Adda Ravnkilde

I En Pyrrhussejr, som nok er den mest ungdommeligt programmatiske af romanerne, er kvindefrigørelsen på dagsordenen.

Elisabeth vil være kunstner, men indfanges af og gifter sig med den første den bedste voksne mand, der interesserer sig for hende; typisk nok en repræsentant for den moderne naturvidenskab, der tolker verden i årsag og virkning. Som han fjerner hendes mandler, bortskærer han også symbolsk hendes kreativitet, og først da Elisabeth forstår det systematiske i hans bevidste formning af hende, bliver hun i stand til at frigøre sig fra den magt, han har over hende. Kunstnermotivet blegner her til fordel for optagetheden af at formulere kvindens undertrykkelse og oprør, men i Tantaluskvaler er det nærmest omvendt.

Denne romans Elisabeth vil også være forfatter og hun skriver sig ud af en besættelse, som har både intellektuelle og stærkt erotiske dimensioner. Manden, der tager hende fangen, er en letlevende libertiner, der pirrer den uskyldige kvinde og vækker hendes seksuelle længsel.

Den purunge Adda Ravnkilde leverede med Tantaluskvaler tidens mest utilslørede skildring af den komplekse og stærkt tabuiserede lidenskab. Hendes helt store bedrift er, at hun overbevisende tolker denne længsel ind i en beskrivelse af den kunstneriske proces, således at Elisabeth forløses dér, i stedet for at søge indfrielsen, men samtidig fortabelsen, hos manden. Elisabeths ven og kampfælle er greve; han tilhører en for længst udmarginaliseret klasse, som ikke holdes på plads af borgerlig (selv)kontrol.

Denne isolation er i Adda Ravnkildes forfatterskab ikke blot et vilkår for adelsmanden, men også for den individualiserede moderne kvinde, der vil noget mere, end normen og traditionen tillader. Det er i dette tomrums fællesskab, Elisabeth og greven udvikler deres farlige flirt.

Det er samme grundkonflikt og samme mandstype, Adda Ravnkilde skildrer i Judith Fürste, som blev til i mellemrummet mellem de to kunstnerromaner, og som gennem aflæsningen af det tavse, spændte magtspil mellem to ægtefæller på fornem vis tolker den moderne individualists henvisthed til sig selv, til øjeblikket og tilfældigheden.

Adda Ravnkilde skrev i høj grad på egne erfaringer, og sin ungdom til trods havde hun i modsætning til så mange af sine samtidige medsøstre faktisk personlige erfaringer at skrive på. Tilsyneladende var det derimod ikke nogen konkret, ubærlig begivenhed, der udløste hendes selvmord. Det er derfor nærliggende at antage, at det så at sige var tilfældet, der betingede den tragiske død: at Adda Ravnkilde, som bedre end så mange andre var i stand til at aflure det tilfældige nu dets magt over mennesket, i selvmordets øjeblik selv stod ensom og magtesløs over for det.