Agnete Bjerre

“Jeg kom ud i verden med én eneste lille evne, en farvesans. Jeg har aldrig haft evne til andet. Min far stolede på den evne og sagde, at jeg skulle være maler. (...) Du skal blive maler, sagde han, og når du har været på akademiet, skal jeg finde et hus til dig i Skagen. Men du skal ikke male som dem, for det er gjort. – Og sådan blev det,” har Agnete Bjerre fortalt i et interview fra 1982. Når familien samledes til højtlæsning på gården i Vendsyssel, sad Agnete Bjerre og tegnede blomster samtidig, og faderen havde altid nyspidsede blyanter i lommen. Det var et landbomiljø uden kunstneriske traditioner, men Agnete Bjerre har fremhævet forældrenes stærke moralske holdning i opdragelsen til sandhed samt den vendsysselske natur med den høje himmel og det klare lys som de væsentligste drivkræfter i sit maleri. Livet igennem er hun vendt tilbage til egnen for at male. De kunstnere, som hun mødte senere i livet, betød mindre for hende end barndomsmiljøet. Det var dér, klangbunden i hendes kunst blev lagt. En væsentlig faktor i virkeliggørelsen af hendes faders plan var mødet med maleren Svend Engelund, der under Besættelsen var flyttet tilbage til barndomsbyen Vrå med kone og børn. Engelund var da for længst færdig med sin uddannelse på Kunstakademiet og var en etableret kunstner. Ved hjemkomsten viste han sine billeder på Vrå Højskole, og det varede ikke længe, før den unge Agnete Bjerre tog kontakt til ham. I de følgende år undervistes hun af Engelund, hvad hun livet igennem var ham dybt taknemmelig for.

Efter Anden Verdenskrigs afslutning blev Agnete Bjerre optaget på Kunstakademiet, hvor hun fik maleren Vilhelm Lundstrøm som lærer. Her mødte hun også maleren Frede Christoffersen, som hun 1951 fik datteren Carin med. De blev gift året efter, da han var blevet skilt fra sin første kone. Også efter mødet med disse to stærke malerpersonligheder forblev hendes kunst sig selv lig. Allerede i 1946 udstillede hun sine billeder på Vrå Højskole, men hendes egentlige debut fandt sted på Kunstnernes Efterårsudstilling 1947, efterfulgt af hendes kunstneriske gennembrud samme sted to år senere. Det var de nære motiver som portrætter af hende selv og senere af datteren eller scenerier fra køkkenet, der karakteriserede hendes første år som maler. Farven kunne være tæt og emaljeagtig, farveskalaen enkel og noget tung, og der er en alvorlig tyst atmosfære i billederne. Den blev der løst noget op for i portrættet af datteren fra 1951 og i årene derefter. De senere så karakteristiske lysende blå og gule farver begyndte at vinde indpas i malerierne. Penselføringen blev gradvist lettere og friere, og arbejdet med lyset og dets reflekser fik en helt særlig tolkning i de følgende år. Ægtefællen, der forstod hendes kunstneriske egenart og udviste en uselvisk nysgerrighed, sagde om hendes billeder, at hun tit malede “de fortrykte, som livet har handlet hårdt med: de ensomme, de bøjede, de syge – det er de interessante uinteressante. (...) Som hos Anna Ancher og Astrid Noack er kvaliteten i hendes arbejde ikke nøjagtig på linie med hendes mandlige kollegers; det er hun glad for – det er vi andre også.” Ægtefællerne, der forstod og respekterede hinanden, indrettede sig med hvert sit atelier i villaen i Humlebæk. Deres arbejdsmetode og -rytme var vidt forskellig. Hvor han arbejdede systematisk og intellektuelt og ofte fandt motiver i nattens svage lys, var Agnete Bjerre stærkt afhængig af at komme ud i naturen og lyset for at arbejde. Egentlige landskabsbilleder dukkede dog først op i hendes senere arbejder. I mange år var naturen baggrund og stemningsbærer for de personer, hun portrætterede.

På sin egen måde er Agnete Bjerre forblevet sig selv livet igennem, og dog har hun udvidet sin motivverden og sin arbejdsmetode, ligesom hun er gået fra det enkelte lille billede op i større billedkomplekser, som i serien Livsfrisen, som hun i 1976 malede til Tietgenskolen i Odense, eller triptykonet Landskab – tre kvinder – hav, 1980, som Hinnerup kommune ejer. Gennem årene har hun været en trofast deltager i Vråudstillingen og dens mere selskabelige sammenkomster udstillerne imellem. Kendskabet til Agnete Bjerre er mest udbredt i Nordjylland, hvor Hjørring Kunstmuseum ejer en betydelig samling af hendes arbejder. I København har man dog siden 1962 kunnet se hendes malerier på kunstnersammenslutningen Kammeraterne, og fra 1989 på Den frie Udstilling. Agnete Bjerre har modtaget en lang række hædersbevisninger og legater, bl.a. Eckersbergs Medaille i 1968. I 1980 blev hun tildelt den livsvarige ydelse fra Statens Kunstfond.