i 1954 og cand.jur. fra Københavns Universitet 1961. I studietiden var hun aktiv i studenterpolitik og formand for det rets- og statsvidenskabelige studenterråd 1958-60. Efter afsluttet embedseksamen ansattes hun 1961 i Indenrigsministeriets sundhedskontor, i 1970 blev hun fuldmægtig og var samtidig advokatfuldmægtig. I 1977 blev hun kontorchef hos forbrugerombudsmanden.

Sideløbende med sin administrative karriere engagerede Agnete Laustsen sig politisk. 1962-87 var hun medlem af Borgerrepræsentationen, valgt for Det Konservative Folkeparti (DKF). Som københavner med stort K interesserede hun sig meget for byen og dens udvikling. Fra 1964 stillede hun op til Folketinget, og i 1979 blev hun valgt. Hendes interesseområder har været socialpolitik og boligpolitik. Hun var formand for Folketingets socialudvalg 1983-87 og blev landets første sundhedsminister i 1987. Hermed blev hun kastet ud i aids-debatten og diskussionerne om prioritering i sundhedssektoren. Hun var indstillet på, at der skulle prioriteres, og var tilhænger af privathospitaler som supplement til det offentlige sygehusvæsen. Hun ønskede desuden at lægge vægt på en øget forebyggende indsats på sundhedsområdet. I 1988 flyttede statsminister Poul Schlüter hende fra Sundhedsministeriet til Boligministeriet, og hun blev dermed den første kvindelige boligminister. Hun havde i flere år været boligpolitisk ordfører, så hun kendte arbejdsområdet, men blev udsat for en del kritik. Det lykkedes hende i sin toårige embedsperiode at få forhøjet midlerne til byfornyelse til trods for, at boligområdet var udsat for massive besparelser, og hun lagde et stort arbejde i øget byggeeksport og bevaring af historiske kulturværdier, herunder ikke mindst Kronborg, Frederiksborg Slot og Amalienborg. Kritikken kom især fra Fremskridtspartiets boligpolitiske ordfører Kirsten Jacobsen, der førte kampagner mod kreditforeningernes overbelåning og anklagede AG for manglende tilsyn.

Også internationalt har AG udvist stort engagement. 1971-97 var hun præsident for den danske sektion af European Union of Women, som tæller konservative og kristeligt demokratiske kvinder fra en snes medlemslande. Efter at hun var trådt ud af regeringen, var hun DKFs udenrigsordfører 1990-98 og næstformand for den danske bestyrelse af Interparlamentarisk Union i en årrække. I 1995 blev hun tillige kulturpolitisk ordfører og bevægede sig derved ind på et område, hun på forskellig måde havde været optaget af i mange år, bl.a. som medlem af bestyrelsen for Københavns kommunes kulturfond 1970-79. Desuden havde hun haft plads i bestyrelsen for Thorvaldsens Museum og Ny Carlsberg Glyptotek. Ved valget i 1998, hvor de konservative mistede 11 mandater, blev hun ikke genvalgt. Hun har modtaget flere udenlandske ordener og blev ridder af Dannebrogordenen 1985 og kommandør 1989.