Agnes Raaschou-Nielsen

Agnes Raaschou-Nielsens liv som sygeplejerske var præget af mod på nye udfordringer. Skønt uddannet på Kommunehospitalet i 1906 blev hun i 1910 igen elev, denne gang under Dansk Røde Kors (DRK), der krævede ekstra uddannelse af sine sygeplejersker. Det viste sig dog, at hun var så dygtig, at hun, som den eneste elev nogensinde, kunne nøjes med at supplere et par fag. Hun arbejdede som privatsygeplejerske indtil Balkankrigen 1912-13, hvor DRK sendte hende til Grækenland. Her fik hun en feber med bylder, enorm sultfølelse og total udmattelse. I en rapport til DRK står: “Søster Agnes er jo meget tynd,” og man tvivlede på, at hun efter sygdommen kunne klare arbejdet.

Men Agnes Raaschou-Nielsen lod sig ikke slå ud, og efter udbruddet af Første Verdenskrig meldte hun sig atter til tjeneste i krigszonen. I foråret 1915 blev hun tilknyttet Den danske Hjælpeambulancekomité (DDH) og stationeret på en flodambulance i Frankrig. Her plejede danske sygeplejersker rekonvalescenter, men Agnes Raaschou-Nielsen havde dog “helst arbejdet lige i Ildlinien”. Kort efter tog hun til Serbien med DDH, hvor danskerne blev sat til at pleje civile. Agnes Raaschou-Nielsen, der arbejdede flere steder, sendte mange livlige artikler om de uhyre primitive forhold på hospitalerne og hos befolkningen til DRK og Dansk Sygeplejeråds blad Tidsskrift for Sygepleje. Ved krigshandlingerne kom hun virkelig flere gange i ildlinien, men da Bulgarien erobrede hospitalet, rejste danskerne. Agnes Raaschou-Nielsen arbejdede derefter et halvt år på DDHs store lazaret i Skt. Petersborg. I 1917 vendte hun tilbage til Danmark og var en kort tid på den danske sikringsstyrkes lazaret i Idrætshuset, men havde stadig trang til at hjælpe egentlige krigsofre. I 1918 kom hun til Horserød, hvor regeringen havde en rekonvalescentlejr for russiske krigsfanger. Hun blev oversygeplejerske på officerslazarettet, og da lejrene lukkede ved fredsslutningen, fulgte hun en af transporterne til Kiev, en besværlig og hjerteskærende rejse, idet krigsfangerne vidste, at det nye russiske regime efter revolutionen i 1917 regnede dem for forræddere.

Agnes Raaschou-Nielsen forlod i 1921 DRKs sygeplejebureau, hvor hun igen var blevet ansat, til fordel for pionerarbejdet med strålebehandling af kræftpatienter på Radiumstationen i Amaliegade. I 1922, da stationen flyttede til Rosenvænget, blev hun oversygeplejerske. Institutionen udvidede kraftigt de følgende år og skulle i 1935 indvie en ny radiumstation med 100 senge. Det kom Agnes Raaschou-Nielsen ikke til at opleve: hun, der havde overlevet flere krige, blev offer for tidens uforsigtige omgang med røntgenstråler. Efter syv måneders svært sygeleje døde hun af kræft og mindedes af kollegerne for sit ukuelige livsmod og muntre og elskværdige væsen. Agnes Raaschou-Nielsen modtog i 1914 en græsk krigsmedalje for sin indsats.